Salme 94

1 Herre! Gud, hvem Hævnen hører til, Gud, hvem Hævnen hører til, aabenbar dig herligt!

Herr! Als der Rache Gott, als Gott der Rache zeige Dich!

2 Rejs dig, du Jordens Dommer! bring Gengældelse over de hovmodige.

Erhebe Dich als Erdenrichter! Vergilt den Stolzen nach Verdienst!

3 Herre! hvor længe skulle de ugudelige, hvor længe skulle de ugudelige fryde sig?

Wie lange sollen Frevler, Herr, wie lange sollen Frevler noch frohlocken

4 De udgyde en Strøm af Ord, de føre fræk Tale; de rose sig selv, alle de, som øve Uret.

und geifernd so Vermessenes reden und alle Übeltäter so sich brüsten

5 Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.

Sie treten, Herr, Dein Volk. Die ewig Deinen quälen sie,

6 De ihjelslaa Enken og den fremmede og myrde de faderløse.

erwürgen Fremdlinge und Witwen und morden Waisen, sprechend:

7 Og de sagde: Herren ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke.

"Der Herr sieht's nicht; nicht merkt es Jakobs Gott."

8 Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge?

Ihr Albernen im Volke werdet klug! Ihr Törichten! Wann wollt ihr das begreifen?

9 Mon han, som plantede Øret, ikke skulde høre? eller mon han, som dannede Øjet, ikke skulde se?

Nicht hören sollte, der das Ohr erschafft? Nicht sehen, der das Auge hat gebildet?

10 Mon han, som advarer Hedningerne, ikke skulde straffe? han, som lærer et Menneske Kundskab!

Nicht strafen sollte, der die Heidenvölker züchtigt? Er, der den Menschen Einsicht schenkt?

11 Herren kender Menneskenes Tanker, thi de ere Forfængelighed.

Die menschlichen Gedanken kennt der Herr, wie sie so eitel sind. -

12 Salig er den Mand, som du, Herre! advarer, og den, du underviser ud af din Lov

Dem Manne Heil, den Du erziehst, o Herr, aus Deiner Lehre ihn belehrst,

13 for at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav for den ugudelige.

ihn ob des Bösen Glück beruhigend, bis daß gegraben ist die Grube für den Frevler:

14 Thi Herren skal ikke opgive sit Folk og ej forlade sin Arv.

"Der Herr verstößt sein Volk nicht ganz, verläßt die ewig Seinen nicht.

15 Thi Retten skal vende tilbage til Retfærdighed, og alle de oprigtige af Hjertet skulle efterfølge den.

Noch immer sitzt er zu Gericht; ihm fallen alle frommen Herzen zu."

16 Hvo staar hos mig imod de onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gøre Uret?

Wer steht mir gegen Bösewichter bei? Wer tritt für mich den Übles Tuenden entgegen?

17 Dersom Herren ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa lidet nær boet i det stille.

Wenn nicht der Herr mein Beistand wäre, dann läge meine Seele bald im Reich der Stille.

18 Der jeg sagde: Min Fod snublede, da opholdt, o Herre! din Miskundhed mig.

Obschon ich wähnte, daß mein Fuß gewankt, so hält mich dennoch Deine Gnade aufrecht, Herr.

19 Der jeg havde mange Bekymringer i mit Inderste, da forlystede din Trøst min Sjæl.

Und streiten sich in meinem Innern die Gedanken, so labt an Deinen Tröstungen sich meine Seele.

20 Skulde Ondskabens Trone have Samkvem med dig? den, som gør Uret tvært imod, hvad Ret er?

Hat schon des Unrechts Stuhl der aufgestellt, der Unheil dem Gesetz bereitet?

21 De slaa sig sammen skarevis imod en retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod.

Sie klagen fromme Seelen an; unschuldig Blut verdammen sie. -

22 Men Herren blev mig en Befæstning, og min Gud blev mig en Tilflugts Klippe.

Doch eine Burg sei mir der Herr, mein Gott, mein Zufluchtsfels!

23 Og han har ladet deres Uret falde tilbage over dem og skal udrydde dem for deres Ondskab; Herren vor Gud skal udrydde dem.

Er lohne ihnen auch ihr Unrecht; er tilge sie in ihrer Bosheit! Der Herr vertilge sie, er, unser Gott.