Job 39
1 Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde?
Thaelpang kah sathai a piil tue na ming tih sayuk a rhai na dawn a?
2 Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde?
Hla a cup la na tae tih a piil tue na ming a?
3 De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde.
A ca rhoek loh a koisu uh tih a huel daengah a bungtloh loh a hlah.
4 Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem.
A ca a man uh te cangpai neh rhoeng tih a caeh uh phoeiah tah amih taengla mael uh pawh.
5 Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand,
Sayalh la kohong marhang aka hlah te unim? Laak lueng kah kuelrhui aka hlam te unim?
6 hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo.
A im te kolken la, a dungtlungim te lungkaehlai la ka khueh.
7 Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren.
Khorha kah hlangping te a lawn tih aka tueihno kah pang ol hnatun pawh.
8 Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne.
A luemnah tlang te a cawt tih sulhing boeih te a yoep.
9 Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe?
Cung loh nang taengah a thohtat hamla a huem vetih na kongduk dongah rhaeh aya?
10 Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig?
Cung te a rhuivaeh kong ah na pael vetih nang hnukah tuikol te a thoe aya?
11 Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde?
A thadueng a len dongah a soah na pangtung vetih na thaphu te a taengah na hnoo aya?
12 Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din Tærskeplads?
Na cangti te a khuen, a khuen vetih na cangtilhmuen a coi ni tila te te na tangnah a?
13 Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer?
Kalaukva kah phae loh yoka cakhaw bungrho phaemul neh a dii aih nim.
14 Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet,
A duei te diklai dongah a hnoo tih laipi khuiah a awp.
15 og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem.
A kho loh a hep te a hnilh tih kohong mulhing long khaw te te a til.
16 Den handler haardt med sine Unger, som vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt.
A ca rhoek te amah kah pawt bangla a hit sak tih a poeyoek la a thaphu te birhihnah pawh.
17 Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand.
Pathen loh anih te cueihnah a hnilh sak tih a taengah yakmingnah tael pah pawh.
18 Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den.
Hmuensang la a phuel uh tue vaegah tah marhang neh a sokah aka ngol te a nueih thil.
19 Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke?
Marhang taengah thayung thamal na paek a? A rhawn te a hnoo neh na thing pah a?
20 Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig.
Anih te kaisih bangla na pet sak a? A phit vaengkah mueithennah khaw mueirhih la poeh.
21 Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning
Tuikol te a phuet uh vaengah thadueng neh a ngaingaih lungpok haica doe hamla pawk.
22 Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.
Rhihnah te a nueih thil tih a rhihyawp pawt dongah cunghang ha lamloh a mael moenih.
23 Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind.
A taengah liva a khoek tih caai neh soe kaw hmaihluei la om.
24 Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres.
Hinghuen neh khoponah neh diklai a coih tih tuki ol te tangnah pawh.
25 Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen.
Tuki te a rhoeh la, “Ahuei,” a ti nah tih caemtloek vaengkah mangpa khohum neh tamlung te a hla lamloh a huep.
26 Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen flyver, udbreder sine Vinger imod Sønden?
Nang kah yakmingnah dongah nim mutlo loh a phae a phuel tih a ding, a phae te tuithim la a phuel?
27 Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje?
Nang kah ka dongah atha te sang hang tih a bu a pomsang a?
28 Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg.
Thaelpang ah kho a sak tih thaelpang hmuisum neh rhalvong ah khaw rhaeh ta.
29 Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne,
Te lamloh caak a thaih tih a hla lamkah te a mik loh a paelki.
30 og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den.
Te vaengah a vapuel, a vapuel loh thii a caep uh tih rhok om nah ah hnap om,” a ti nah.
