Salme 77

1 Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf.

Glas moj ide k Bogu, i ja prizivljem njega; glas moj ide k Bogu, i on æe me uslišiti.

2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine Øren til mig!

U dan tuge svoje tražih Gospoda; noæu je ruka moja podignuta, i ne spušta se; duša moja neæe da se utješi.

3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.

Pominjem Boga, i uzdišem; razmišljam, i trne duh moj.

4 Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. (Sela)

Držim oèi svoje da su budne; klonuo sam, i ne mogu govoriti.

5 Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke.

Prebrajam stare dane i godine od vijekova.

6 Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar.

Opominjem se pjesama svojih noæu; razgovaram se sa srcem svojim, i ispitujem duh svoj:

7 Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske.

“Zar æe se dovijeka gnjeviti na nas Gospod, i neæe više ljubiti?

8 Vil da Herren forkaste i al Evighed og ikke vedblive at være naadig mere?

Zar je zasvagda prestala milost njegova, i rijeè se prekinula od koljena na koljeno?

9 Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?

Zar je zaboravio milostiv biti i u gnjevu zatvorio milosrðe svoje?”

10 Har Gud glemt at være naadig? eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? (Sela)

I rekoh: žalosna je za mene ova promjena desnice višnjega.

11 Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand.

Pamtim djela Gospodnja; pamtim preðašnje èudo tvoje.

12 Jeg vil komme Herrens Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu.

Mislio sam o svijem djelima tvojim, razmišljao o radnji tvojoj;

13 Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter.

Bože! put je tvoj svet; koji je Bog tako velik kao Bog naš?

14 O Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud?

Ti si Bog, koji si èinio èudesa, pokazivao silu svoju meðu narodima;

15 Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene.

Mišicom si odbranio narod svoj, sinove Jakovljeve i Josifove.

16 Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. (Sela)

Vidješe te vode, Bože, vidješe te vode, i ustreptaše, i bezdane se zadrmaše.

17 Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede.

Iz oblaka lijaše voda, oblaci davahu glas, i strijele tvoje leæahu.

18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile fore frem.

Grmljahu gromovi tvoji po nebu; munje tvoje sijevahu po vasiljenoj, zemlja se tresijaše i njihaše.

19 Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede.

Po moru bijaše put tvoj, i staze tvoje po velikoj vodi, i trag tvoj ne poznavaše se.

20 Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.

Vodio si narod svoj kao ovce rukom Mojsijevom i Aronovom.