Job 4
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:
2 Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
Om en prøvde å tale et ord til dig, vilde du da ta det ille op? Men hvem kan vel holde sine ord tilbake?
3 Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
Du har selv vist mange til rette, og maktløse hender styrket du;
4 dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
dine ord reiste den snublende op, og synkende knær gjorde du sterke.
5 men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
Men nu, når det gjelder dig selv, blir du utålmodig, når det rammer dig, blir du forferdet.
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
Er ikke din gudsfrykt din tillit, din ulastelige ferd ditt håp?
7 Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
Tenk efter: Hvem omkom uskyldig, og hvor gikk rettskafne til grunne?
8 Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
Efter det jeg har sett, har de som pløide urett og sådde nød, også høstet det.
9 De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
De omkom for Guds ånde, og for hans vredes pust blev de til intet.
10 Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
Løvens brøl og dens fryktelige røst hørtes ikke lenger, og ungløvenes tenner blev knust.
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
Løven omkom av mangel på rov, og løvinnens unger blev adspredt.
12 Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
Og til mig stjal sig et ord; det lød for mitt øre som en hvisken,
13 i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
under skiftende tanker ved nattlige syner, når dyp søvn faller på menneskene.
14 da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
Frykt og beven kom over mig, så alle mine ben tok til å skjelve.
15 og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
Og en ånd fór forbi mitt åsyn; hårene på mitt legeme reiste sig.
16 den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
Den blev stående, men jeg skjelnet ikke klart hvorledes den så ut - det var en skikkelse som stod der for mine øine; jeg hørte en stille susen og en røst:
17 Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
Er et menneske rettferdig for Gud, eller en mann ren for sin skaper?
18 Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
Se, på sine tjenere stoler han ikke, og hos sine engler finner han feil,
19 endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
hvor meget mere da hos dem som bor i hus av ler, og som har sin grunnvoll i støvet - de som knuses lettere enn møll.
20 fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
Fra morgen til aften - så er de sønderslått; uten at nogen akter på det, går de til grunne for alltid.
21 Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
Blir ikke teltsnoren dradd ut hos dem? De dør, men ikke i visdom.
