Job 15
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Éliphaz de Théman prit la parole et dit:
2 Skal en viis svare med Kundskab, som kun er Vejr, og fylde sin Bug med Blæst,
Le sage répond-il par un vain savoir? Se gonfle-t-il la poitrine du vent d’orient?
3 idet han fører Bevis med Ord, som ikke gavne, og med Taler, som intet baade!
Est-ce par d’inutiles propos qu’il se défend? Est-ce par des discours qui ne servent à rien?
4 Ja, du tilintetgør Gudsfrygt og svækker Bønnen for Guds Ansigt.
Toi, tu détruis même la crainte de Dieu, Tu anéantis tout mouvement de piété devant Dieu.
5 Thi din egen Mund beviser din Misgerning, og du vælger de træskes Tunge.
Ton iniquité dirige ta bouche, Et tu prends le langage des hommes rusés.
6 Din egen Mund dømmer dig skyldig og ikke jeg, og dine Læber vidne imod dig.
Ce n’est pas moi, c’est ta bouche qui te condamne. Ce sont tes lèvres qui déposent contre toi.
7 Mon du er født som det første Menneske var, og er du avlet førend Højene?
Es-tu né le premier des hommes? As-tu été enfanté avant les collines?
8 Mon du har hørt til i Guds hemmelige Raad og har revet Visdommen til dig?
As-tu reçu les confidences de Dieu? As-tu dérobé la sagesse à ton profit?
9 Hvad ved du, som vi ikke vide? hvad forstaar du, og det skulde ikke være os bekendt?
Que sais-tu que nous ne sachions pas? Quelle connaissance as-tu que nous n’ayons pas?
10 Der er baade graahærdede og bedagede iblandt os, Mænd, som have levet længere end din Fader.
Il y a parmi nous des cheveux blancs, des vieillards, Plus riches de jours que ton père.
11 Er Guds Trøst dig for ringe og det Ord, som han i Mildhed har talt med dig?
Tiens-tu pour peu de chose les consolations de Dieu, Et les paroles qui doucement se font entendre à toi?…
12 Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øjne?
Où ton cœur t’entraîne-t-il, Et que signifie ce roulement de tes yeux?
13 Thi du vender din Harme imod Gud, og du har ladet Taler udfare af din Mund.
Quoi! C’est contre Dieu que tu tournes ta colère Et que ta bouche exhale de pareils discours!
14 Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, som er født af en Kvinde?
Qu’est-ce que l’homme, pour qu’il soit pur? Celui qui est né de la femme peut-il être juste?
15 Se, han tror ikke sine hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øjne:
Si Dieu n’a pas confiance en ses saints, Si les cieux ne sont pas purs devant lui,
16 Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand?
Combien moins l’être abominable et pervers, L’homme qui boit l’iniquité comme l’eau!
17 Jeg vil kundgøre dig det, hør mig; og hvad jeg har set, vil jeg fortælle:
Je vais te parler, écoute-moi! Je raconterai ce que j’ai vu,
18 Hvad de vise have forkyndt, og hvad de ikke have dulgt som en Arv fra deres Fædre,
Ce que les sages ont fait connaître, Ce qu’ils ont révélé, l’ayant appris de leurs pères.
19 dem alene blev Landet givet, og ingen fremmed trængte ind iblandt dem.
A eux seuls appartenait le pays, Et parmi eux nul étranger n’était encore venu.
20 Den ugudelige bæver alle sine Dage, og faa Aar i Tallet ere henlagte til en Voldsmand.
Le méchant passe dans l’angoisse tous les jours de sa vie, Toutes les années qui sont le partage de l’impie.
21 Rædsler lyde for hans Øren; midt i Freden kommer en Ødelægger over ham.
La voix de la terreur retentit à ses oreilles; Au sein de la paix, le dévastateur va fondre sur lui;
22 Han kan ikke tro paa, at han vil komme tilbage fra Mørket, og han er udset til at omkomme ved Sværdet.
Il n’espère pas échapper aux ténèbres, Il voit l’épée qui le menace;
23 Han vanker hid og did efter Brødet og siger: Hvor er det? han ved, at Mørkheds Dag er bestemt, ja er ved hans Side.
Il court çà et là pour chercher du pain, Il sait que le jour des ténèbres l’attend.
24 Angest og Nød forfærde ham, det overvælder ham, som var det en Konge, der er rede til Striden;
La détresse et l’angoisse l’épouvantent, Elles l’assaillent comme un roi prêt à combattre;
25 thi han har udrakt sin Haand imod Gud og har vældig sat sig op imod den Almægtige;
Car il a levé la main contre Dieu, Il a bravé le Tout-Puissant,
26 han løb med oprakt Hals imod ham under sine Skjoldes tætte Tag;
Il a eu l’audace de courir à lui Sous le dos épais de ses boucliers.
27 thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Lænd med Fedme,
Il avait le visage couvert de graisse, Les flancs chargés d’embonpoint;
28 og han boede i Stæder, som vare ødelagte, i Huse, som man ikke bor i, som ere bestemte til Grushobe.
Et il habite des villes détruites, Des maisons abandonnées, Sur le point de tomber en ruines.
29 Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaa; og hvad de have erhvervet, skal ikke udbredes i Landet.
Il ne s’enrichira plus, sa fortune ne se relèvera pas, Sa prospérité ne s’étendra plus sur la terre.
30 Han skal ikke komme bort fra Mørket, en Lue skal tørre hans Kvist; men han skal komme bort ved hans Munds Aande.
Il ne pourra se dérober aux ténèbres, La flamme consumera ses rejetons, Et Dieu le fera périr par le souffle de sa bouche.
31 Han skal ikke forlade sig paa Forfængelighed, han skuffer sig; thi Forfængelighed skal vorde ham Betaling.
S’il a confiance dans le mal, il se trompe, Car le mal sera sa récompense.
32 Før hans Dag kommer, skal det opfyldes, og hans Gren skal ikke grønnes.
Elle arrivera avant le terme de ses jours, Et son rameau ne verdira plus.
33 Som Vintræet skal han afryste sine sure Druer og som Olietræet kaste sit Blomster.
Il sera comme une vigne dépouillée de ses fruits encore verts, Comme un olivier dont on a fait tomber les fleurs.
34 Thi den vanhelliges Forsamling skal blive øde, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte.
La maison de l’impie deviendra stérile, Et le feu dévorera la tente de l’homme corrompu.
35 De undfange Uret og føde Udaad, og deres Inderste bereder Svig.
Il conçoit le mal et il enfante le mal, Il mûrit dans son sein des fruits qui le trompent.
