Salme 66
1 Til Sangmesteren; en Psalmesang. Raaber med Glæde for Gud al Jorden!
Ki he Takimuʻa, ko e Hiva pe ko e Saame. Mou kalanga fiefia ki he ʻOtua, ʻae fonua kotoa pē:
2 Synger Psalmer til hans Navns Ære; giver ham Ære til hans Pris.
Hiva ʻaki ʻae ongoongolelei ʻo hono huafa: fakaongoongolelei ʻae fakamālō kiate ia.
3 Siger til Gud: Hvor forfærdelige ere dine Gerninger! for din store Magts Skyld skulle dine Fjender smigre for dig.
Mou pehē ki he ʻOtua, “ʻOku ke fakamanavahē koe ʻi hoʻo ngaahi ngāue! Ko e meʻa ʻi hono lahi ʻo hoʻo māfimafi ʻe fakamoʻulaloa ai ʻekinautolu ʻe ho ngaahi fili kiate koe.
4 Al Jorden skal tilbede dig og lovsynge dig; de skulle lovsynge dit Navn. (Sela)
ʻE hū ʻa māmani kotoa pē kiate koe, ʻonau hiva kiate koe; te nau hiva ki ho huafa.” (Sila)
5 Gaar hen og ser Guds Værk; han er forfærdelig i Gerning imod Menneskens Børn.
Haʻu ʻo mamata ki he ngaahi ngāue ʻae ʻOtua: ʻoku fakamanavahē ia ʻi heʻene ngāue ki he ngaahi fānau ʻae tangata.
6 Han omvendte Havet til det tørre, de gik til Fods over Floden; der glædede vi os i ham.
Naʻa ne liliu ʻae tahi ko e fonua mōmoa: naʻa nau ʻalu ʻi he fuʻu vaitafe ʻi honau vaʻe: naʻa tau fiefia ʻiate ia ʻi ai.
7 Han hersker med sin Magt evindelig, hans Øjne vare paa Hedningerne; de genstridige ophøje sig ikke. (Sela)
ʻOku pule ia ʻi heʻene māfimafi ʻo taʻengata; ʻoku vakai ʻe hono fofonga ki he ngaahi puleʻanga: ʻoua naʻa hiki hake ʻakinautolu ʻe he kau angatuʻu. (Sila)
8 I Folkefærd! lover vor Gud og lader Røsten høres til hans Pris!
ʻAkimoutolu ʻae kakai, mou fakafetaʻi ki hotau ʻOtua, pea fai ke ongo ʻae leʻo ʻoe fakamālō kiate ia:
9 Han holder vor Sjæl i Live og lader ikke vor Fod snuble.
ʻAia ʻoku ne poupou hotau laumālie ʻi he moʻui, pea ʻikai tuku hotau vaʻe ke ngaue.
10 Thi du har prøvet os, o Gud! du har lutret os, ligesom Sølv bliver lutret.
He kuo ke ʻiloʻi ʻakimautolu, ʻE ʻOtua: kuo ke ʻahiʻahiʻi ʻakimautolu, ʻo hangē ko e ʻahiʻahiʻi ʻoe siliva.
11 Du har ført os i Garnet, du lagde et Tryk paa vore Lænder.
Naʻa ke ʻomi ʻakimautolu ki he kupenga; naʻa ke ʻai ʻae mahaki ki homau kongaloto.
12 Du lod Mennesker fare over vort Hoved; vi ere komne i Ild og i Vand, men du udførte os til at vederkvæges.
Naʻa ke tuku ke laka ʻae kakai ʻi homau ʻulu; naʻa mau ʻalu pe ʻi he afi mo e vai: ka naʻa ke ʻomi ʻakimautolu ki he potu mahu.
13 Jeg vil gaa ind i dit Hus med Brændofre, jeg vil betale dig mine Løfter,
Te u hū ki ho fale mo e ngaahi feilaulau tutu: te u ʻatu kiate koe ʻo hangē ko ʻeku ngaahi fuakava,
14 dem, som mine Læber oplode sig med, og min Mund talte, da jeg var i Angest.
ʻAia kuo ongo atu mei hoku loungutu, pea lea ʻaki ʻe hoku ngutu, ʻi heʻeku ʻi he mamahi.
15 Jeg vil ofre dig Brændoffer af fedt Kvæg og Duften af Vædre; jeg vil tillave Øksne og Bukke. (Sela)
Te u ʻatu kiate koe ʻae ngaahi feilaulau tutu ʻae fanga manu sino, mo e meʻa namu kakala ʻoe fanga sipitangata; te u ʻatu ʻae fanga pulu mo e fanga kosi. (Sila)
16 Kommer hid, hører til, alle 1, som frygte Gud, saa vil jeg fortælle, hvad han har gjort ved min Sjæl.
Haʻu ʻo fanongo, ʻakimoutolu kotoa pē ʻoku manavahē ki he ʻOtua, pea te u fakahā ʻaia kuo ne fai ki hoku laumālie.
17 Til ham raabte jeg med min Mund, og hans Pris kom paa min Tunge.
Naʻaku tangi kiate ia ʻaki hoku ngutu, pea naʻe fakamālō ʻa hoku ʻelelo kiate ia.
18 Dersom jeg havde set Uret i mit Hjerte, da vilde Herren ikke have hørt mig.
Kapau te u tokanga ki he kovi ʻi hoku loto, ʻe ʻikai fanongo ʻae ʻEiki kiate au:
19 Dog har Gud hørt; han gav Agt paa min Bøns Røst.
Ka ko e moʻoni kuo ongoʻi au ʻe he ʻOtua; naʻe tokanga ia ki he leʻo ʻo ʻeku lotu.
20 Lovet være Gud, som ikke forskød min Bøn eller vendte sin Miskundhed fra mig!
Fakafetaʻi ki he ʻOtua, ʻaia naʻe ʻikai te ne liʻaki ʻeku lotu, pe ko ʻene ʻaloʻofa ʻiate au.
