Esajas 63
1 Hvo er denne, som kommer fra Edom, i højrøde Klæder fra Bozra, han, som er saa prægtig i sit Klædebon, han, som skrider frem i sin store Kraft? Det er mig, som taler Retfærdighed, mig, som er mægtig til at frelse!
«Bozraⱨ xǝⱨiridin qiⱪⱪan, üstibexi ⱪeniⱪ ⱪizil rǝnglik, Kiyim-keqǝkliri ⱪaltis-karamǝt, Zor küq bilǝn ⱪol selip mengiwatⱪan, Edomdin muxu yǝrgǝ keliwatⱪuqi kim?» «Ⱨǝⱪⱪaniyliⱪ bilǝn sɵzligüqi Mǝn, Ⱪutⱪuzuxⱪa küq-ⱪudrǝtkǝ Igǝ Bolƣuqidurmǝn».
2 Hvorfor er der rødt paa dit Klædebon og dine Klæder som dens, der træder Vinpersen?
«Üstibexingdikisi nemixⱪa ⱪizil, Ⱪandaⱪsigǝ kiyim-keqǝkliring xarab kɵlqikini qǝyligüqiningkigǝ ohxap ⱪaldi?».
3 Jeg traadte Persekarret, jeg alene, og der var intet af Folkene med mig; saa traadte jeg dem i min Vrede og stampede dem ned i min Harme; da sprudlede deres Blod op paa mine Klæder, og jeg fik alle mine Klæder besudlede.
«Mǝn yalƣuz xarab kɵlqikini qǝylidim; Bar ǝl-yurtlardin ⱨeqkim Mǝn bilǝn billǝ bolƣini yoⱪ; Mǝn ularni ƣǝzipimdǝ qǝylidim, Ⱪǝⱨrimdǝ ularni dǝssiwǝttim; Ularning ⱪanliri kiyim-keqǝklirim üstigǝ qaqridi; Mening pütün üstibexim boyaldi;
4 Thi Hævnens Dag var besluttet i mit Hjerte, og mit Genløsningsaar var kommet.
Qünki ⱪǝlbimgǝ ⱪisas küni pükülgǝnidi, Xundaⱪla Mǝn ⱨǝmjǝmǝtlirimni ⱪutⱪuzidiƣan yil kǝldi;
5 Og jeg saa mig om, og der var ingen Hjælper, og jeg undrede mig over, at der ingen var, som holdt med mig; men min Arm hjalp mig, og min Harme stod mig bi.
Mǝn ⱪarisam, yardǝm ⱪilƣudǝk ⱨeqkim yoⱪ idi; Ⱨeqkimning ⱪollimaydiƣanliⱪini kɵrüp azablinip kɵnglüm parakǝndǝ boldi; Xunga Ɵz bilikim Ɵzümgǝ nijat kǝltürdi; Ɵz ⱪǝⱨrim bolsa, Meni ⱪollap Manga qidam bǝrdi;
6 Og jeg nedtraadte Folkene i min Vrede og gjorde dem drukne i min Harme og lod deres Blod rinde til Jorden.
Xuning bilǝn ǝl-yurtlarni ƣǝzipimdǝ dǝssiwǝtkǝnmǝn, Ⱪǝⱨrimdǝ ularni mǝst ⱪiliwǝttim, Ⱪanlirini yǝrgǝ tɵküwǝttim».
7 Jeg vil forkynde Herrens Miskundhed, Herrens Pris, efter alt det, som Herren har gjort imod os, ja, den megen Godhed imod Israels Hus, som han gjorde imod dem, efter sin Barmhjertighed og efter sin store Miskundhed.
«Mǝn Pǝrwǝrdigarning xǝpⱪǝtliri toƣruluⱪ ǝslitip sɵzlǝymǝn; Pǝrwǝrdigarning mǝdⱨiyǝgǝ layiⱪ ⱪilƣanliri, Uning rǝⱨimdilliⱪliriƣa asasǝn, Uning nurƣunliƣan xǝpⱪǝtlirigǝ asasǝn, Pǝrwǝrdigarning bizgǝ ⱪilƣan iltipatliri, Israil jǝmǝtigǝ iltipat ⱪilƣan zor yahxiliⱪliri toƣruluⱪ ǝslitip sɵzlǝymǝn;
8 Og han sagde: Kun de ere mit Folk, de ere Børn, som ikke ville handle falskelig; og han blev dem en Frelser.
U ularni: — «Ular Mening hǝlⱪim, Aldamqiliⱪ ⱪilmaydiƣan balilar» dǝp, Ularning Ⱪutⱪuzƣuqisi boldi.
9 I al deres Trængsel var der ikke Trængsel, men hans Ansigts Engel frelste dem; han genløste dem for sin Kærligheds og for sin Overbærelses Skyld, og han lagde dem paa sig og bar dem igennem alle Fortidens Dage.
Ularning barliⱪ dǝrdlirigǝ Umu dǝrddax idi; «Uning yüzidiki Pǝrixtisi» bolsa ularni ⱪutⱪuzƣan, U Ɵz muⱨǝbbiti ⱨǝm rǝⱨimdilliⱪi bilǝn ularni ⱨǝmjǝmǝtlik ⱪilip ⱪutⱪuzƣan; Axu ⱪǝdimki barliⱪ künlǝrdǝ ularni Ɵzigǝ artip kɵtürgǝn;
10 Men de, de vare genstridige og bedrøvede hans Helligaand; derfor omskiftede han sig til deres Modstander, han stred imod dem.
