< Salme 78 >
1 Mit Folk! vend dine Øren til min Lære, bøjer eders Øren til min Munds Tale!
Пісня навча́льна Асафова.
2 Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordums Tid,
нехай я відкрию уста́ свої при́казкою, нехай старода́вні прислі́в'я я ви́словлю!
3 dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os.
Що́ ми чули й пізнали, і що́ розповідали батьки́ наші нам, —
4 Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde Herrens megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort.
того не сховаємо від їхніх сині́в, будемо розповіда́ти про славу Господню аж до покоління оста́ннього, і про силу Його та про чу́да Його, які Він учинив!
5 Han oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hvilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn,
Він поставив засві́дчення в Якові, а Зако́на поклав ув Ізраїлі, про які наказав був Він нашим батька́м завідо́мити про них синів їхніх,
6 paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn,
щоб знало про це поколі́ння майбу́тнє, сини, що наро́джені будуть, — уста́нуть і будуть розповідати своїм дітям.
7 og at de maatte sætte deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud;
І положать на Бога надію свою, і не забудуть діл Божих, Його ж заповіді берегти́муть.
8 og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud.
І не стануть вони, немов їхні батьки́, поколі́нням непокі́рливим та бунтівни́чим, поколінням, що серця свого́ не поста́вило міцно, і що дух його Богу невірний.
9 Efraims Børn vare rustede Bueskytter, men svigtede paa Stridens Dag.
Сини Єфрема, озбро́єні лу́чники, повернулися взад у день бо́ю:
10 De holdt ikke Guds Pagt og vægrede sig ved at vandre i hans Lov.
вони не берегли́ заповіту Божого, а ходити в Зако́ні Його відреклися,
11 Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se.
і забули вони Його чи́ни та чу́да Його, які їм показав.
12 For deres Fædre havde han gjort Undere i Ægyptens Land, paa Zoans Mark.
Він чудо вчинив був для їхніх батькі́в ув єгипетськім кра́ї, на полі Цоа́нськім:
13 Han adskilte Havet og lod dem gaa igennem og optaarnede Vandet som en Dynge.
Він море розсік, і їх перепрова́див, а воду поставив, як вал;
14 Og han ledede dem om Dagen ved Skyen og den ganske Nat ved Ildens Lys.
і прова́див їх хмарою вдень, а ся́йвом огню́ цілу ніч;
15 Han kløvede Klipper i Ørken og gav dem at drikke som af store Dyb.
на пустині Він скелі розсік, і щедро усіх напоїв, як з безо́дні.
16 Og han lod Bække strømme frem af Klippen og lod Vand rinde ned som Floder.
Він витягнув із скелі пото́ки, і во́ди текли, немов ріки.
17 Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at være genstridige imod den Højeste i Ørken.
Та гріши́ли вони проти Нього ще да́лі, і в пустіші гніви́ли Всевишнього,
18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst.
і Бога вони випробо́вували в своїм серці, для душ своїх ї́жі бажаючи.
19 Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken?
І вони говорили насу́проти Бога й казали: „Чи Бог зможе в пустині трапе́зу згото́вити?“
20 Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk?
Тож ударив у скелю — і во́ди лину́ли, і полили́ся пото́ки! „Чи Він зможе також дати хліба? Чи Він наготує м'яси́ва наро́дові Своє́му?“
21 Derfor, da Herren hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optændtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel,
Тому́ то почув це Господь та й розгні́вався, — і огонь запалав проти Якова, і проти Ізраїля теж знявся гнів,
22 fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse.
бо не ві́рували вони в Бога, і на спасі́ння Його не наді́ялись.
23 Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre.
А Він хмарам згори наказав, — і відчинив двері неба,
24 Og han lod Man regne paa dem til at æde og gav dem Himmelkorn.
і спустив, немов дощ, на них ма́нну для їжі, — і збі́жжя небесне їм дав:
25 Hver aad de stærkes Brød; han sendte dem Mad til Mættelse.
Хліб а́нгольський їла люди́на, Він послав їм поживи до си́тости!
26 Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke.
Крім цього, Він схі́днього вітра пору́шив на небі, і міццю Своєю привів полудне́вого вітра, —
27 Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand.
і дощем на них м'ясо пустив, немов по́рох, а птаство крила́те, як мо́рський пісо́к,
28 Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger.
і спустив його серед табо́ру його́, коло наметів його.
29 Og de aade og bleve saare mætte; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til.
І їли вони та й наси́тились ду́же, — Він їм їхнє бажа́ння приніс!
30 De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund:
Та ще не вдовольни́ли жада́ння свого́, ще їхня ї́жа була в їхніх уста́х,
31 Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog nogle iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel.
а гнів Божий підня́вся на них, та й побив їхніх ситих, і вибра́нців Ізраїлевих повали́в.
32 Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger.
Проте́ ще й далі грішили вони та не вірили в чу́да Його,
33 Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse.
— і Він докінчи́в у марно́ті їхні дні, а їхні літа́ — у страху.
34 Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.
Як Він їх побива́в, то бажали Його, — і верта́лися, й Бога шукали,
35 Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser.
і прига́дували, що Бог — їхня скеля, і Бог Всевишній — то їхній Викупите́ль.
