Job 16

1 Da svarede Job og sagde:

Job prit la parole et dit:

2 Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere.

J’ai souvent entendu pareilles choses; Vous êtes tous des consolateurs fâcheux.

3 Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?

Quand finiront ces discours en l’air? Pourquoi cette irritation dans tes réponses?

4 Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.

Moi aussi, je pourrais parler comme vous, Si vous étiez à ma place: Je vous accablerais de paroles, Je secouerais sur vous la tête,

5 Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.

Je vous fortifierais de la bouche, Je remuerais les lèvres pour vous soulager.

6 Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg?

Si je parle, mes souffrances ne seront point calmées, Si je me tais, en quoi seront-elles moindres?

7 Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.

Maintenant, hélas! Il m’a épuisé… Tu as ravagé toute ma maison;

8 Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.

Tu m’as saisi, pour témoigner contre moi; Ma maigreur se lève, et m’accuse en face.

9 Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.

Il me déchire et me poursuit dans sa fureur, Il grince des dents contre moi, Il m’attaque et me perce de son regard.

10 De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.

Ils ouvrent la bouche pour me dévorer, Ils m’insultent et me frappent les joues, Ils s’acharnent tous après moi.

11 Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder.

Dieu me livre à la merci des impies, Il me précipite entre les mains des méchants.

12 Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.

J’étais tranquille, et il m’a secoué, Il m’a saisi par la nuque et m’a brisé, Il a tiré sur moi comme à un but.

13 Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.

Ses traits m’environnent de toutes parts; Il me perce les reins sans pitié, Il répand ma bile sur la terre.

14 Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.

Il me fait brèche sur brèche, Il fond sur moi comme un guerrier.

15 Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.

J’ai cousu un sac sur ma peau; J’ai roulé ma tête dans la poussière.

16 Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,

Les pleurs ont altéré mon visage; L’ombre de la mort est sur mes paupières.

17 skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.

Je n’ai pourtant commis aucune violence, Et ma prière fut toujours pure.

18 O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab.

O terre, ne couvre point mon sang, Et que mes cris prennent librement leur essor!

19 Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.

Déjà maintenant, mon témoin est dans le ciel, Mon témoin est dans les lieux élevés.

20 Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,

Mes amis se jouent de moi; C’est Dieu que j’implore avec larmes.

21 at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.

Puisse-t-il donner à l’homme raison contre Dieu, Et au fils de l’homme contre ses amis!

22 Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.

Car le nombre de mes années touche à son terme, Et je m’en irai par un sentier d’où je ne reviendrai pas.