Salme 10
1 Herre! hvorfor staar du saa langt borte! hvorfor skjuler du dig i Nødens Tider?
Ut quid, Domine, recessisti longe; despicis in opportunitatibus, in tribulatione?
2 Ved den ugudeliges Hovmod ængstes de elendige; de gribes i de Tanker, hvilke han optænkte.
Dum superbit impius, incenditur pauper: comprehenduntur in consiliis quibus cogitant.
3 Thi den ugudelige roser sig af sin Sjæls Begæring, og den rovgerrige velsigner sig, Herren foragter han.
Quoniam laudatur peccator in desideriis animæ suæ, et iniquus benedicitur.
4 Den ugudelige sætter Næsen højt og siger: Der er ingen Hjemsøgelse; der er ingen Gud, saa ere alle hans Tanker.
Exacerbavit Dominum peccator: secundum multitudinem iræ suæ, non quæret.
5 Hans Veje lykkes altid, dine Domme ere ham for høje; han trodser alle sine Fjender.
Non est Deus in conspectu ejus; inquinatæ sunt viæ illius in omni tempore. Auferuntur judicia tua a facie ejus; omnium inimicorum suorum dominabitur.
6 Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke komme i Ulykke.
Dixit enim in corde suo: Non movebor a generatione in generationem, sine malo.
7 Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Bedrageri, under hans Tunge er Uret og Ondskab.
Cujus maledictione os plenum est, et amaritudine, et dolo; sub lingua ejus labor et dolor.
8 Han sidder paa Lur i Byerne, i Skjul ihjelslaar han en uskyldig; hans Øjne spejde efter den svage.
Sedet in insidiis cum divitibus in occultis, ut interficiat innocentem.
9 Han lurer i Skjul som en Løve i sin Hule, han lurer paa at gribe en elendig; han griber den elendige, idet han drager ham i sit Garn.
Oculi ejus in pauperem respiciunt; insidiatur in abscondito, quasi leo in spelunca sua. Insidiatur ut rapiat pauperem; rapere pauperem dum attrahit eum.
10 Knuste synke disse hen, og for hans vældige falde de svage.
In laqueo suo humiliabit eum; inclinabit se, et cadet cum dominatus fuerit pauperum.
11 Han siger i sit Hjerte: Gud har glemt det, han har skjult sit Ansigt, han ser det ikke i Evighed.
Dixit enim in corde suo: Oblitus est Deus; avertit faciem suam, ne videat in finem.
12 Staa op, Herre! Gud, opløft din Haand, glem ikke de elendige!
Exsurge, Domine Deus, exaltetur manus tua; ne obliviscaris pauperum.
13 Hvorfor skal en ugudelig foragte Gud? han siger i sit Hjerte: Du hjemsøger ikke.
Propter quid irritavit impius Deum? dixit enim in corde suo: Non requiret.
14 Du ser det! thi du skuer Møje og Fortræd, saa at de kunne lægges i din Haand; den svage forlader sig paa dig, du har været den faderløses Hjælper.
Vides, quoniam tu laborem et dolorem consideras, ut tradas eos in manus tuas. Tibi derelictus est pauper; orphano tu eris adjutor.
15 Sønderbryd den ugudeliges Arm; og hjemsøg den ondes Ugudelighed, indtil du ikke finder den mere.
Contere brachium peccatoris et maligni; quæretur peccatum illius, et non invenietur.
16 Herren er Konge evindelig, og altid; Hedningerne omkomme af hans Land.
Dominus regnabit in æternum, et in sæculum sæculi; peribitis, gentes, de terra illius.
17 Du, Herre! hører de elendiges Begæring, du styrker deres Hjerte, du lader dit Øre mærke derpaa
Desiderium pauperum exaudivit Dominus; præparationem cordis eorum audivit auris tua:
18 for at skaffe den faderløse og ringe Ret; ej længer skal et Menneske, der er af Jorden, vedblive at volde Skræk.
judicare pupillo et humili, ut non apponat ultra magnificare se homo super terram.
