Job 19
1 Men Job svarede og sagde:
Job loh a doo tih,
2 Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
Me hil nim ka hinglu na pae sak vetih ol neh kai nan phop uh ve?
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
Voei rha ka hmai na thae sak uh coeng, kai nan toeh te na yak pawh.
4 Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
Ka taengah ka tholh a rhaeh pueng dongah ka palang tueng pataeng ngawn.
5 Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
Kai soah na pantai mai tih kai kokhahnah bangla kai taengah na tluung tueng pai.
6 saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
Pathen loh kai n'khun sak tih amah kah tluum te ka kaepvai ah a vael.
7 Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
Kuthlahnah te ka doek tih bomah ka bih cakhaw n'doo pawt dongah tiktamnah om pawh.
8 Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
Ka caehlong he a biing tih ka muk tloel. Ka hawn ah a hmuep a khueh.
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
Kai kah thangpomnah te kai dong lamloh a pit tih ka lu dongkah rhuisam khaw a dul.
10 Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
Kai kaepvai lamloh m'palet tih ka pongpa vaengah ka ngaiuepnah he thing bangla a puen.
11 og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
A thintoek he kai taengah a sai vaengah kai he amah taengah a rhal bangla m'moeh.
12 Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
Anih kah caem te rhenten ha pawk uh tih a longpuei te kai m'picai thil uh. Te phoeiah ka dap ah pin rhaeh uh.
13 Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
Ka manuca rhoek kai taeng lamloh lakhla coeng tih ka ming rhoek khaw kai lamloh kholong uh coeng.
14 Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
Ka yoei uh rhoek loh n'toeng uh tih ka ming uh rhoek loh kai n'hnilh uh coeng.
15 De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
Ka im pah neh ka salnu rhoek loh kholong bangla kai m'poek uh. Amih mikhmuh ah kholong hlang la ka om.
16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
Ka sal te ka khue dae oei pawh. Anih te ka ka neh ka hloep.
17 Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
Ka mueihla he ka yuu taengah a kholong pah tih ka bungko kah ka ca rhoek taengah khaw rhennah ka bih.
18 Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
Casenca rhoek long pataeng kai he n'hnaep uh tih, ka thoh vaengah kai he n'thui uh coeng.
19 Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
Ka baecenol dongkah hlang boeih loh kai n'tuei uh tih ka lungnah he kamah taengah poehlip uh.
20 Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
Ka vin neh ka saa hil khaw ka rhuh dongla kap tih ka no dongkah nohli neh ka loeih.
21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
Ka hui rhoek nangmih loh kai n'rhen uh, kai n'rhen uh. Pathen kut loh kai he m'ben coeng.
22 Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
Balae tih Pathen bangla kai nan hloem uh. Kai saa lamkah khaw na hah uh hae mahpawh.
23 Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
Kai ol a daek uh te unim a paek bal. Cabu dongkah bangla a unim a paek vetih a taem uh ve?
24 ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
Thi cacung neh kawnlawk te lungpang dongah a yoeyah la a dae uh.
25 Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
Kai tah kai aka tlan te hing tih hmailong kah laipi dongah thoo ni tila ka ming.
26 Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
Ka vin hnukah he hluep uh cakhaw, ka saa dongah Pathen ka hmuh bitni.
27 hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
Kai kamah long khaw ka hmuh vetih ka mik long khaw a hmuh pueng ni. Te dongah ka rhang kah ka kuel loh rhalawt te a hue moenih.
28 Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
Ka khuikah ol hnun a hmuh parhi te, “Anih te metlam n'hloem eh?” na ti uh akhaw,
29 Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
nangmih te cunghang hmai ah bakuep uh laeh. Amah dumlai tah dumlai bangla na ming uh hamla cunghang lamlothaesainah kosi om coeng,” a ti.
