< Job 19 >

1 Men Job svarede og sagde:
Then Job answered and said,
2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
“How long will you make me suffer and break me into pieces with words?
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
These ten times you have reproached me; you are not ashamed that you have treated me harshly.
4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
If it is indeed true that I have erred, my error remains my own concern.
5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
If indeed you will exalt yourselves above me and use my humiliation against me,
6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
then you should know that God has done wrong to me and has caught me in his net.
7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
See, I cry out, “Violence!” but I get no answer. I call out for help, but there is no justice.
8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
He has walled up my way so that I cannot pass, and he has set darkness in my path.
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
He has stripped me of my glory, and he has taken the crown from my head.
10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
He has broken me down on every side, and I am gone; he has pulled up my hope like a tree.
11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
He has also kindled his wrath against me; he regards me as one of his adversaries.
12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
His troops come on together; they cast up siege mounds against me and encamp around my tent.
13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
He has put my brothers far from me; my acquaintances are wholly alienated from me.
14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
My kinsfolk have failed me; my close friends have forgotten me.
15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
Those who once stayed as guests in my house and my female servants regard me as a stranger; I am an alien in their sight.
16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
I call to my servant, but he gives me no answer although I entreat him with my mouth.
17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
My breath is offensive to my wife; I am even disgusting to those who were born from my mother's womb.
18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
Even young children despise me; if I rise to speak, they speak against me.
19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
All my familiar friends abhor me; those whom I love have turned against me.
20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
My bones cling to my skin and to my flesh; I survive only by the skin of my teeth.
21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
Have pity upon me, have pity upon me, my friends, for the hand of God has touched me.
22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
Why do you pursue me like God does? Will you ever be satisfied with my flesh?
23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
Oh, that my words were now written down! Oh, that they were inscribed in a book!
24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
Oh, that with an iron pen and lead they were engraved in the rock forever!
25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
But as for me, I know that my Redeemer lives, and that at last he will stand on the earth;
26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
after my skin, that is, this body, is destroyed, then in my flesh I will see God.
27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
I will see him with my own eyes—I, and not someone else. My heart fails within me.
28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
If you say, 'How we will persecute him! The root of his troubles lies in him,'
29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
then be afraid of the sword, because wrath brings the punishment of the sword, so that you may know there is a judgment.”

< Job 19 >