36 Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger.
І своїми уста́ми вле́щували Його, а своїм язико́м лжу спліта́ли Йому́,
37 Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.
бо їхнє серце не міцно стояло при Нім, і не були́ вони вірні в Його заповіті.
38 Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem.
Та він, Милосердний, гріх проща́в і їх не губив, і часто відве́ртав Свій гнів, і не буди́в усю Свою лютість,
39 Og han kom i Hu, at de vare Kød, et Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage.
і Він пам'ятав, що вони тільки тіло, вітер, який перехо́дить і не поверта́ється!
40 Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder.
Скільки вони прогнівля́ли Його на пустині, зневажа́ли Його на степу́!
41 Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel.
І все знову та знов випробо́вували вони Бога, і зневажа́ли Святого Ізра́їлевого, —
42 De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød;
вони не пам'ята́ли руки Його з дня, як Він ви́бавив їх із недолі,
43 da han satte sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Mark;
як в Єгипті чинив Він знаме́на Свої, а на полі Цоа́нському чу́да Свої,
44 da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem;
і в кров оберну́в річки їхні та їхні пото́ки, щоб вони не пили́.
45 og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse;
Він послав був на них рої мух, — і їх же́рли вони, і жаб — і вони їх губили.
46 og han gav Kornormen deres Grøde og Græshoppen deres Arbejde;
А врожай їхній віддав був Він гу́сені, а їхню пра́цю — сарані́.
47 han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker;
Виноград їхній Він гра́дом побив, а при́морозком — їхні шовко́виці.
48 og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene;
І Він градові віддав їхній скот, а бли́скавкам — че́реди їхні.
49 han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud;
Він послав був на них Свій гнів запальни́й, і лютість, й обу́рення, й у́тиск, насла́ння злих анголі́в.
50 han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten;
Він дорогу зрівня́в був для гніву Свого, їхні душі не стримав від смерти, життя ж їхнє віддав морови́ці.
51 og han slog alle førstefødte i Ægypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte;
І побив Він усіх перворі́дних в Єгипті, пе́рвістків сили в наметах Ха́мових.
52 men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden;
І повів Він, немов ту отару, наро́д Свій, і їх попрова́див, як стадо, в пустині.
53 og han ledede dem tryggelig, at de ikke flygtede; men Havet skjulte deres Fjender.
І провадив безпечно Він їх, і вони не боялись, а море накри́ло було́ ворогів їхніх.
54 Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans højre Haand havde forhvervet;
І Він їх привів до границі святині Своєї, до тієї гори, що прави́ця Його набула́.
55 og han uddrev Hedningerne for deres Ansigt og lod disses Land tilfalde dem som Arvedel; og han lod Israels Stammer bo i deres Telte.
І наро́ди Він повиганя́в перед їхнім обличчям, і кинув для них жеребка́ про спа́док, — і в їхніх наме́тах племе́на Ізраїлеві осели́в.
56 Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd.
Та й далі вони випробо́вували та гніви́ли Всевишнього Бога, і Його постано́в не доде́ржували,
57 Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue.
і відступали та зраджували, немов їхні батьки відверну́лись, як обма́нливий лук.
58 Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkær ved deres udskaarne Billeder.
І же́ртівниками своїми гніви́ли Його, і дрочи́ли Його своїми фіґу́рами.
59 Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare.
Бог почув усе це — і розгні́вався, і сильно обри́дивсь Ізраїлем,
60 Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene.
і покинув осе́лю в Шіло́, скинію ту, що вмістив був посеред людей,
61 Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand.
і віддав до неволі Він силу Свою, а вели́чність Свою — в руку во́рога.
62 Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv.
І віддав для меча Свій наро́д, і розгнівався був на спа́дщину Свою:
63 Ild fortærede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang.
його юнакі́в огонь пожира́в, а дівча́там його не співали весі́льних пісе́нь,
64 Deres Præster faldt for Sværdet, og deres Enker begræd dem ikke.
його священики від меча полягли́, — і не плакали вдови його.
65 Da opvaagnede Herren som en sovende, som en Helt, der jubler af Vin.
Та небавом збудився Господь, немов зо́ сну, як той ве́лет, що ніби вином був підко́шений,
66 Og han slog sine Fjender tilbage, han gjorde dem en evig Skam.
і вдарив Своїх ворогів по оза́дку, — вічну га́ньбу їм дав!
67 Og han forkastede Josefs Telt og udvalgte ikke Efraims Stamme;
Та Він погорди́в намет Йо́сипів, і племе́на Єфремового не обрав,
68 men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede.
а вибрав Собі плем'я Юдине, го́ру Сіон, що її полюбив!
69 Og han byggede sin Helligdom lig Højderne, lig Jorden, hvilke han har grundfæstet evindelig.
І святиню Свою збудував Він, як місце високе, як землю, що навіки її вґрунтува́в.
70 Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne;
І вибрав Давида, Свого раба, і від коша́р його взяв,
71 fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv.
від кі́тних ове́чок його Він привів, щоб Якова пас він, народа Свого, та Ізраїля, спа́док Свій, —
72 Og han vogtede dem efter sit Hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.
і він пас їх у щирості серця свого́, і прова́див їх мудрістю рук своїх!