Job 27

1 Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:

Darauf fuhr Job im Vortrag seiner Rede fort:

2 Saa sandt Gud lever, som har borttaget min Ret, og den Almægtige, som har beskelig bedrøvet min Sjæl!

"Bei Gott, der mir mein Recht genommen, bei dem Allmächtigen, der mich verzweifeln läßt!

3 — thi endnu er min Aand i mig, og Guds Aande i min Næse —

Solange noch ein Atem in mir bleibt und Gotteshauch in meiner Nase,

4 skulle mine Læber ikke tale Uret, og skal min Tunge ikke fremføre Svig.

solange kommt nichts Falsches her von meinen Lippen, und meine Zunge dichtet keinen Trug.

5 Det være langt fra mig, at jeg skulde give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke lade mig fratage min Uskyldighed.

Von mir sei's fern, euch Recht zu geben, bis zum Tode fern, auf meine Unschuld zu verzichten!

6 Jeg vil holde paa min Retfærdighed og ikke lade af fra den; mit Hjerte skal ikke bebrejde mig nogen af mine Dage.

Ich halte fest an meiner Rechtlichkeit und lasse sie nicht fahren. Ob keinem meiner Tage tadelt mich mein Herz.

7 Min Fjende skal staa som en ugudelig, og den, som rejser sig imod mig, som en uretfærdig.

Mein Feind der soll als Schuldiger erscheinen, mein Widersacher als der Ungerechte! -

8 Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl!

Welche Hoffnung hat der Frevler, wird er hinweggerafft, wenn seine Seele Gott verlangt?

9 Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?

Wird Gott denn sein Geschrei erhören, wenn Not ihn überfällt?

10 Kan han forlyste sig ved den Almægtige? kan han til hver en Tid paakalde Gud?

Kann er vor dem Allmächtigen sich wie ein verwöhntes Kind benehmen, daß er zu jeder Zeit Gott rufen dürfte?

11 Jeg vil lære eder om Guds Haand; hvad der er hos den Almægtige, vil jeg ikke dølge.

Ich will euch über Gottes Hand belehren, euch nicht verhehlend, was beim Allmächtigen beschlossen ist.

12 Se, I have jo alle set det; hvorfor nære da en saadan Forfængelighed?

Ihr alle habt es selbst gesehen. Was wollt ihr euch so eitlem Wahn ergeben?

13 Dette er et ugudeligt Menneskes Del hos Gud og Voldsmænds Arv, som de faa af den Almægtige.

Das ist der bösen Menschen Los bei Gott, dies der Tyrannen Erbe, das sie von dem Allmächtigen erhalten:

14 Har han mange Børn, hjemfalde de til Sværdet, og hans Afkom vil ikke mættes af Brød.

Hat er viele Kinder, ist's für das Schwert, und seine Sprößlinge bekommen nimmer Brot genug.

15 De, som blive tilovers af ham, skulle begraves ved Døden, og hans Enker skulle ikke begræde ham.

Wer von den Seinen übrigbleibt, wird durch die Pest begraben, und seine Witwen halten nicht die Totenklage.

16 Naar han sanker Sølv som Støv og samler Klæder som Dynd,

Wenn Silber er wie Sand aufhäuft und Kleider sich zurücklegt gleich wie Lehm,

17 da samler han det vel, men den retfærdige skal iføre sig det, og den uskyldige skal dele Pengene.

er legt sie freilich sich zurück; doch der Gerechte kleidet sich damit; das Silber nimmt der Fromme fort.

18 Han byggede sit Hus som Møl, og som en Hytte, en Vogter gør sig.

Sein Haus baut er dem leeren Vogelneste gleich, wie eine Hütte, die ein Hüter macht.

19 Rig lægger han sig og bliver ikke ved; sine Øjne oplader han og er ikke mere til.

Er legt als reicher Mann sich hin und hat noch nicht die Füße eingezogen; er blinzelt mit den Augen noch, da ist er schon nicht mehr.

20 Forskrækkelser skulle gribe ham som Vande, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.

Gleich Wassern überraschen ihn die Schreckgestalten; des Nachts nimmt ihn der Sturmwind fort.

21 Østenvejret skal løfte ham op, og han farer bort, og det skal hvirvle ham bort fra sit Sted.

Der Ostwind hebt ihn auf; er fährt dahin, und jener wirbelt ihn von seiner Stätte fort.

22 Og Gud skal skyde paa ham og ikke spare; med skal han ville fly fra hans Haand.

Er schießt auf ihn erbarmungslos; von seiner Hand wird er durchbohrt.

23 Man skal klappe i Hænderne over ham og pibe ham bort fra hans Sted.

Und seine Wohnstatt klatscht in ihre Hände über ihn und zischt ihn aus."