Markus 7
1 Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, samle sig om ham.
Bu qaƣda, Pǝrisiylǝr wǝ Tǝwrat ustazliridin bǝziliri Yerusalemdin kelip uning aldiƣa yiƣildi;
2 Og da de saa nogle af hans Disciple holde Maaltid med vanhellige, det er utoede, Hænder
xu Pǝrisiylǝr wǝ Tǝwrat ustazliri uning muhlisliridin bǝzilirining tamaⱪni ⱪolini yumay, yǝni «napak» ⱨalda yǝwatⱪanliⱪini kɵrüp, uningdin: — Muhlisliring nemixⱪa ata-bowilirimizning ǝn’ǝnilirigǝ riayǝ ⱪilmay, bǝlki yuyulmiƣan ⱪolliri bilǝn tamaⱪ yǝydu? — dǝp soraxti (qünki Pǝrisiylǝr wǝ pütün Yǝⱨudiylar ata-bowiliri tǝripidin ⱪaldurulƣan ǝn’ǝnini qing tutⱪaqⱪa, awwal ⱪollirini ǝstayidilliⱪ bilǝn yumisa, tamaⱪ yemǝydu. Xuningdǝk bazardin ⱪaytip kǝlgǝndimu, ular ⱪol yumay birnǝrsǝ yemǝydu. Uningdin baxⱪa, piyalǝ-ⱪǝdǝⱨ, das-qɵgün wǝ mis ⱪaqilar wǝ diwanlarni yuyux toƣrisida tapxurulƣan nurƣunliƣan ǝn’ǝnilǝrdimu qing turidu).
3 (thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering;
4 og naar de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke),
5 saa spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: „Hvorfor vandre dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde Maaltid med vanhellige Hænder?‟
6 Men han sagde til dem: „Rettelig profeterede Esajas om eder, I Hyklere! som der er skrevet: „Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt borte fra mig.
U ularƣa jawab berip mundaⱪ dedi: — Yǝxaya pǝyƣǝmbǝr silǝr sahtipǝzlǝr toƣranglarda aldin’ala toptoƣra bexarǝt bǝrgǝn! [uning] yazmisida pütülgǝndǝk: — «Muxu hǝlⱪ aƣzida Meni ⱨɵrmǝtligini bilǝn, Biraⱪ ⱪǝlbi Mǝndin yiraⱪ;
7 Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere Menneskers Bud.‟
Ular Manga biⱨudǝ ibadǝt ⱪilidu. Ularning ɵgǝtkǝn tǝlimliri pǝⱪǝt insanlardin qiⱪⱪan pǝtiwalarla, halas».
8 I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering.‟
Qünki silǝr Hudaning ǝmrini taxlap ⱪoyup, insanlarning ǝn’ǝnisini qing tutiwalidikǝnsilǝr — das-qɵgün, piyalǝ-ⱪǝdǝⱨlǝrni yuyux wǝ xuningƣa ohxap ketidiƣan nurƣan baxⱪa ixlarni ǝn’ǝnǝ ⱪilip yürisilǝr.
9 Og han sagde til dem: „Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne holde eders Overlevering.
U ularƣa yǝnǝ mundaⱪ dedi: — Silǝr ɵzliringlarning ǝn’ǝnisini qing tutimiz dǝp Hudaning ǝmrini ǝpqillik bilǝn bir qǝtkǝ ⱪayrip ⱪoydunglar!
10 Thi Moses har sagt: „Ær din Fader og din Moder‟; og: „Den, som bander Fader eller Moder, skal visselig dø.‟
Qünki Musa [pǝyƣǝmbǝr]: «Ata-anangni ⱨɵrmǝt ⱪil» wǝ «Atisi yaki anisini ⱨaⱪarǝtligǝnlǝr ɵlümgǝ mǝⱨkum ⱪilinsun» dǝp ǝmr ⱪilƣan.
11 Men I sige: Naar en Mand siger til sin Fader eller sin Moder: „Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban (det er: Tempelgave), ‟
Lekin silǝr: — Birsi «Atisi yaki anisiƣa: — Mǝn silǝrgǝ yardǝm bǝrgüdǝk nǝrsilǝrni alliⱪaqan «ⱪurban ⱪilip» Hudaƣa atiwǝttim — desila,
12 da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller Moder,
xu kixining ata-anisining ⱨalidin hǝwǝr elixƣa bolmaydu, dǝp ɵgitisilǝr.
