Job 14

1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.

Et menneske, født av en kvinne, lever en kort tid og mettes med uro.

2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.

Som en blomst skyter han op og visner, han farer bort som skyggen og holder ikke stand.

3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.

Endog over en sådan holder du dine øine åpne, og mig fører du frem for din domstol!

4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

Kunde det bare komme en ren av en uren! Ikke én!

5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:

Når hans dager er fastsatt, hans måneders tall bestemt hos dig, når du har satt ham en grense som han ikke kan overskride,

6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.

så vend ditt øie bort fra ham, så han kan ha ro så vidt at han kan glede sig som en dagarbeider ved sin dag!

7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.

For treet er det håp; om det hugges, så spirer det igjen, og på nye skudd mangler det ikke;

8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,

om dets rot eldes i jorden, og dets stubb dør ut i mulden,

9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.

så setter det allikevel knopper ved eimen av vannet og skyter grener som et nyplantet tre.

10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?

Men når en mann dør, så ligger han der, når et menneske opgir ånden, hvor er han da?

11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:

Som vannet minker bort i en sjø, og som en elv efterhånden blir grunnere og tørker ut,

12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.

så legger et menneske sig ned og reiser sig ikke igjen; så lenge himmelen er til, våkner de ikke - de vekkes ikke op av sin søvn.

13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)

Å om du vilde gjemme mig i dødsriket og skjule mig der til din vrede var over - om du vilde sette mig et tidsmål og så komme mig i hu! (Sheol h7585)

14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.

Når en mann dør, lever han da op igjen? Alle min krigstjenestes dager skulde jeg da vente, til min avløsning kom;

15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!

du skulde da rope, og jeg skulde svare dig; efter dine henders verk skulde du lenges.

16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.

Men nu teller du mine skritt og akter stadig på min synd.

17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.

Forseglet i en pung ligger min brøde, og du syr til over min misgjerning.

18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;

Men som et fjell faller og smuldres bort, og en klippe flyttes fra sitt sted,

19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.

som vannet huler ut stener og flommen skyller bort mulden, således gjør du menneskets håp til intet;

20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.

du overvelder ham for alltid, og han farer bort; du forvender hans åsyn og lar ham fare.

21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.

Kommer hans barn til ære, da vet han det ikke, og blir de ringeaktet, da blir han det ikke var.

22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.

Bare over ham selv kjenner hans legeme smerte, og bare over ham selv sørger hans sjel.