Salme 102
1 En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
Okusaba kw’oyo ali mu buyinike ng’ayigganyizibwa nga yeeyongedde okunafuwa, n’afukumula byonna ebimuli ku mutima mu maaso ga Mukama. Wulira okusaba kwange, Ayi Mukama, okkirize okukoowoola kwange kutuuke gy’oli.
2 Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig.
Tonneekweka mu biseera eby’obuyinike bwange. Ntegera okutu kwo onnyanukule mangu bwe nkukoowoola!
3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig!
Kubanga ennaku zange zifuumuuka ng’omukka, n’amagumba gange gaaka ng’amanda.
4 Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted.
Omutima gwange gulinnyirirwa ng’omuddo, era guwotose; neerabira n’okulya emmere yange.
5 Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød.
Olw’okwaziirana kwange okunene, nzenna nfuuse ŋŋumbagumba.
6 Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød.
Ndi ng’ekiwuugulu eky’omu ddungu, era ng’ekiwuugulu eky’omu nsiko.
7 Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde.
Nsula ntunula, nga ndi ng’ekinyonyi ekitudde kyokka ku kasolya k’ennyumba.
8 Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget.
Abalabe bange banvuma olunaku lwonna; abo abanduulira bakozesa linnya lyange nga bakolima.
9 Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig.
Kubanga ndya evvu ng’alya emmere, n’amaziga gange ne geegattika mu kyokunywa kyange.
10 Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad
Olw’obusungu n’okunyiiga kwo; onneegobyeko n’onsuula eyo.
11 for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.
Ennaku zange ziri ng’ekisiikirize ky’olweggulo nga buziba; mpotoka ng’omuddo.
12 Mine Dage are som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
Naye ggwe, Ayi Mukama, obeera mu ntebe yo ey’obwakabaka emirembe n’emirembe; erinnya lyo linajjukirwanga ab’omu mirembe gyonna.
13 Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt.
Olisituka n’osaasira Sayuuni, kino kye kiseera okulaga Sayuuni omukwano; ekiseera kye wateekateeka kituuse.
14 Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen.
Kubanga amayinja gaakyo abaweereza bo bagaagala nnyo, n’enfuufu y’omu kibuga ekyo ebakwasa ekisa.
15 Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv.
Amawanga gonna ganaatyanga erinnya lya Mukama; ne bakabaka bonna ab’ensi banaakankananga olw’ekitiibwa kyo.
16 Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære;
Kubanga Mukama alizimba Sayuuni buto, era n’alabika mu kitiibwa kye.
17 thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed.
Alyanukula okusaba kw’abanaku; talinyooma kwegayirira kwabwe.
18 Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn.
Bino leka biwandiikirwe ab’omu mirembe egirijja, abantu abatannatondebwa bwe balibisoma balyoke batendereze Mukama.
19 Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren.
Bategeere nti Mukama yatunula wansi ng’asinziira waggulu mu kifo kye ekitukuvu; Mukama yasinzira mu ggulu n’atunuulira ensi,
20 Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden
okuwulira okusinda kw’abasibe, n’okusumulula abo abasaliddwa ogw’okufa.
21 for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn,
Erinnya lya Mukama, liryoke litenderezebwe mu Sayuuni, bamutenderezenga mu Yerusaalemi;
22 for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem,
abantu nga bakuŋŋaanye, awamu n’obwakabaka, okusinza Mukama.
23 naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren.
Mukama ammazeemu amaanyi nga nkyali muvubuka; akendeezezza ku nnaku z’obulamu bwange.
24 Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage.
Ne ndyoka mmukaabira nti, “Ayi Katonda wange, tontwala nga nkyali mu makkati g’emyaka gy’obulamu bwange, ggw’abeera omulamu emirembe gyonna.
25 Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt.
Ku ntandikwa wassaawo omusingi gw’ensi; n’eggulu gy’emirimu gy’emikono gyo.
26 Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning.
Byonna biriggwaawo, naye ggwe oli wa lubeerera. Byonna birikaddiwa ng’ebyambalo. Olibikyusa ng’ebyambalo, ne bisuulibwa.
27 De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes.
Naye ggwe tokyuka oli wa lubeerera n’emyaka gyo tegirikoma.
28 Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.
Abaana b’abaweereza bo baliba mu ddembe; ne bazzukulu baabwe banaabeeranga w’oli nga tebalina kye batya.”
