Hebræerne 6
1 Lader os derfor forbigaa Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenheden uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro paa Gud,
Xuning üqün, Mǝsiⱨ toƣrisidiki dǝslǝpki asasiy tǝlimdǝ tohtap ⱪalmay, — yǝni ⱪaytidin «ɵlük ixlar»din towa ⱪilix wǝ Hudaƣa etiⱪad baƣlax, qɵmüldürülüxlǝr, «ⱪol tǝgküzüx», ɵlgǝnlǝrning tirildürülüxi wǝ mǝnggülük ⱨɵküm-soraⱪ toƣrisidiki tǝlimlǝrdin ul salayli dǝp olturmay, mukǝmmǝllikkǝ ⱪarap mangayli. (aiōnios g166)
3 Ja, dette ville vi gøre, saafremt Gud tilsteder det.
Huda haliƣanikǝn, biz xundaⱪ ⱪilimiz.
4 Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligaand
5 og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og som ere faldne fra, — dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse, (aiōn g165)
Qünki ǝslidǝ yorutulup, ǝrxtiki iltipattin tetiƣan, Muⱪǝddǝs Roⱨtin nesip bolƣan, Hudaning sɵz-kalamining yahxiliⱪini ⱨǝm kǝlgüsi zamanda ayan ⱪilinidiƣan ⱪudrǝtlǝrni ⱨes ⱪilip baⱪⱪanlar ǝgǝr yoldin qǝtnigǝn bolsa, ularni ⱪaytidin towa ⱪildurux ⱨǝrgiz mumkin ǝmǝs. Qünki ular ɵz-ɵzigǝ ⱪilip Hudaning Oƣlini ⱪaytidin krestlǝp rǝswa ⱪilmaⱪta. (aiōn g165)
6 da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.
7 Thi Jorden, som drikker den ofte derpaa faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den ogsaa dyrkes, faar Velsignelse fra Gud;
Qünki kɵp ⱪetimlap ɵz üstigǝ yaƣⱪan yamƣur süyini iqkǝn, ɵzidǝ teriƣuqilarƣa mǝnpǝǝtlik ziraǝtlǝrni ɵstürüp bǝrgǝn yǝr bolsa Hudadin bǝrikǝt almaⱪta.
8 men naar den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.
Biraⱪ tikǝn wǝ ⱪamƣaⱪ ɵstürgǝn bolsa, u ǝrzimǝs bolup, lǝnǝtkǝ yeⱪin bolup, aⱪiwiti kɵydürülüxtin ibarǝt bolidu.
9 Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale saaledes.
Lekin ǝy sɵyümlüklirim, gǝrqǝ yuⱪiriⱪi ixlarni tilƣa alƣan bolsaⱪmu, silǝrdǝ buningdinmu ǝwzǝl ixlar, xundaⱪla nijatliⱪning elip baridiƣan ixliri bar dǝp ⱪayil bolduⱪ.
10 Thi Gud er ikke uretfærdig, saa at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have Udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige.
Qünki Huda ⱪilƣan ǝmǝlliringlarni wǝ Uning muⱪǝddǝs bǝndilirigǝ ⱪilƣan wǝ ⱨazirmu ⱪiliwatⱪan hizmitinglar arⱪiliⱪ Uning nami üqün kɵrsǝtkǝn meⱨir-muⱨǝbbitinglarni untup ⱪalidiƣan adalǝtsizlǝrdin ǝmǝs.
11 Men vi ønske, at enhver af eder maa udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Haabet indtil Enden,
Əmma silǝrning ümidinglarning toluⱪ jǝzm-hatirjǝmlik bilǝn boluxi üqün, ⱨǝrbiringlarning ahirƣiqǝ xundaⱪ ƣǝyrǝt ⱪilixinglarƣa intizarmiz;
12 for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arve Forjættelserne.
xundaⱪla sɵrǝlmilǝrdin bolmay, bǝlki etiⱪad wǝ sǝwrqanliⱪ arⱪiliⱪ Hudaning wǝdilirigǝ warisliⱪ ⱪilƣanlarni ülgǝ ⱪilidiƣanlardin bolƣaysilǝr.
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:
Qünki Huda Ibraⱨimƣa wǝdǝ ⱪilƣanda, Ɵzidin üstün turidiƣan ⱨeqkim bolmiƣaqⱪa, Ɵzi bilǝn ⱪǝsǝm ⱪilip:
14 „Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig.‟
«Sanga qoⱪum bǝht ata ⱪilimǝn, seni qoⱪum kɵpǝytip berimǝn» — dedi.
15 Og saaledes opnaaede han Forjættelsen ved at vente taalmodigt.
Xuning bilǝn, [Ibraⱨim] uzun waⱪit sǝwr-taⱪǝt bilǝn kütüp, Hudaning wǝdisigǝ erixti.
16 Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende paa al Modsigelse til Stadfæstelse.
Qünki insanlar ɵzliridin üstün turidiƣan birini tilƣa elip ⱪǝsǝm ⱪilidu; ularning arisida ⱪǝsǝm ispat-tǝstiⱪ ⱨesablinip, ⱨǝr hil talax-tartixlarƣa hatimǝ beridu.
17 Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,
Xuningdǝk Huda, Ɵz wǝdisigǝ warisliⱪ ⱪilƣanlarƣa Ɵz nixan-mǝⱪsitining ɵzgǝrmǝydiƣanliⱪini tehimu oquⱪraⱪ bildürüx üqün, ⱪǝsǝm ⱪilip wǝdǝ bǝrdi.
18 for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Haab, som ligger foran os,
Xuning bilǝn ⱪǝt’iy ɵzgǝrmǝs ikki ix arⱪiliⱪ, kɵz aldimizda ⱪoyulƣan ümidni qing tutux üqün [ⱨalakǝttin] ɵzimizni ⱪaqurup uni baxpanaⱨ ⱪilƣan bizlǝr küqlük riƣbǝt-ilⱨamƣa erixǝlǝymiz (bu ikki ixta Hudaning yalƣan eytixi ⱪǝt’iy mumkin ǝmǝs, ǝlwǝttǝ).
19 hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og gaar ind inden for Forhænget,
Bu ümid jenimizƣa qing baƣlanƣan kemǝ lǝnggiridǝk xübⱨisiz ⱨǝm mustǝⱨkǝm bolup, [ǝrxtiki] ibadǝthanining [iqki] pǝrdisidin ɵtüp bizni xu yǝrgǝ tutaxturidu.
