Job 30
1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
And now, laughed at me, Have the younger in days than I, Whose fathers I have loathed to set With the dogs of my flock.
2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
Also — the power of their hands, why [is it] to me? On them hath old age perished.
3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
With want and with famine gloomy, Those fleeing to a dry place, Formerly a desolation and waste,
4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
Those cropping mallows near a shrub, And broom-roots [is] their food.
5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
From the midst they are cast out, (They shout against them as a thief),
6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
In a frightful place of valleys to dwell, Holes of earth and clefts.
7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
Among shrubs they do groan, Under nettles they are gathered together.
8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
Sons of folly — even sons without name, They have been smitten from the land.
9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
And now, their song I have been, And I am to them for a byword.
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
They have abominated me, They have kept far from me, And from before me have not spared to spit.
11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
Because His cord He loosed and afflicteth me, And the bridle from before me, They have cast away.
12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
On the right hand doth a brood arise, My feet they have cast away, And they raise up against me, Their paths of calamity.
13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
They have broken down my path, By my calamity they profit, 'He hath no helper.'
14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
As a wide breach they come, Under the desolation have rolled themselves.
15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
He hath turned against me terrors, It pursueth as the wind mine abundance, And as a thick cloud, Hath my safety passed away.
16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
And now, in me my soul poureth itself out, Seize me do days of affliction.
17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
At night my bone hath been pierced in me, And mine eyelids do not lie down.
18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
By the abundance of power, Is my clothing changed, As the mouth of my coat it doth gird me.
19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
Casting me into mire, And I am become like dust and ashes.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
I cry unto Thee, And Thou dost not answer me, I have stood, and Thou dost consider me.
21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
Thou art turned to be fierce to me, With the strength of Thy hand, Thou oppressest me.
22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
Thou dost lift me up, On the wind Thou dost cause me to ride, And Thou meltest — Thou levellest me.
23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
For I have known To death Thou dost bring me back, And [to] the house appointed for all living.
24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
Surely not against the heap Doth He send forth the hand, Though in its ruin they have safety.
25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
Did not I weep for him whose day is hard? Grieved hath my soul for the needy.
26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
When good I expected, then cometh evil, And I wait for light, and darkness cometh.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
My bowels have boiled, and have not ceased, Gone before me have days of affliction.
28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
Mourning I have gone without the sun, I have risen, in an assembly I cry.
29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
A brother I have been to dragons, And a companion to daughters of the ostrich.
30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
My skin hath been black upon me, And my bone hath burned from heat,
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
And my harp doth become mourning, And my organ the sound of weeping.
