1 Mosebog 31
1 Og han hørte Labans Sønners Ord, som sagde: Jakob har taget alt, hvad vor Faders var, og af vor Faders har han faaet al den ne Rigdom.
Tedae Laban ca rhoek kah olka la, “Jakob loh a pa koe te boeiha loh dongah hekah thangpomnah boeih he khaw a pa koe ni hlawp a bawn,” a ti uh tea yaak.
2 Og Jakob saa Labans Ansigt, og se, det var ikke imod ham som tilforn.
Te phoeiah Laban kah maelhmai te Jakobloh a hmuh vaengah hlaem hlaemvai kah bangla anih taengah om pawh.
3 Da sagde Herren til Jakob: Drag tilbage til dine Fædres Land og til din Slægt, og jeg vil være med dig.
Tedae BOEIPA loh Jakob te, “Na pa rhoek kah khohmuen neh na pacaboeina taengla bal ngawn lamtah nang taengah ka om bit ni,” a ti nah.
4 Da sendte Jakob og lod Rakel og Lea kalde ud paa Marken til sit Kvæg.
Te dongah Jakob loh Rakhel neh Leah tea tah tih kohong kah a boiva tea khue.
5 Og han sagde til dem: Jeg ser eders Faders Ansigt, at det ikke er imod mig som tilforn; men min Faders Gud har været med mig.
Te phoeiah amih te, “Na pa maelhmai te ka hmuh vaengah, hlaem hlaemvai vaengkah bangla kai taengah anih om pawt cakhaw a pa kah Pathen loh kai taengah om.
6 Og I vide selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Magt.
Tahaeah ka thadueng boeih neh na pa taengah ka thohtat te na ming uh.
7 Og eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti Gange; men Gud har ikke tilstedet ham at gøre mig ondt.
Na pa khaw kai taengah omsaa tih ka thapang te voei rhalaa hoilae. Tedae kai he thae sak ham tah Pathen loh aniha paek moenih.
8 Naar han sagde saaledes: De spættede skulle være din Løn, da fødte alt Kvæget spættede; og naar han sagde saaledes: De brogede skulle være din Løn, da fødte alt Kvæget brogede;
Rhikrhakte nang kah thapang la om saeh a ti van hatah boiva te khaw rhikrhak la boeih thang tiha rhangcamte nang kah thapang la om saeh a ti van hatah boiva tea rhangcam la boeih thang.
9 og Gud har borttaget eders Faders Kvæg og givet mig.
Tedae na pa kah boiva te Pathen long ni a lat tih kai taengah m'paek.
10 Og det skete, naar Tiden kom, at Kvæget skulde løbe, løftede jeg mine Øjne op og saa i Drømme, og se, Bukkene, som sprang Kvæget, vare brogede, spættede og haglede;
Boiva te a pa a cuk tuea pha coeng tih ka mik te ka huel. Mueimang ah ka hmuh tih kikongloh a caeh thil boiva tah rhangcam, rhikrhak neh dikdek la om he.
11 og den Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! og jeg svarede: Se, her er jeg.
Te phoeiah Pathen kah puencawn loh kai te ka mang ah, 'Jakob,” a ti tih, “Kai ni he,” ka ti nah.
12 Og han sagde: Opløft nu dine Øjne, og se, alle Bukkene, som springe Kvæget, ere brogede, spættede og haglede; thi jeg har set alt det, Laban gør dig.
Te dongah, “Na mik huel lamtah tahae kah boivaa rhangcam, rhikrhak neh dikdek taengah aka cu kikongrhoek boeih ke so lah. Laban loh nang taengaha saii boeih te ka hmuh coeng.
13 Jeg er den Gud fra Bethel, hvor du salvede en Mindesten, hvor du gjorde mig Løfte; gør dig nu rede, far ud af dette Land og vend tilbage til din Slægts Land.
Kai tah kaam te na koelhtih kai taengah olcaeng neh na caeng vaengkah te Bethel Pathen ni. Hekah khohmuen lamloh thoo laeh, cet lamtah na pacaboeina kah khohmuen la mael laeh,’ a ti,” a ti nah.
14 Da svarede Rakel og Lea og sagde til ham: Have vi endnu Del og Arv i vor Faders Hus?
Te dongah Rakhel neh Leahloh a doo vaengah, “A pa im kah hamsum neh rhote mamih ham om voel a?
15 Ere vi ikke regnede for ham som fremmede? thi han har solgt os, ja endogsaa aldeles fortæret, hvad han fik for os.
Anih loh kholong hlang la m'poek uh dongah mamih he n'yoih phoeiah mamih kah tangka tea caak khawa caak moenih a?
16 Derfor al den Rigdom, som Gud har borttaget fra vor Fader, den hører os og vore Børn til, og nu, gør alt det, som Gud har sagt til dig.
