Job 19
1 Men Job svarede og sagde:
Da tok Job til orde og sa:
2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
Hvor lenge vil I bedrøve min sjel og knuse mig med ord?
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
Det er nu tiende gang I håner mig og ikke skammer eder ved å krenke mig.
4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
Har jeg virkelig faret vill, da blir min villfarelse min egen sak.
5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
Vil I virkelig ophøie eder over mig og vise mig at min vanære har rammet mig med rette?
6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
Så vit da at Gud har gjort mig urett og satt sitt garn omkring mig!
7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
Se, jeg roper: Vold! - men jeg får intet svar; jeg skriker om hjelp, men det er ingen rett å få.
8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
Min vei har han stengt, så jeg ikke kommer frem, og over mine stier legger han mørke.
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
Min ære har han avklædd mig og tatt bort kronen fra mitt hode.
10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
Han bryter mig ned på alle kanter, så jeg går til grunne, og han rykker op mitt håp som et tre.
11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
Han lar sin vrede brenne mot mig og akter mig som sin fiende.
12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
Hans hærflokker kommer alle sammen og rydder sig vei mot mig, og de leirer sig rundt om mitt telt.
13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
Mine brødre har han drevet langt bort fra mig, og mine kjenninger er blitt aldeles fremmede for mig.
14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
Mine nærmeste holder sig borte, og mine kjente har glemt mig.
15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
Mine husfolk og mine tjenestepiker akter mig for en fremmed; jeg er en utlending i deres øine.
16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
Kaller jeg på min tjener, så svarer han ikke; med egen munn må jeg bønnfalle ham.
17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
Min ånde er motbydelig for min hustru, og min vonde lukt for min mors sønner.
18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
Endog barn forakter mig; vil jeg reise mig, så taler de mot mig.
19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
Alle mine nærmeste venner avskyr mig, og de jeg elsket, har vendt sig mot mig.
20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
Mine ben trenger ut gjennem min hud og mitt kjøtt, og bare tannhinnen er ennu urørt på mig.
21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
Forbarm eder, forbarm eder over mig, I mine venner! For Guds hånd har rørt ved mig.
22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
Hvorfor forfølger I mig likesom Gud og blir ikke mette av mitt kjøtt?
23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
Men gid mine ord måtte bli opskrevet! Gid de måtte bli optegnet i en bok,
24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
ja, med jerngriffel og bly for evig bli hugget inn i sten!
25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
Men jeg - jeg vet min gjenløser lever, og som den siste skal han stå frem på støvet.
26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
Og efterat denne min hud er blitt ødelagt, skal jeg ut fra mitt kjød skue Gud,
27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
han som jeg skal skue, mig til gode, han som mine øine skal se og ikke nogen fremmed - mine nyrer tæres bort i mitt liv.
28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
Når I sier: Hvor vi skal forfølge ham! - I har jo funnet skylden hos mig -
29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
så frykt for sverdet! For vrede er en synd som er hjemfalt til sverd. Dette sier jeg forat I skal tenke på at det kommer en dom.
