Job 4
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Alors Éliphaz, de Théman, prit la parole, et dit:
2 Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
Si l'on tente de te parler, te fâcheras-tu? Mais qui pourrait retenir ses paroles?
3 Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
Voici, tu as souvent instruit les autres, et tu as fortifié les mains affaiblies;
4 dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
Tes paroles ont relevé ceux qui chancelaient, et tu as raffermi les genoux qui pliaient.
5 men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
Et maintenant que le malheur t'arrive, tu te fâches; et parce qu'il t'a atteint, tu es tout éperdu!
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
Ta piété ne fait-elle pas ta confiance? Ton espérance, n'est-ce pas l'intégrité de tes voies?
7 Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
Cherche dans ta mémoire; quel est l'innocent qui a péri, et où des justes ont-ils été exterminés?
8 Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
Pour moi, j'ai vu que ceux qui labourent l'iniquité et qui sèment la peine, la moissonnent.
9 De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
Ils périssent par le souffle de Dieu, et ils sont consumés par le vent de sa colère.
10 Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
Le rugissement du lion, le cri du grand lion cesse, et les dents du lionceau sont anéanties;
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
Le lion périt faute de proie, et les petits de la lionne sont dispersés.
12 Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
Une parole m'est furtivement arrivée, et mon oreille en a saisi le murmure.
13 i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
Au milieu de mes pensées, pendant les visions de la nuit, quand un profond sommeil tombe sur les humains,
14 da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
Une frayeur et un tremblement me saisirent, et effrayèrent tous mes os.
15 og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
Un esprit passa devant moi, et fit hérisser le poil de ma chair.
16 den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
Il se tint là et je ne reconnus pas son visage; une figure était devant mes yeux. Il y eut un silence; et j'entendis une voix:
17 Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
“L'homme sera-t-il juste devant Dieu? L'homme sera-t-il pur devant celui qui l'a fait?
18 Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
Voici, il ne se fie pas à ses serviteurs, il trouve des défauts à ses anges.
19 endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
Combien plus chez ceux qui habitent des maisons d'argile, qui ont leurs fondements dans la poussière, qu'on écrase comme des vermisseaux!
20 fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
Ils sont détruits du matin au soir; sans qu'on y prenne garde, ils périssent pour toujours.
21 Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
La corde de leur tente est coupée, ils meurent, sans avoir été sages. “
