< Job 6 >

1 Men Job svarede og sagde:
Entonces Job respondió:
2 Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!
¡Oh, si se pesara mi angustia, y se pusiera igualmente en balanza juntamente con mi ruina!
3 Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
¡Pesarían ahora más que la arena del mar! Por eso mis palabras fueron precipitadas,
4 Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.
porque en mí están clavadas las flechas de ʼEL-Shadday. Mi espíritu sorbe su veneno, y terrores de ʼElohim me combaten.
5 Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?
¿Rebuzca el asno montés junto a la hierba? ¿Muge el buey junto a su pasto?
6 Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?
¿Se comerá lo insípido sin sal? ¿Hay sabor en la clara del huevo?
7 Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
Las cosas que mi alma rehusaba tocar son ahora mi alimento nauseabundo.
8 Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
¡Quién me diera obtener mi petición, y que ʼElohim me otorgue lo que tanto anhelo!
9 og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!
¡Que ʼElohim se digne aplastarme, que suelte su mano y acabe conmigo!
10 Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.
Eso sería mi consuelo, y aun en medio de mi dolor que no da tregua, saltaría de gozo, porque no negué las Palabras del Santo.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?
¿Cuál es mi fuerza para seguir esperando? ¿Cuál es mi propósito para que tenga aún paciencia?
12 Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
¿Es mi fortaleza como la de las piedras, o mi cuerpo es de bronce?
13 Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
¿Puedo sostenerme sobre nada? ¿No fue todo auxilio alejado de mí?
14 Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.
Para el hombre desconsolado debe haber bondad de su amigo, a fin de que no abandone el temor a ʼEL-Shadday.
15 Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
Mis hermanos me traicionaron como un torrente. Pasan como corrientes impetuosas
16 de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
que van turbias a causa del deshielo, y la nieve que se deshace en ellas.
17 Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
En el tiempo del calor se desvanecen. Al calentarse desaparecen, se extinguen de su lugar.
18 Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
Se apartan de la senda de su rumbo, van menguando y se pierden.
19 Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
Las caravanas de Temán fijan su mirada en ellas, los viajeros de Sabá tienen su esperanza en ellas,
20 De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
pero son avergonzados en su esperanza, pues llegan hasta ellas y quedan defraudados.
21 Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.
En verdad ustedes son ahora como ellos. Ven un terror y temen.
22 Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?
¿Yo les dije: Tráiganme algo? ¿O: Paguen de su hacienda por mí?
23 eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?
¿O: Líbrenme de la mano del enemigo? ¿O: Rescátenme del poder del opresor?
24 Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
Instrúyeme y me callaré. Hazme entender en qué erré.
25 Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
¡Cuán dolorosas son las palabras honestas! ¿Pero qué prueba su reprensión?
26 Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
¿Piensan ustedes censurar palabras y los dichos de un desesperado que son como el viento?
27 Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.
Ustedes aun echan suertes sobre los huérfanos y regatean con su amigo.
28 Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
Ahora pues, dígnense mirarme y opinen si miento delante de ustedes.
29 Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!
Les ruego que desistan. Que no haya iniquidad. Sí, que mi justicia aún permanezca.
30 Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?
¿Hay iniquidad en mi lengua? ¿Mi paladar no distingue lo destructivo?

< Job 6 >