Nehemias 1
1 Nehemias, Hakalias Søns, Handeler. Og det skete udi Kislev Maaned, i det tyvende Aar, da jeg var i Susan paa Slottet,
Hakaliah capa Nehemiah ih loknawk loe, Susan vangpui ah ka oh nathuem, saning pumphaeto haih, Khislev khrah ah,
2 da kom Hanani, en af mine Brødre, han og nogle Mænd fra Juda; og jeg spurgte dem om Jøderne, som vare undkomne, som vare overblevne af Fangenskabet, og om Jerusalem.
kam nawk maeto Hanani loe thoemto Judah kaminawk hoi nawnto angzoh, to naah nihcae khaeah misong ah kaom Judah kaminawk hoi Jerusalem vangpui kawng to ka dueng.
3 Og de sagde mig: De overblevne, som ere overblevne af Fangenskabet, ere der i Landskabet udi stor Ulykke og i Forsmædelse, og Jerusalems Mur er nedreven, og dens Porte ere opbrændte med Ild.
Nihcae mah kai khaeah, Misong loih kaminawk hoi prae thungah kaom kaminawk loe paroeai raihaih tong o; Jerusalem tapang loe amtim rup boeh, tapang khongkhanawk doeh hmai mah kang boih boeh, tiah ang thuih o.
4 Og det skete, der jeg hørte disse Ord, satte jeg mig hen og græd og sørgede nogle Dage, og jeg fastede og bad for Guds Ansigt i Himmelen.
To lok to ka thaih naah, anghnut moe, ka qah; ni nazetto maw loe palung ka set moe, buhcaa ai ah, van Sithaw khaeah lawk ka thuih.
5 Og jeg sagde: Ak Herre, Himmelens Gud! den store og forfærdelige Gud, som holder Pagten og Miskundheden med dem, som ham elske og holde hans Bud!
Hae tiah lawk ka thuih, Aw Angraeng, van Sithaw, lensawk moe, zitthok Angraeng, a palung ih kami hoi a paek ih lok tahngai kaminawk khaeah, a lokmaihaih baktih toengah koepsakkung Sithaw,
6 Kære, lad dit Øre mærke derpaa, og dine Øjne være aabnede til at høre paa din Tjeners Bøn, som jeg beder for dit Ansigt i Dag, Dag og Nat for Israels Børn, dine Tjenere; og jeg bekender Israels Børns Synder, som vi have syndet imod dig, baade jeg og min Faders Hus have syndet.
na tamna, Israel kaminawk hanah, khoving khodai, na hmaa ah, na tamna mah kang thuih ih lok to thaih hanah, na mikpadai ah loe, na naa to patueng raeh; kaicae Israel caanawk mah ka sak o ih zaehaihnawk, kaimah hoi kam pa imthung takoh mah sak ih zaehaihnawk boih na hmaa ah kang taphong.
7 Vi have handlet saare slet imoi dig og ikke holdt de Bud og de Skikke og de Love, som du har budet Mose, din Tjener.
Na hmaa ah kahoih ai hmuen ka sak o moeng boeh, na tamna Mosi khaeah na paek ih loknawk, daan hoi lok takroekhaihnawk to ka pazui o ai boeh.
8 Kære, kom det Ord i Hu, som du bød Mose, din Tjener, sigende: Naar I forsynde eder, da skal jeg adsprede eder iblandt Folkene;
Na tamna Mosi khaeah, Zaehaih na sak o nahaeloe, prae kalah kaminawk salakah kam hetsak phang han;
9 men naar I vende om til mig og holde mine Bud og gøre efter dem, om da end nogen af eder er bortdreven indtil Himmelens Ende, saa vil jeg dog samle dem derfra og føre dem til det Sted, som jeg har udvalgt, til at lade mit Navn bo der.
toe kai khaeah nam laem let moe, ka paek ih loknawk na pazui o pacoengah, na sak o nahaeloe, van tlim ih kangthla koek prae ah na haek o langlacadoeh, to ahmuen hoiah kang tacuu o let moe, ka hmin caksak hanah ka qoih ih ahmuen ah kang hoih o let han, tiah na thuih ih lok to poek let ah.
10 De ere dog dine Tjenere og dit Folk, som du har forløst ved din store Kraft, og ved din stærke Haand.
Vaihiah hae kaminawk hae kalensawk thacakhaih, na ban thacakhaih hoiah na krang ih, na tamna hoi nangmah ih kami ah ni oh o.
11 Ak, Herre! Kære, lad dit Øre mærke paa din Tjeners Bøn og paa dine Tjeneres Bøn, deres, som have Velbehag i at frygte dit Navn, og lad det dog lykkes for din Tjener i Dag, og giv ham Barmhjertighed for denne Mands Ansigt. Men jeg var da Kongens Mundskænk.
Aw Angraeng, na tamna lawkthuihaih hoi na hmin azathaih paek hanah na tamna ih lawkthuihaih lok hae na tahngai pae ah; vaihi na tamna hae tahamhoihaih paek ah; hae kami hmaa ah khosak hoihaih akoepsak ah, tiah lawkthuih.