Hmantangah Pathen loh a pa taengkaha lat khuehtawn boeih te mah koe neh n'ca rhoek kah ni. Te dongah Pathen loh nang taengaha thui boeih te tah saii laeh,” a ti rhoi.
17 Saa gjorde Jakob sig rede og satte sine Børn og sine Hustruer paa Kamelerne
Te dongah Jakob loh thoo tih a carhoek neh a yuurhoek te kalaukrhoek donglaa ngol sak.
18 og bortførte alt sit Kvæg og al sin Formue, som han havde forhvervet, det Kvæg, han ejede, som han havde forhvervet i Paddan-Aram, for at komme til Isak sin Fader i Kannans Land.
Te phoeiah a napa Isaak kah khohmuen Kanaan la caeh ham a boiva neh a kawna dang boeih te khaw, Paddanaram aha dang amah kah hnopai, boiva te khaw baata thawn.
19 Og Laban var gaaet hen at klippe sine Faar, og Rakel stjal sin Faders Husguder.
Tedae Laban loh amah kah tu te a mul vok pah hama caeh vaengah Rakhel loh a napa kah sithui tea huen.
20 Jakob stjal Laban den Syrers Hjerte, idet han ikke gav ham til Kende, at han flyede.
Aniha yong tea puen mueh la Jakob loh Arammi Laban kah lungbuei tea namnah.
21 Og han flyede med alt det, han havde, og gjorde sig rede og satte over Floden og vendte sit Ansigt mod Bjerget Gilead.
Aniha yong dongah a taengkah boeih te khaw a thoh puei tih, tuivaa poeng phoeikah Gilead tlang danlaa hooi puei.
22 Og paa den tredje Dag blev det Laban tilkendegivet, at Jakob flyede.
Tedae Jakoba yong tea hnin thum daengah Laban taengaha puen pah.
23 Saa tog han sine Brøde med sig og forfulgte ham syv Dages Rejse og naaede ham paa Bjerget Gilead.
Te dongah Laban loh amah manucarhoek tea khuen tih hnin rhih longcaeh due anih hnuk te a hloem phoeiah Jakob te Gilead tlang aha tuuk.
24 Men Gud kom til Laban den Syrer i en Drøm om Natten og sagde til ham: Forvar dig, at du ej taler med Jakob enten godt eller ondt.
Tedae Arammi hoel Laban te Khoyina mang ah Pathenloh a paan tih, “Namah te ngaithuen, Jakob taengaha then khawa thae lana thui ve,” a ti nah.
25 Og Laban naaede Jakob, og Jakob havde slaaet sit Telt op paa Bjerget, og Laban med sine Brødre slog Telt paa Bjerget Gilead.
Tedae Laban loh Jakoba tuuk vaengah Jakob loh amah kah dap te tlang aha tuk coeng dongah Laban neh a manuca rhoek long khaw Gilead tlang ah rhaeh uh.
26 Da sagde Laban til Jakob: Hvad har du gjort, at du har stjaalet mit Hjerte og bortført mine Døtre, som var de fangne med Sværd?
Te vaengah Laban loh Jakob la, “Balaena saii he. Ka thinko hena liim tih ka tanurhoek te cunghang kah a sol banglana hmaithawn.
27 Hvi flyede du hemmeligen og har stjaalet dig fra mig og ikke givet mig det til Kende, og jeg vilde have bortsendt dig med Glæde og med Sange, med Tromme og med Citer?
Yong hamte balae tihna phah, kai taengahna puen mueh la kai nan liim. Nangte kohoenah neh, laa neh, kamrhing neh, rhotoeng nen khaw kan tueih van mako.
28 Og du har ikke ladet mig kysse mine Sønner og mine Døtre? nu, du har gjort daarligen.
Ka carhoek so neh ka canurhoek soahte mok ham kai nan paek pawt khawna pavai coeng tih ni na saii.
29 Jeg havde vel Magt i min Haand at gøre ondt ved eder; men eders Faders Gud talede til mig i Gaar Nat, sigende: Forvar dig at tale med Jakob enten godt eller ondt.
Nangmih tea thae la saii ham ka thaa om ngawn dae hlaem yin ah na pa kah Pathen loh kai m'voek tih, 'Jakob tea thae neha then khaw thuite namah ngaithuen,’ a ti.
30 Og nu, da du endeligen vilde vandre, efterdi du længtes saare efter din Faders Hus, hvi har du stjaalet mine Guder?
Tedae na pa im te ngaidam la na ngaidam coeng dongahna cet khaw na cet mai ni. Balae tih kai kah pathenna huen,” a ti nah.