13 idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have overleveret; og mange lignende Ting gøre I.‟
Xundaⱪ ⱪilip, silǝr [ǝwladliringlarƣa] tapxurƣan ǝn’ǝnǝnglǝrni dǝp Hudaning ǝmrini yoⱪⱪa qiⱪiriwǝttinglar, wǝ xuningƣa ohxax kɵp ixlarni ⱪilisilǝr.
14 Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: „Hører mig alle, og forstaar!
Andin halayiⱪni yǝnǝ yeniƣa qaⱪirip, ularƣa: — Ⱨǝmminglar manga ⱪulaⱪ selinglar wǝ xuni qüxininglarki,
15 Der er intet uden for Mennesket, som, naar det gaar ind i ham, kan gøre ham uren; men hvad der gaar ud af Mennesket, det er det, som gør Mennesket urent.
insanning sirtidin iqigǝ kiridiƣan nǝrsilǝrning ⱨeqⱪandiⱪi uni napak ⱪilmaydu, bǝlki ɵz iqidin qiⱪidiƣan nǝrsilǝr bolsa, ular insanni napak ⱪilidu.
16 [Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!‟]
Angliƣudǝk ⱪuliⱪi barlar buni anglisun! — dedi.
17 Og da han var gaaet ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte hans Disciple ham om Lignelsen.
U halayiⱪtin ayrilip ɵygǝ kirgǝndǝ, muhlisliri uningdin bu tǝmsil ⱨǝⱪⱪidǝ soridi.
18 Og han siger til dem: „Ere ogsaa I saa uforstandige? Forstaa I ikke, at intet, som udenfra gaar ind i Mennesket, kan gøre ham uren?
U ularƣa: — Silǝrmu tehiqǝ qüxǝnmǝy yürüwatamsilǝr?! Sirttin insanning iqigǝ kiridiƣan ⱨǝrⱪandaⱪ nǝrsining uni napak ⱪilalmaydiƣanliⱪini tonup yǝtmǝywatmamsilǝr?
19 Thi det gaar ikke ind i hans Hjerte, men i hans Bug og gaar ud ad den naturlige Vej, og saaledes renses al Maden.‟
[Sirttin kirgǝn nǝrsǝ] insanning ⱪǝlbigǝ ǝmǝs, axⱪaziniƣa kiridu, andin u yǝrdin tǝrǝt bolup taxlinidu, — dedi (u bu gǝpni deyix bilǝn, ⱨǝmmǝ yemǝkliklǝrni ⱨalal ⱪiliwǝtti).
20 Men han sagde: „Det, som gaar ud af Mennesket, dette gør Mennesket urent.
U yǝnǝ sɵz ⱪilip mundaⱪ dedi: — Insanning iqidin qiⱪidiƣinila, insanni napak ⱪilidu.
21 Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgaa de onde Tanker, Utugt, Tyveri, Mord,
Qünki xular — yaman niyǝtlǝr, zinahorluⱪ, jinsiy buzuⱪluⱪlar, ⱪatilliⱪ, oƣriliⱪ, aqkɵzlük, rǝzilliklǝr, aldamqiliⱪ, xǝⱨwaniyliⱪ, ⱨǝsǝthorluⱪ, til-aⱨanǝt, tǝkǝbburluⱪ wǝ ⱨamaⱪǝtliklǝr insanning iqidin, yǝni uning ⱪǝlbidin qiⱪidu
22 Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje, Forhaanelse, Hovmod, Fremfusenhed;
23 alle disse onde Ting udgaa indvortesfra og gøre Mennesket urent.‟
— bu rǝzil ixlarning ⱨǝmmisi insanning iqidin qiⱪip, ɵzini napak ⱪilidu.
24 Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og han kunde dog ikke være skjult;
U ornidin turup u yǝrdin ayrilip, Tur wǝ Zidon ǝtrapidiki rayonlarƣa bardi wǝ bir ɵygǝ kirdi. Gǝrqǝ u buni ⱨeqkim bilmisun degǝn bolsimu, lekin yoxurup ⱪalalmidi.