Biraⱪ ular asiyliⱪ ⱪilip Uning Muⱪǝddǝs Roⱨiƣa azar bǝrdi; Xunga ulardin yüz ɵrüp U ularning düxminigǝ aylinip, Ularƣa ⱪarxi jǝng ⱪildi.
11 Da ihukom hans Folk de gamle Dage under Mose: Hvor er han, som opførte dem af Havet tillige med sin Hjords Hyrde? hvor er han, som gav sin Helligaand midt iblandt dem?
Biraⱪ U: — «Musa pǝyƣǝmbirim! Mening hǝlⱪim!» dǝp ǝyni künlǝrni ǝslǝp tohtidi. Əmdi Ɵz [padisi bolƣanlarni] padiqiliri bilǝn dengizdin qiⱪiriwalƣuqi ⱪeni? Ɵzining Muⱪǝddǝs Roⱨini ularning arisiƣa turƣuzup ⱪoyƣuqi ⱪeni?
12 han, som lod sin Herligheds Arm føre Moses højre Haand, han, som kløvede Vandene for deres Ansigt for at gøre sig et evigt Navn?
Uning güzǝl xǝrǝplik biliki Musaning ong ⱪoli arⱪiliⱪ ularni yetǝkligüqi boldi, Ɵzi üqün mǝnggülük bir namni tiklǝp, Ular aldida sularni bɵlüwǝtküqi,
13 han, som førte dem igennem Afgrundene som en Hest igennem Ørken, saa at de ikke stødte sig?
Ularni dalada ǝrkin kezip yüridiƣan attǝk, Ⱨeq putlaxturmay ularni dengizning qongⱪur yǝrliridin ɵtküzgüqi ⱪeni?
14 Ligesom Kvæget gaar ned i Dalen, har Herrens Aand ladet dem komme til Hvile; saaledes førte du dit Folk for at gøre dig et herligt Navn.
Mallar jilƣiƣa otlaxⱪa qüxkǝndǝk, Pǝrwǝrdigarning Roⱨi ularƣa aram bǝrdi; Sǝn Ɵzüng güzǝl-xǝrǝplik bir namƣa erixix üqün, Sǝn muxu yollar bilǝn hǝlⱪingni yetǝkliding.
15 Sku ned fra Himlene, og se til fra din Helligheds og Herligheds Bolig! hvor er din Nidkærhed og din Vælde, din dybe Medlidenhed og din Barmhjertighed, der holder sig tilbage fra mig?
Aⱨ, asmanlardin nǝziringni qüxürgin, Sening pak-muⱪǝddǝsliking, güzǝllik-xǝriping turƣan makaningdin [ⱨalimizƣa] ⱪarap baⱪ! Ⱪeni otluⱪ muⱨǝbbiting wǝ küq-ⱪudriting!? Iqingni aƣritixliring, rǝⱨimdilliⱪliring ⱪeni? Ular manga kǝlgǝndǝ besilip ⱪaldimu?
16 Thi du er vor Fader; thi Abraham ved intet af os, og Israel kender os ikke; men du, Herre! er vor Fader, vor Genløser, fra Evighed af er dit Navn.
Qünki gǝrqǝ Ibraⱨim bizni tonumisimu, Yaki Israil gǝrqǝ bizni etirap ⱪilmisimu, Sǝn ⱨaman bizning Atimiz; Sǝn Pǝrwǝrdigar bizning Atimizdursǝn; Əzǝldin tartip «Ⱨǝmjǝmǝt-Ⱪutⱪuzƣuqimiz» Sening namingdur.
17 Herre! hvorfor lader du os fare vild fra dine Veje? hvorfor lader du vort Hjerte blive haardt, at det ikke frygter dig? vend om for dine Tjeneres Skyld, for din Arvs Stammers Skyld!
I Pǝrwǝrdigar, nemixⱪa bizni yolliringdin azdurƣansǝn? Nemixⱪa Ɵzüngdin ⱪorⱪuxtin yandurup kɵnglimizni tax ⱪilƣansǝn?! Ⱪulliring üqün, Ɵz mirasing bolƣan ⱪǝbililǝr üqün, Yenimizƣa yenip kǝlgǝysǝn!
18 En liden Tid har dit hellige Folk ejet Landet; men vore Modstandere have nedtraadt din Helligdom.
Muⱪǝddǝs hǝlⱪing pǝⱪǝt azƣinǝ waⱪitla [tǝwǝlikigǝ] igǝ bolaliƣan; Düxmǝnlirimiz muⱪǝddǝs jayingni ayaƣ asti ⱪildi;
19 Vi ere, som om du ikke havde regeret over os fra gammel Tid, og som om vi ikke vare kaldede efter dit Navn;
Xuning bilǝn biz uzundin buyan Sǝn idarǝ ⱪilip baⱪmiƣan, Sening naming bilǝn atilip baⱪmiƣan bir hǝlⱪtǝk bolup ⱪalduⱪ!