31 Og Jakob svarede og sagde til Laban: Fordi jeg frygtede; thi jeg tænkte, du maatte rive dine Døtre fra mig;
Tedae Jakobloh a doo tih Laban te, “Na canu rhoek he kai taeng lamlohna doek ve ka ti tih ka rhih dongah ni.
32 men den, hos hvem du finder dine Guder, skal ikke leve. Vedkend dig for vore Brødre det hos mig, som tilhører dig, og tag dig det; men Jakob vidste ikke, at Rakel havde stjaalet dem.
A taengah na khohnina hmuh te tah kaimih kah pacaboeina hmaiah hing boel saeh. Kai taengkah he namah loh hmat lamtah namah kah atah lo,” a ti nah. Tedae Rakhelloh a huen te Jakob loh ming pawh.
33 Da gik Laban ind i Jakobs Telt og i Leas Telt og i begge Tjenestekvindernes Telt og fandt dem ikke; saa gik han ud af Leas Telt og kom i Rakels Telt.
Te dongah Laban loh Jakob kah dap khaw, Leah kah dap neh taengom rhoi kah dap khuila cet daea hmuh pawt dongah Leah kah dap lamkah halo tih Rakhel kah dap khuila kun.
34 Men Rakel havde taget Husguderne og lagt dem i en Kamelsaddel og sad paa dem, og Laban ransagede hele Teltet og fandt intet.
Tedae Rakhel loh sithui tea loh tih kalauk kah ngoldoelh khuiaha khueh tiha ngol thil dongah dap te Laban loh boeiha phatuem dae hmu pawh.
35 Da sagde hun til sin Fader: Min Herre, bliv ikke vred, at jeg ikke kan staa op for dig, fordi det gaar mig paa Kvinders Vis; saa ledte han og fandt ikke Husguderne.
Te vaengah Rakhel loh a napa taengah, “Ka boeipa mik ah sai boel mai. Kai taengah huta kah khosing om tih nang hmuh ah thoh ham ka coeng moenih,” a ti nah. Te dongaha sat akhaw sithui te hmu pawh.
36 Da blev Jakob vred og trættede med Laban; og Jakob svarede og sagde til Laban: Hvad er min Overtrædelse, hvad er min Synd, at du forfølger mig saaledes?
Tedae Jakob te sai tih Laban tea ho. Te vaengah Jakob loh Laban tea doo tih, “Kai kah mebang dumlai neh mebang tholhnah dongah lae kai hnukah nan hlak.
37 Eftersom du har følt og ransaget alt mit Tøj, hvad har du fundet af alt dit Hus's Tøj? læg det her frem for mine Brødre og dine Brødre, at de maa dømme imellem os to!
Tahaeah kai kah hnopai boeih tena phatuemtih na im kah hnopai khat khawna hmuh te kai kah pacaboeina neh nang kah paca boeina hmuh ah n'rha phoeiah man mamih rhoi laklo ah n'tluung uh rhoi sue.
38 Jeg har været hos dig disse tyve Aar, dine Faar og dine Geder have ikke født i Utide, og Vædrene af dit Kvæg har jeg ikke ædet.
Kum kul khuiah he nang taengah ka om coeng dae na tumanu neh na maae rhoek loh thangyah vai pawt tih na boiva khuikah a tal rhoek khaw ka ca vai pawh.
39 Hvad som var revet, har jeg ikke baaret til dig; jeg betalte det, du krævede det af min Haand, det, som var stjaalet om Dagen, og det, som var stjaalet om Natten.
Sahate na taengla kan khuen pawh. Khoyinloh a huen khaw, khothaihloh a huen khaw nan suk dongah kai loh kamah kut lamkah neh ka kawn.
40 Saa gik det mig: om Dagen fortærede Heden mig og Kulden om Natten, og der kom ikke Søvn i mine Øjne.
Khothaih ah kholing loh n'do tih khoyin ah rhaelnu loh m'boh phoeiah ka mik loh ih ham a hlavawt tih ka om.
41 Det er nu tyve Aar, jeg er i dit Hus, jeg har tjent dig fjorten Aar for dine tvende Døtre og seks Aar for dit Kvæg, og du har forandret min Løn ti Gange.
Tahaeah kai loh nang im ah kum kul ka om khuiah na canu rhoi ham kum hlai li neh na boiva ham kum rhukte nang taengah ka tho ka tat dae ka thapang te voei rha la na hoi na lae.
42 Dersom ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, havde været med mig, sandelig, du havde nu ladet mig fare tomhændet; Gud har set min Elendighed og mine Hænders Møje og straffede dig i Gaar Nat.
A pa kah Pathen, Abraham kah Pathen neh Isaak kah birhihnahte kai taengah om pawt koinih kuttling la kai nan tueih tarha mai veh. Kai kah phacip phabaem neh ka kut kah a thatloh te Pathenloh a hmuh dongah ni hlaem yin ah a tluung,” a ti nah.
