Salme 94
1 Herre! Gud, hvem Hævnen hører til, Gud, hvem Hævnen hører til, aabenbar dig herligt!
O God, of vengeance, Lord! O God of vengeance, shine forth.
2 Rejs dig, du Jordens Dommer! bring Gengældelse over de hovmodige.
Lift up thyself, O judge of the Earth! bring a recompense upon the proud.
3 Herre! hvor længe skulle de ugudelige, hvor længe skulle de ugudelige fryde sig?
How long shall the wicked, O Lord—how long shall the wicked exult?
4 De udgyde en Strøm af Ord, de føre fræk Tale; de rose sig selv, alle de, som øve Uret.
They sputter, they speak hard things: all the workers of wickedness boast themselves.
5 Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.
Thy people, O Lord! they crush, and thy heritage they afflict.
6 De ihjelslaa Enken og den fremmede og myrde de faderløse.
The widow and the stranger they slay, and the fatherless they murder.
7 Og de sagde: Herren ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke.
And they say, The Lord will not see, and the God of Jacob will not take notice of it.
8 Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge?
Understand, ye brutish among the people: and ye fools, when will ye become intelligent!
9 Mon han, som plantede Øret, ikke skulde høre? eller mon han, som dannede Øjet, ikke skulde se?
He that hath planted the ear, shall he not hear? or he that hath formed the eye, shall he not see?
10 Mon han, som advarer Hedningerne, ikke skulde straffe? han, som lærer et Menneske Kundskab!
He that admonisheth nations, shall he not correct? is it not he that teacheth man knowledge!
11 Herren kender Menneskenes Tanker, thi de ere Forfængelighed.
The Lord knoweth the thoughts of man, that they are nought.
12 Salig er den Mand, som du, Herre! advarer, og den, du underviser ud af din Lov
Happy is the man whom thou admonisheth, O Lord, and teachest him out of thy law:
13 for at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav for den ugudelige.
That thou mayest grant him repose from the days of evil, until the pot be dug for the wicked.
14 Thi Herren skal ikke opgive sit Folk og ej forlade sin Arv.
For the Lord will not cast off his people, and his inheritance will he not forsake.
15 Thi Retten skal vende tilbage til Retfærdighed, og alle de oprigtige af Hjertet skulle efterfølge den.
For unto righteousness will justice return; and it shall be followed by all the upright in heart.
16 Hvo staar hos mig imod de onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gøre Uret?
Who will rise up for me against evil-doers? or who will stand forward for me against the workers of wickedness?
17 Dersom Herren ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa lidet nær boet i det stille.
Unless the Lord had been a help unto me, but a little would have been wanting that my soul had dwelt in the silence of death.
18 Der jeg sagde: Min Fod snublede, da opholdt, o Herre! din Miskundhed mig.
When I said, My foot hath slipped: thy kindness, O Lord, sustained me.
19 Der jeg havde mange Bekymringer i mit Inderste, da forlystede din Trøst min Sjæl.
In the multitude of my [painful] thoughts within me, thy consolations delight my soul.
20 Skulde Ondskabens Trone have Samkvem med dig? den, som gør Uret tvært imod, hvad Ret er?
Can there be associated with thee the throne of destructive wickedness, which frameth mischief as a law?
21 De slaa sig sammen skarevis imod en retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod.
They band themselves together against the soul of the righteous, and innocent blood do they condemn.
22 Men Herren blev mig en Befæstning, og min Gud blev mig en Tilflugts Klippe.
But the Lord is become my defence, and my God, the rock of my refuge.
23 Og han har ladet deres Uret falde tilbage over dem og skal udrydde dem for deres Ondskab; Herren vor Gud skal udrydde dem.
And he will bring back upon them their own injustice, and in their own wickedness will he destroy them: [yea], he will destroy them—the Lord our God.
