Ordsprogene 1
1 Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge,
Ordtøke av Salomo, son til David, konge yver Israel.
2 for af dem at faa Visdom og Undervisning, for at forstaa Forstandens Ord;
Av deim kann ein læra visdom og age og skyna vituge ord.
3 for at modtage Undervisning i Klogskab, modtage Ret og Retfærdighed og Retvished;
Og få age so ein vert klok, rettferd og rett og rettvisa.
4 for at give de uvidende Vid, de unge Kundskab og Kløgt.
Dei kann gjeva dei urøynde klokskap, ungdomen kunnskap og ettertanke -
5 Hvo som er viis, høre til og gaa frem i Lærdom, og hvo som er forstandig, vinde Evne til at styre;
so den vise kann høyra og auka sin lærdom og den vituge verta rådklok.
6 for at forstaa Ordsprog og Gaader, Vismænds Ord og deres mørke Taler.
Dei gjev skyn på ordtak og myrke ord, ord frå dei vise og gåtorne deira.
7 Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Visdom og Undervisning.
Otte for Herren er upphav til kunnskap, uvitingar vanvyrder visdom og age.
8 Hør, min Søn! din Faders Undervisning, og forlad ikke din Moders Lov;
Høyr etter, son min, når far din deg agar, og kasta’kje frå deg det mor di deg lærer!
9 thi de ere en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.
For det er ein yndeleg krans for ditt hovud, og kjedor kring halsen din.
10 Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke!
Son min, når syndarar lokkar deg, samtykk ikkje!
11 Dersom de sige: Gak med os, vi ville lure efter Blod, vi ville efterstræbe den uskyldige, som er uden Sag;
Um dei segjer: «Kom med oss! Me vil lura etter blod, setja fella for den skuldlause utan grunn;
12 vi ville, som Dødsriget, sluge dem levende, ja hele og holdne, som de, der nedfare i Hulen; (Sheol h7585)
Me vil gløypa deim som helheimen livande, og heile som når dei fer i gravi; (Sheol h7585)
13 vi ville finde alle Haande dyrebart Gods, vi ville fylde vore Huse med Rov;
Me vinna oss alle slag skattar, og fyller husi våre med rov;
14 du skal tage din Lod iblandt os, vi ville alle sammen have een Pose:
du skal få lutskifte saman med oss, alle skal me ha same pungen.» -
15 Min Søn! vandre ikke paa Vej med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti;
Son min, gakk ikkje då på vegen med deim, haldt foten din burte frå deira stig!
16 thi deres Fødder haste til ondt, og de skynde sig for at udøse Blod;
For føterne deira spring til vondt og er snøgge til å renna ut blod.
17 thi forgæves udspændes Garn for alle Fugles Øjne;
Men fåfengt breier dei netet for augo på alle fuglar.
18 og de lure paa deres eget Blod, de efterstræbe deres eget Liv.
Dei lurer på sitt eige blod og set eit garn for sitt eige liv.
19 Saa ere enhvers Veje, som er hengiven til Gerrighed; den tager sine egne Herrers Liv.
So gjeng det kvar som riv til seg med ran, det drep sin eigen herre.
20 Visdommen raaber udenfor, den opløfter sin Røst paa Gaderne;
Vismøyi ropar på gata og lyfter si røyst på torgi.
21 paa Hjørnet af de befærdede Gader raaber den; ved Indgangene til Portene, i Staden, taler den sine Ord:
På gatehyrna preikar ho midt i ståket, i porthallar og kring i byen ho talar:
22 Hvor længe ville I uvidende elske Uvidenhed, og Spotterne have Lyst til Spot, og Daarer hade Kundskab?
«Kor lenge vil de fåkunnige elska fåkunna, og kor lenge vil spottarar ha hug til spott, og dårar hata kunnskap?
23 Vender eder til min Revselse; se, jeg vil udgyde min Aand over eder, jeg vil kundgøre eder mine Ord.
Snu dykk hit når eg refser! So skal åndi mi fløyma for dykk, og eg skal kunngjera dykk mine ord.
24 Efterdi jeg raabte, og I vægrede eder, jeg udrakte min Haand, og ingen gav Agt;
Eg ropa og de vilde ikkje høyra, og ingen agta på at eg rette ut handi,
25 og I lode alt mit Raad fare og vilde ikke vide af min Revselse:
De brydde dykk ei um all mi råd, og ansa ikkje mitt refsings ord,
26 Saa vil jeg, jeg selv le i eders Ulykke, jeg vil spotte, naar det kommer, som I frygte for;
So skal eg då læ når de ulukka fær, eg skal spotta når det som de ræddast kjem,
27 naar det, som I frygte for, kommer som en Ødelæggelse, og eders Ulykke kommer som en Hvirvelvind, naar Angest og Trængsel kommer over eder:
når det de ræddast kjem som eit uver, og uferdi dykkar fer hit som ein storm, når trengsla og naud kjem på dykk.
28 Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke svare, de skulle søge mig, men ikke finde mig.
Då vil eg ikkje svara når de ropar på meg, dei skal naudleita etter meg, men ikkje finna meg.
29 Fordi de hadede Kundskab og udvalgte ikke Herrens Frygt,
Av di dei hata kunnskap og forsmådde otte for Herren,
30 fordi de ikke vilde vide af mit Raad, men foragtede al min Revselse:
ikkje lydde på mi råd, vanyrde all mi påminning,
31 Saa skulle de æde Frugten af deres Veje og blive mætte af deres egne Raad.
skal dei eta frukt av si åtferd og verta mette av sine råder.
32 Thi de uvidendes Frafald skal volde dem Død, og Daarers Tryghed skal ødelægge dem selv.
For einvisa drep dei einfaldne, og tryggleiken dårarne tyner.
33 Men hvo mig lyder, skal bo tryggelig og være rolig, uden Frygt for det onde.
Men den bur trygt, som høyrer på meg, verna um ulukke-rædsla.»