43 Og Laban svarede og sagde til Jakob: De Døtre ere mine Døtre, og de Sønner ere mine Sønner, og det Kvæg er mit Kvæg, og alt det, du ser, er mit; hvad skulde jeg gøre imod disse mine Døtre i Dag eller imod deres Sønner, som de have født?
Laban long khaw Jakob tea doo vaengah, “Hutarhoek te kai canurhoek tih tongparhoek te khaw kai ca rhoek ni. Boiva te khaw kai kah boiva tih namah loh na hmuh boeih te kai koe ni. Tedae tihninah ka canu rhoek, amih ham neh amih loh a sak camoerhoek ham balae ka saii thai voel.
44 Saa kom nu, lad os gøre en Pagt, jeg og du, og det skal være til et Vidne imellem mig og imellem dig.
Te dongah halo laeh! Kai neh nang paipi sai sih lamtah kai laklo nang lakloah laipai la om saeh,” a ti nah.
45 Da tog Jakob en Sten og rejste den op til et Mindesmærke.
Te dongah Jakob loh lungtoa rhuh tih kaamlaa ling.
46 Og Jakob sagde til sine Brødre: Sanker Stene; og de toge Stene og gjorde en Hob, og de aade der paa Hoben.
Te phoeiah Jakob loh amah kah paca boeina rhoek la, “Lungto rhut uh,” a ti nah. Lungto te a rhuh uh tih lungkuklaa saii uh phoeiah tah lungkuk taengah buh pahoia caak uh.
47 Og Laban kaldte den Jegar Sahaduta, men Jakob kaldte den Gilead.
Te dongah tekah lungkuk te Laban loh Jegarsahduthaa sui tih Jakob loh Galeedlaa khue.
48 Da sagde Laban: Denne Hob skal være et Vidne i Dag imellem mig og imellem dig; derfor kaldte han dens Navn Gilead,
Te phoeiah Laban loh, “Tihninah hekah lungkuk loh kai laklo neh nang lakloah laipai la om coeng,” a ti dongah a mingte Galeeda sui.
49 og Mizpa; thi han sagde: Herren skal se til imellem mig og imellem dig; thi vi komme hverandre af Syne.
Te phoeiah, “Hlang hui taeng lamloh n'thuh vaengah kai laklo neh nang lakloah BOEIPA loh n'tawt saeh,” a ti dongah Mizpah a sui.
50 Dersom du vil gøre mine Døtre Fortræd, og dersom du vil tage Hustruer foruden mine Døtre, da er her vel ingen Mand hos os; men se, Gud er Vidne imellem mig og imellem dig.
Ka ca huta rhoek te khoemna phaep tih ka carhoek hmanah yuuna loh atah mamih taengah hlang om pawt dae kai neh nang laklo kah laipai tah Pathen ni tila hmu sih.
51 Og Laban sagde til Jakob: Se denne Hob, og se det Mindesmærke, som jeg har oprejst imellem mig og imellem dig,
Te phoeiah Laban loh Jakob te, “Lungkuk he khaw kaam he khaw ne, te ni kai laklo neh nang laklo ah kan thuinuet.
52 denne Hob skal være Vidne, og dette Mindesmærke skal være Vidne, at jeg skal ikke fare forbi denne Hob til dig, og at du skal ikke fare forbi denne Hob og dette Mindesmærke til mig, til det onde.
Boethae ham khaw hekah lungkuk neh kaam he tah kai loh nang taengla hekah lungkuk kan poeng pawt ham neh nang khaw kai taenglana poe pawt ham hekah lungkuk neh kaam he laipai la om saeh.
53 Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, skal dømme imellem os; og Jakob svor ved sin Fader Isaks Rædsel.
Abraham kah Pathen neh Nakhaw kah Pathen, a napa kah Pathen loh mamih lakloah laitloek uh saeh,” a ti nah. Te phoeiah Jakob loh a napa Isaak kah birhihnah neha toemngam.
54 Og Jakob slagtede et Offer paa Bjerget og bad sine Brødre til Maaltid; og de aade Brød og bleve paa Bjerget om Natten.
Te dongah Jakob loh tlang ah hmueiha nawn phoeiah buh ca la amah huiko tea khue. Buha caak uh phoeiah tlang ah rhaeh uh.
55 Men om Morgenen stod Laban aarle op og kyssede sine Sønner og sine Døtre og velsignede dem, og Laban drog hen og vendte tilbage til sit Sted.
Labante mincang ah thoo tih a carhoek neh a canurhoek tea mok. Te phoeiah amih te yoethen a paek. Te phoeiah cet tih Laban khaw amah hmuen la mael.
