Ordsprogene 14

1 Kvinders Visdom har bygget sit Hus; men Daarskaben bryder det ned med sine Hænder.

Ženska mudrost sagradi kuću, a ludost je rukama razgrađuje.

2 Den, som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren; men den, som gaar paa Krogveje, foragter ham.

Tko živi s poštenjem, boji se Jahve, a tko ide stranputicom, prezire ga.

3 I Daarens Mund er Hovmods Ris; men de vises Læber skulle bevare dem selv.

U luđakovim je ustima šiba za oholost njegovu, a mudre štite vlastite usne.

4 Hvor ingen Øksne ere, der er Krybben ren; men megen Indtægt kommer ved Oksens Kraft.

Gdje nema volova, prazne su jasle, a obilna je žetva od snage bikove.

5 Et trofast Vidne lyver ikke; men et falsk Vidne udblæser Løgne.

Istinit svjedok ne laže, a krivi svjedok širi laž.

6 Spotteren søger Visdom, og han finder den ikke; men for den forstandige er Kundskab let.

Podsmjevač traži mudrost i ne nalazi je, a razumni lako dolazi do znanja.

7 Gak bort fra en Mand, som er en Daare; thi du vil ikke have fundet Kundskab paa hans Læber.

Idi od čovjeka bezumna jer nećeš upoznati usne što zbore znanje.

8 Den kloges Visdom er, at han forstaar sig paa sin Vej; men Daarers Taabelighed er, at de blive bedragne.

Mudrost je pametna čovjeka u tom što pazi na svoj put, a bezumnička ludost prijevara je.

9 Daarerne spottes af deres eget Skyldoffer; men med de oprigtige er Velbehageligheden.

Luđacima je grijeh šala, a milost je Božja s poštenima.

10 Hjertet kender sin Sjæls Bitterhed, og en fremmed skal ikke blande sig i dets Glæde.

Srce poznaje svoj jad, i veselje njegovo ne može dijeliti nitko drugi.

11 De ugudeliges Hus skal ødelægges; men de retsindiges Telt skal blomstre.

Dom opakih propast će, a šator će pravednika procvasti.

12 Der er en Vej, som kan synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden.

Neki se put učini čovjeku prav, a na koncu vodi k smrti.

13 Selv under Latteren føler Hjertet Smerte, og til sidst bliver Glæden Bedrøvelse.

I u smijehu srce osjeća bol, a poslije veselja dolazi tuga.

14 Den, hvis Hjerte er afveget, skal mættes ved sine Veje, men den gode Mand ved det, han har i Eje.

Otpadnik se siti svojim prestupcima, a dobar čovjek svojim radom.

15 Den uerfarne tror alting, men den kloge agter paa sin Gang.

Glupan vjeruje svakoj riječi, a pametan pazi na korak svoj.

16 Den vise frygter og viger fra ondt; men en Daare er overmodig, og tryg.

Mudar se boji i oda zla se uklanja, a bezuman se raspaljuje i bez straha je.

17 Den, som er hastig til Vrede, gør Daarlighed, og den underfundige Mand hades.

Nagao čovjek čini ludosti, a razborit ih podnosi.

18 De uvidende arve Daarlighed; men de kloge favne Kundskab.

Glupaci baštine ludost, a mudre ovjenčava znanje.

19 De onde maa bøje sig for de godes Ansigt og de ugudelige for den retfærdiges Porte.

Zli padaju ničice pred dobrima i opaki pred vratima pravednikovim.

20 Selv for sin Ven er den fattige forhadt; men mange ere de, som elske den rige.

I svom prijatelju mrzak je siromah, a bogataš ima mnogo ljubitelja.

21 Hvo som foragter sin Næste, synder; men den, som forbarmer sig over de elendige, er lyksalig.

Griješi tko prezire bližnjega svoga, a blago onomu tko je milostiv ubogima.

22 Fare ikke de vild, som optænke ondt? men de, som optænke godt, finde Miskundhed og Troskab.

Koji snuju zlo, ne hode li stranputicom, a zar nisu dobrota i vjernost s onima koji snuju dobro?

23 I alt besværligt Arbejde er der Fordel; men hvor det bliver ved Læbers Ord, fører det kun til Mangel.

U svakom trudu ima probitka, a pusto brbljanje samo je na siromaštvo.

24 De vises Rigdom er deres Krone; men Daarers Taabelighed bliver Taabelighed.

Mudrima je vijenac bogatstvo njihovo, a bezumnima kruna - njihova ludost.

25 Et sanddru Vidne redder Sjæle, men den, som udblæser Løgn, er svigefuld.

Istinit svjedok izbavlja duše, a tko laži širi, taj je varalica.

26 I Herrens Frygt har en et stærkt Værn, og for hans Børn skal der være en Tilflugt.

U strahu je Gospodnjem veliko pouzdanje i njegovim je sinovima utočište.

27 Herrens Frygt er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.

Strah Gospodnji izvor je života: on izbavlja od zamke smrti.

28 At have meget Folk er en Konges Ære; men hvor Folket er borte, er det en Fyrstes Fordærvelse.

Mnoštvo je naroda ponos kralju, a bez puka knez propada.

29 Den langmodige har megen Forstand; men den, som er hastig i Sindet, forraader Daarskab.

Tko se teško srdi, velike je razboritosti, a nabusit duhom pokazuje ludost.

30 Et blidt Hjerte er Liv for Legemet; men Hidsighed er Raaddenhed for Benene,

Mirno je srce život tijelu, a ljubomor je gnjilež u kostima.

31 Hvo som fortrykker den ringe, forhaaner hans Skaber; men hvo som forbarmer sig over den fattige, ærer ham.

Tko tlači siromaha huli na stvoritelja, a časti ga tko je milostiv ubogomu.

32 Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død.

Opaki propada zbog vlastite pakosti, a pravednik i u samoj smrti nalazi utočište.

33 I den forstandiges Hjerte hviler Visdommen; men i Daarers Indre giver den sig til Kende.

U razumnu srcu mudrost počiva, a što je u bezumnome, to se i pokaže.

34 Retfærdighed ophøjer et Folk; men Synden er Folkenes Skændsel

Pravednost uzvisuje narod, a grijeh je sramota pucima.

35 Kongens Velbehag er til en klog Tjener, men hans Vrede er over den, som gør Skam.

Kralju je mio razborit sluga, a na sramotna se srdi.