Ordsprogene 7
1 Min Søn! bevar mine Ord, og gem mine Bud hos dig.
Son min, tak vare på ordi mine, og gøym mine bodord hjå deg!
2 Hold mine Bud, saa skal du leve, og min Lov som din Øjesten.
Tak vare på bodordi mine, so skal du liva, og på læra mi som din augnestein!
3 Bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle!
Bitt deim på fingrarne dine, skriv deim på hjartetavla!
4 Sig til Visdommen: Du er min Søster, og Forstanden kalde du din Kynding;
Seg til visdomen: «Du er mi syster», og kalla vitet din ven,
5 for at den maa bevare dig fra en fremmed Kvinde, fra en ubekendt, som gør sine Ord glatte.
so dei kann deg vara frå annanmanns kona, frå ei framand kvinna med sleipe ord.
6 Thi jeg saa ud af mit Hus's Vindu, igennem mit Gitter;
For gjenom vindauga mitt, gjenom rimarne glytte eg ut.
7 og jeg saa iblandt de uerfarne, jeg blev var iblandt Sønnerne et ungt Menneske, som fattedes Forstand,
Då såg eg millom dei fåkunnige, eg gådde ein uviting millom dei unge,
8 og han gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne og skred frem ad Vejen til hendes Hus,
som smaug um hyrna på gata, tok vegen til hennar hus,
9 i Tusmørket om Aftenen efter Dagen, midt i Natten og Mørket.
i skumings-stundi, mot kvelden, i kolmyrke svarte natti.
10 Og se, en Kvinde mødte ham i Horesmykke og underfundig i Hjertet,
Då kom kvinna imot han i skjøkjebunad og innful i hjarta -
11 støjende og ustyrlig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Hus.
bråkande er ho og vill, heime hev ho’kje ro.
12 Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne og lurer ved alle Hjørner.
Snart på gata, snart på torgi, med kvart hyrna stend ho på lur -
13 Og hun tog fat paa ham og kyssede ham, hun gjorde sit Ansigt frækt og sagde til ham:
Ho tok fat på han og kysste han, og med ubljug uppsyn sagde ho til han:
14 Der paalaa mig Takoffer, i Dag har jeg betalt mine Løfter;
«Eg hev på meg eit gilde-offer, og eg held min lovnad i dag.
15 derfor er jeg gaaet ud at møde dig, at søge dit Ansigt, og jeg har fundet dig.
Difor gjekk eg ut imot deg, vilde leita deg upp, og eg fann deg.
16 Jeg har redet mit Leje med Tæpper, med stribet Tøj af Garn fra Ægypten;
Mi seng hev eg reidt med tæpe, med egyptiske roselakan.
17 jeg har overstænket min Seng med Myrra. Aloe og Kanel;
Eg hev skvett utyver mi lega myrra, aloe og kanel.
18 kom, lader os beruse os i Kærlighed indtil Morgenen, lader os forlyste os i Elskov;
Kom til ein kjærleiks rus alt til morgons, lat oss hyggja oss saman i elskhug!
19 thi Manden er ikke hjemme, han er faren lang Vej bort;
For mannen er ikkje heime, han er på ferd langt burte,
20 han tog Pengeknuden med sig, han kommer hjem til Fuldmaanedagen.
pengepungen tok han med seg, ved fullmånetid kjem han heim.»
21 Hun bøjede ham med sin megen Overtalelse, tilskyndte ham med sine smigrende Læber.
Ho fekk lokka han med all si sterke fyreteljing, forførde han med sine sleipe lippor.
22 Hvo der hastelig gaar efter hende, kommer som Oksen til Slagterbænken og som i Fodlænken, der er til Daarens Tugtelse,
Han fylgjer henne straks, som ein ukse gjeng til slagt, som i fotjarn til tukt for dåren,
23 indtil en Pil sønderskærer hans Lever; ligesom Fuglen skynder sig til Snaren og ved ikke, at det gælder dens Liv.
til dess pili kløyver hans livr, som fuglen skundar til snara og veit ikkje at det gjeld livet.
24 Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Ord!
Og no, søner, høyr på meg, og lyd på det munnen min talar!
25 Lad dit Hjerte ikke vige af til hendes Veje, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier;
Ei vende du hjarta til hennar vegar, vimra ikkje på hennar stigar!
26 thi mange ere de gennemborede, som hun har fældet, og mangfoldige alle de, hun har ihjelslaget.
For mange med ulivssår hev ho felt, og stort er talet på deim ho hev drepe.
