Job 19
1 Men Job svarede og sagde:
Epi Job te reponn:
2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
Pou konbyen de tan, nou va toumante m, e kraze mwen avèk pawòl yo?
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
Dis fwa sa yo nou te ensilte m; nou pa menm wont fè m tò.
4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
Menm si m fè erè, erè sa repoze anndan m.
5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
Si anverite nou vin ògeye kont mwen, e fè m wè prèv a gwo wont mwen,
6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
alò, konnen byen ke Bondye te fè m tò, e te fèmen pèlen Li an antoure mwen.
7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
“Gade byen, mwen kriye: ‘Vyolans!’ Men nanpwen repons. Mwen rele sekou! Men nanpwen jistis.
8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
Li te bare chemen mwen pou m pa kab pase, e Li te mete fènwa sou pa m yo.
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
Li te retire lonè sou mwen e te retire kouwòn nan sou tèt mwen.
10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
Li kraze desann mwen tout kote e mwen fin disparèt; Li te dechouke espwa m kon yon pyebwa.
11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
Anplis, Li te limen lakòlè Li kont mwen e te konsidere m kon lènmi Li.
12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
Lame Li a vin rasanble pou bati chemen pa yo kont mwen. Yo fè kan kap antoure tant mwen an.
13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
“Li te retire frè m yo byen lwen mwen e sila mwen te konnen yo vin separe de mwen nèt.
14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
Fanmi mwen yo vin fè fayit e pi pwòch zami m yo te bliye m.
15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
Sila ki rete lakay mwen yo ak sèvant mwen yo konsidere m kon yon etranje. Mwen se yon etranje menm nan zye yo.
16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
Mwen rele sèvitè mwen an, men li pa reponn; mwen oblije sipliye l ak bouch mwen.
17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
Menm souf mwen fè bay ofans a madanm mwen, e mwen vin abominab a pwòp frè m.
18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
Timoun yo meprize mwen. Mwen leve e yo pale kont mwen.
19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
Tout asosye m yo etone ak krent devan m. Sila ke m byen renmen yo te vire kont mwen.
20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
Zo m yo kole sou po m ak chè m; se sèl pa po dan m ke m chape lanmò.
21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
“Gen pitye pou mwen, gen pitye, O nou menm ki zanmi mwen yo, paske men Bondye vin frape mwen.
22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
Poukisa n ap pèsekite mwen menm tankou Bondye e pa satisfè ak chè mwen.
23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
O ke pawòl mwen yo te ekri! O ke yo te enskri nan yon liv!
24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
Ke avèk pwent plim ak plon, yo te grave sou wòch la jis pou tout tan!
25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
Men pou mwen, mwen konnen ke Redanmtè mwen an vivan. Epi apre tout sa a, li va vin kanpe sou latè.
26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
Menm lè po m fin detwi, malgre chè m fin sòti, mwen va wè Bondye nan chè a;
27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
ke mwen, mwen menm va wè, ke zye m va wè, e se pa kon yon etranje. “Kè m vin fèb anndan m.
28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
Si nou di: ‘Men kijan nou va pèsekite li!’ pwiska rasin ka sa a se nan mwen,’
29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
fè lakrent nepe a pou kont nou, paske lakòlè Bondye mennen pinisyon nepe a. Fòk nou kab konnen, gen jijman.”
