Job 19
1 Men Job svarede og sagde:
But Job answered and said:
2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
How long will ye vex my soul, And break me in pieces with words?
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
These ten times have ye reviled me; Without shame do ye stun me!
4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
And be it, indeed, that I have erred, My error abideth with myself.
5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
Since, indeed, ye magnify yourselves against me, And plead against me my reproach,
6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
Know then that it is God who hath brought me low; He hath encompassed me with his net.
7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
Behold, I complain of wrong, but receive no answer; I cry aloud, but obtain no justice.
8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
He hath fenced up my way, so that I cannot pass, And hath set darkness in my paths.
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
He hath stripped me of my glory, And taken the crown from my head.
10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
He hath destroyed me on every side, and I am gone! He hath torn up my hope like a tree.
11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
He kindleth his anger against me, And counteth me as his enemy.
12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
His troops advance together against me; They throw up for themselves a way to me, And encamp around my dwelling.
13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
My brethren he hath put far from me, And my acquaintance are wholly estranged from me.
14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
My kinsfolk have forsaken me, And my bosom friends have forgotten me.
15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
The foreigners of my house, yea, my own maid-servants, regard me as a stranger; I am an alien in their eyes.
16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
I call my servant, and he maketh no answer; With my own mouth do I entreat him.
17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
My breath is become strange to my wife, And my prayers also to my own mother's sons.
18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
Even young children despise me; When I rise up, they speak against me.
19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
All my bosom friends abhor me, And they whom I loved are turned against me.
20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
My bones cleave to my flesh and my skin, And I have scarcely escaped with the skin of my teeth.
21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
Have pity upon me, O ye my friends! have pity upon me; For the hand of God hath smitten me!
22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
Why do ye persecute me like God, And are not satisfied with my flesh?
23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
O that my words were now written! O that they were marked down in a scroll!
24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
That with an iron pen, and with lead, They were engraven upon the rock for ever!
25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
Yet I know that my Vindicator liveth, And will hereafter stand up on the earth;
26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
And though with my skin this body be wasted away, Yet without my flesh shall I see God.
27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
Yea, I shall see him my friend; My eyes shall behold him, and not another: For this, my soul panteth within me.
28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
Since ye say, “How may we persecute him, And find grounds of accusation against him?”
29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
Be ye afraid of the sword! For malice is a crime for the sword; That ye may know that judgment cometh.
