< Job 37 >
1 Ta, over dette forfærdes mit Hjerte og farer op fra sit Sted.
He dongah ka lungbuei lakueng tih a hmuen lamloh cungpet.
2 Hører, ja hører hans Røsts Drøn og Bulderet, der udgaar af hans Mund.
A ol dongkah khoponah te hnatun hnatun. A ka lamloh caitawknah thoeng.
3 Han lader det fare ud under al Himmelen og sit Lys over Jordens Flige.
Vaan boeih hmuiah a hlah tih a vangnah loh diklai hmoi duela pawk.
4 Efter ham brøler Røsten, han tordner med sin Højheds Røst; og han holder dem ikke tilbage, naar hans Røst høres.
A hnukkah a kawk ol khaw a hoemdamnah ol neh hum tih a ol a yaak vaengah rhaek uelh sak boeh.
5 Gud tordner vidunderligt med sin Røst; han gør store Ting, og vi kunne ikke kende dem.
Pathen loh a ol neh khobaerhambae a saii khungdaeng tih hum dae m'ming uh moenih.
6 Thi han siger til Sneen: Fald til Jorden! og ligesaa til Regnskyllene, ja til hans Vældes Regnskyl.
Vuelsong neh khotlan khonal te, 'Diklai ah om saeh,’ a ti vaengah khotlan khonal khaw a sarhi tak.
7 Han forsegler hver Mands Haand, at alle Folk, som ere hans Skabning, skulle kende det.
Amah kutngo hlang boeih ming sak ham hlang boeih kah kut te rhodaek a soei pah.
8 Da gaa de vilde Dyr i Hule og blive i deres Boliger.
Te vaengah mulhing khaw a khui la kun tih a khuisaek ah kho a sak.
9 Fra Syden kommer Stormen, og med Nordenvindene kommer Kulden.
Cangpalam te imkhui lamloh, khosik te tlangpuei lamloh ha thoeng.
10 Ved Guds Aande kommer Is, og det brede Vand snævres ind.
Pathen kah hiil lamloh rhaelnu khaw a khueh tih tui daang mangdaeng mangtok la om.
11 Ja, med Fugtighed fylder han Skyen; han udbreder sin lysopfyldte Sky.
Khomai te cingtui loh a rhih sak tih cingmai loh amah kah vangnah te a taekyak.
12 Og den vender sig i Kredse, alt som han styrer den til dens Gerning, til alt, hvad han byder den, hen over Jordens Kreds:
Te khaw diklai kah lunglai hman ah a uen boeih te saii hamla a niing, a niing dongah kuluk la a hil.
13 Enten til Revselse eller til hans Lands Bedste eller til Velgerning lader han den ramme.
Te te caitueng lam khaw, a khohmuen ham khaw, sitlohnah ham khaw a thoeng sak.
14 Job, vend dine Øren til dette; staa stille og agt paa Guds underfulde Ting!
Job, he he hnakaeng lah. Pai lamtah Pathen kah khobaerhambae he yakming lah.
15 Ved du, naar Gud tænker derpaa, og naar han lader sin Skys Lys skinne?
Te rhoek soah Pathen loh a khueh tih a cingmai kah vangnah a sae te na ming a?
16 Ved du hvorledes Skyerne svæve? de underfulde Ting af ham, som er fuldkommen i al Kundskab?
Poeknah rhuemtuet, mangvawt khomai a haainah te na ming a?
17 du, hvis Klæder blive varme, naar han gør Landet lummert fra Sønden?
Tuithim loh khohmuen a mong sak vaengah na himbai te aka bae sak,
18 Udspænder du med ham de øverste Skyer, der ere faste som et støbt Spejl?
Hmaidan a hlawn bangla khomong a thah la amah taengah na nulh thai aya?
19 Lad os vide, hvad vi skulle sige til ham! vi kunne ikke fremføre noget ud fra Mørket.
Amah taengah metla n'thui ham khaw kaimih tueng lah. Hmaisuep hmai ah n'tawn uh thai pawt oe.
20 Skal det fortælles ham, at jeg taler? eller mon nogen har ønsket, at han maatte blive opslugt?
Hlang loh a dolh hamla thui cakhaw ka thui bangla amah taengah a tae pa aya?
21 Og nu, ser man ikke Lyset, som straaler i de øverste Skyer: Saa farer et Vejr frem og renser dem.
Tahae ah khaw vangnah a hmuh uh moenih. A aa te khohli loh a yawn tih a caihcil hnukkah khomong dongah tueng.
22 Af Norden kommer Guld; over Gud er der forfærdelig Majestæt.
Tlangpuei lamkah sui te mueithennah rhih om Pathen taengla pawk.
23 Den Almægtige, ham kunne vi ikke naa til, ham, som er stor i Kraft; Ret og Retfærdigheds Fylde undertrykker han ikke.
Tlungthang te thadueng a len dongah a tiktamnah m'hmuh lek moenih. Duengnah khaw a cungkuem dongah hlang a phaep moenih.
24 Derfor frygte Folkene ham; han ser ikke til nogen, som er viis i Hjertet.
Hlang rhoek loh amah te a rhih uh tangloeng dongah lungbuei aka cueih rhoek takuem khaw a sawt moenih,” a ti.