Job 10
1 Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
Mon âme est dégoûtée de ma vie; je laisserai libre cours à ma plainte, je parlerai dans l’amertume de mon âme,
2 Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
Je dirai à Dieu: Ne me condamne pas; fais-moi savoir pourquoi tu contestes avec moi.
3 Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
Prends-tu plaisir à opprimer, que tu méprises le travail de tes mains, et que tu fasses briller ta lumière sur le conseil des méchants?
4 Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
As-tu des yeux de chair? Vois-tu comme voit l’homme mortel?
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
Tes jours sont-ils comme les jours d’un mortel, ou tes années, comme les jours de l’homme,
6 saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
Que tu recherches mon iniquité et que tu scrutes mon péché;
7 da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
Puisque tu sais que je ne suis pas un méchant, et que nul ne délivre de ta main?
8 Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
Tes mains m’ont formé et m’ont façonné tout à l’entour en un tout, et tu m’engloutis!
9 Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
Souviens-toi, je te prie, que tu m’as façonné comme de l’argile, et que tu me feras retourner à la poussière.
10 Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
Ne m’as-tu pas coulé comme du lait, et fait cailler comme du fromage?
11 Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
Tu m’as revêtu de peau et de chair, tu m’as tissé d’os et de nerfs;
12 du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
Tu m’as donné la vie, et tu as usé de bonté envers moi, et tes soins ont gardé mon esprit;
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
Et tu cachais ces choses dans ton cœur: je sais que cela était par-devers toi.
14 Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
Si j’ai péché, tu m’as aussi observé, et tu ne me tiendras pas pour innocent de mon iniquité.
15 Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
Si j’ai agi méchamment, malheur à moi! Si j’ai marché justement, je ne lèverai pas ma tête, rassasié que je suis de mépris et voyant ma misère.
16 Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
Et elle augmente: tu me fais la chasse comme un lion, et en moi tu répètes tes merveilles;
17 du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
Tu renouvelles tes témoins contre moi, et tu multiplies ton indignation contre moi. Une succession [de maux] et un temps de misère sont avec moi.
18 Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
Et pourquoi m’as-tu fait sortir du sein [de ma mère]? J’aurais expiré, et aucun œil ne m’aurait vu!
19 Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
J’aurais été comme si je n’avais pas été; de la matrice on m’aurait porté au sépulcre!
20 Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
Mes jours ne sont-ils pas en petit nombre? Qu’il cesse [donc], qu’il se retire de moi, et je me remonterai un peu,
21 før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
Avant que je m’en aille, pour ne plus revenir, dans le pays de l’obscurité et de l’ombre de la mort,
22 et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
Terre sombre comme les ténèbres de l’ombre de la mort, et où il n’y a que confusion, et où la clarté est comme des ténèbres profondes.
