Salme 102
1 En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
A Prayer of the afflicted, when he is overwhelmed, and poureth out his complaint before the LORD. Hear my prayer, O LORD, and let my cry come unto thee.
2 Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig.
Hide not thy face from me in the day [when] I am in trouble; incline thine ear unto me: in the day [when] I call answer me speedily.
3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig!
For my days are consumed like smoke, and my bones are burned as an hearth.
4 Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted.
My heart is smitten, and withered like grass; so that I forget to eat my bread.
5 Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød.
By reason of the voice of my groaning my bones cleave to my skin.
6 Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød.
I am like a pelican of the wilderness: I am like an owl of the desert.
7 Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde.
I watch, and am as a sparrow alone upon the house top.
8 Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget.
Mine enemies reproach me all the day; [and] they that are mad against me are sworn against me.
9 Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig.
For I have eaten ashes like bread, and mingled my drink with weeping,
10 Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad
Because of thine indignation and thy wrath: for thou hast lifted me up, and cast me down.
11 for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.
My days [are] like a shadow that declineth; and I am withered like grass.
12 Mine Dage are som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
But thou, O LORD, shalt endure for ever; and thy remembrance unto all generations.
13 Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt.
Thou shalt arise, [and] have mercy upon Zion: for the time to favour her, yea, the set time, is come.
14 Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen.
For thy servants take pleasure in her stones, and favour the dust thereof.
15 Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv.
So the heathen shall fear the name of the LORD, and all the kings of the earth thy glory.
16 Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære;
When the LORD shall build up Zion, he shall appear in his glory.
17 thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed.
He will regard the prayer of the destitute, and not despise their prayer.
18 Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn.
This shall be written for the generation to come: and the people which shall be created shall praise the LORD.
19 Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren.
For he hath looked down from the height of his sanctuary; from heaven did the LORD behold the earth;
20 Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden
To hear the groaning of the prisoner; to loose those that are appointed to death;
21 for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn,
To declare the name of the LORD in Zion, and his praise in Jerusalem;
22 for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem,
When the people are gathered together, and the kingdoms, to serve the LORD.
23 naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren.
He weakened my strength in the way; he shortened my days.
24 Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage.
I said, O my God, take me not away in the midst of my days: thy years [are] throughout all generations.
25 Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt.
Of old hast thou laid the foundation of the earth: and the heavens [are] the work of thy hands.
26 Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning.
They shall perish, but thou shalt endure: yea, all of them shall wax old like a garment; as a vesture shalt thou change them, and they shall be changed:
27 De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes.
But thou [art] the same, and thy years shall have no end.
28 Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.
The children of thy servants shall continue, and their seed shall be established before thee.
