Job 3
1 Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
Derefter oplot Job sin munn og forbannet den dag han blev født.
2 Og Job svarede og sagde:
Job tok til orde og sa:
3 Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
Til grunne gå den dag da jeg blev født, og den natt som sa: Et guttebarn er undfanget!
4 Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
Måtte den dag bli til mørke! Måtte Gud i det høie ikke spørre efter den, og intet lys stråle over den!
5 Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
Gid mørke og dødsskygge må kreve den tilbake, gid skyer må leire sig over den, gid alt som gjør en dag mørk, må skremme den!
6 Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
Den natt - måtte mulm ta den! Den glede sig ikke blandt årets dager, den komme ikke med i måneders tall!
7 Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
Ja, ufruktbar bli den natt! Aldri lyde det jubel i den!
8 De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
Måtte de som forbanner dager, ønske ondt over den, de som er kyndige i å mane frem Leviatan!
9 Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
Gid dens demrings stjerner må bli mørke! La den vente på lys, uten at det kommer! Måtte den aldri skue morgenrødens øielokk -
10 fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
fordi den ikke stengte døren til min mors liv og skjulte møie for mine øine.
11 Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
Hvorfor døde jeg ikke i mors liv? Hvorfor utåndet jeg ikke straks i fødselsstunden?
12 Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
Hvorfor tok knær imot mig, og hvorfor bryster som jeg kunde die?
13 Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
For da kunde jeg nu ligge og hvile; jeg kunde sove og hadde da ro -
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
sammen med konger og jordens styrere, som bygget sig ruiner,
15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
eller med fyrster som eide gull, som fylte sine hus med sølv;
16 eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
eller jeg var nu ikke til, likesom et nedgravd, ufullbåret foster, lik barn som aldri så lyset.
17 Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
Der har de ugudelige holdt op å rase, og der hviler de trette.
18 der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
Der har alle fanger ro, de hører ikke driverens røst.
19 der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
Liten og stor er der like, og trælen er fri for sin herre.
20 Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
Hvorfor gir han den lidende lys, og liv til dem som bærer sorg i sitt hjerte,
21 dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
dem som venter på døden uten at den kommer, og som leter efter den ivrigere enn efter skjulte skatter,
22 dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
dem som gleder sig like til jubel, som fryder sig når de finner en grav -
23 den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
til den mann hvis vei er skjult for ham, og som Gud har stengt for på alle kanter?
24 Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
For mine sukk er blitt mitt daglige brød, og mine klager strømmer som vannet.
25 Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
For alt det fryktelige jeg reddes for, det rammer mig, og det jeg gruer for, det kommer over mig.
26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
Jeg har ikke fred, ikke ro, ikke hvile - det kommer alltid ny uro.