25 men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Aand, havde hørt om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder;
Dǝrwǝⱪǝ, napak roⱨ qaplaxⱪan kiqik bir ⱪizning anisi uning toƣrisidiki hǝwǝrni angliƣan ⱨaman yetip kelip, uning ayiƣiƣa yiⱪildi
26 (men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde, ) og hun bad ham om, at han vilde uddrive den onde Aand af hendes Datter.
(ayal Yunanliⱪ bolup, Suriyǝ ɵlkisidiki Fǝnikiy millitidin idi). U uningdin ⱪizidin jinni ⱨǝydiwetixni ɵtündi.
27 Og han sagde til hende: „Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de smaa Hunde.‟
Lekin Əysa uningƣa: — Aldi bilǝn balilar ⱪorsiⱪini toyƣuzsun; qünki balilarning nenini kiqik itlarƣa taxlap berix toƣra ǝmǝs, — dedi.
28 Men hun svarede og siger til ham: „Jo, Herre! ogsaa de smaa Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler.‟
Lekin u buningƣa jawabǝn: — Durus, i Rǝb, biraⱪ ⱨǝtta itlarmu üstǝl astida turup balilardin qüxkǝn nan uwaⱪlirini yǝydiƣu, — dedi.
29 Og han sagde til hende: „For dette Ords Skyld gaa bort; den onde Aand er udfaren af din Datter.‟
Əysa uningƣa: — Sening muxu sɵzüng tüpǝylidin yolungƣa ⱪayt, jin ⱪizingdin qiⱪip kǝtti, — dedi.
30 Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende paa Sengen og den onde Aand udfaren.
Ayal ɵyigǝ ⱪaytip kǝlgǝndǝ, mana ⱪiz kariwatta yatatti, jin uningdin qiⱪip kǝtkǝnidi.
31 Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø.
Əysa yǝnǝ Tur wǝ Zidon xǝⱨirining ǝtrapidiki rayonlardin qiⱪip, «On xǝⱨǝr» rayoni otturisidin ɵtüp, yǝnǝ Galiliyǝ dengiziƣa kǝldi.
32 Og de bringe ham en døv, som ogsaa vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Haanden paa ham.
Halayiⱪ uning aldiƣa tili eƣir, gas bir adǝmni elip kelip, uning uqisiƣa ⱪolungni tǝgküzüp ⱪoysang, dǝp ɵtünüxti.
33 Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge
U u adǝmni halayiⱪtin ayrip bir qǝtkǝ tartip, barmaⱪlirini uning ⱪulaⱪliriƣa tiⱪti, tükürüp, [barmiⱪini] uning tiliƣa tǝgküzdi.
34 og saa op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: „Effata!‟ det er: lad dig op!
Andin u asmanƣa ⱪarap uⱨ tartip horsinƣandin keyin, u adǝmgǝ: «Əffata» (mǝnisi «eqil») dedi.
35 Og hans Øren aabnedes, og straks løstes hans Tunges Baand, og han talte ret.
U adǝmning ⱪulaⱪliri dǝrⱨal eqilip, tilimu eqilip rawan gǝp ⱪilixⱪa baxlidi.
36 Og han bød dem, at de ikke maatte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det.
Əysa ularƣa buni ⱨeqkimgǝ eytmasliⱪni tapilidi. Lekin ularƣa ⱨǝrⱪanqǝ tapiliƣan bolsimu, bu hǝwǝrni yǝnila xunqǝ kǝng tarⱪitiwǝtti.
37 Og de bleve over al Maade slagne af Forundring og sagde: „Han har gjort alle Ting vel; baade gør han, at de døve høre, og at maalløse tale.‟
Halayiⱪ [bu ixⱪa] mutlǝⱪ ⱨǝyran ⱪelixip: — U ⱨǝmmǝ ixlarni ⱪaltis ⱪilidikǝn! Ⱨǝtta gaslarni anglaydiƣan, gaqilarni sɵzlǝydiƣan ⱪilidikǝn, — deyixti.
