Apostelenes gerninger 28
1 Og da vi nu vare reddede, saa fik vi at vide, at Øen hed Malta.
Biz ⱪutulup saⱪ-salamǝt ⱪirƣaⱪⱪa qiⱪⱪandin keyin, u aralning Malta dǝp atilidiƣanliⱪini bilduⱪ.
2 Og Barbarerne viste os en usædvanlig Menneskekærlighed; thi de tændte et Baal og toge sig af os alle for den frembrydende Regns og Kuldens Skyld.
Yǝrlik hǝlⱪ bizgǝ intayin meⱨribanliⱪ bilǝn muamilǝ ⱪildi; qünki u qaƣda yamƣur yeƣip, ⱨawa soƣuⱪ bolƣaqⱪa, ular gülhan yeⱪip bizni kütüwaldi.
3 Men da Paulus samlede en Bunke Ris og lagde paa Baalet, krøb der en Øgle ud paa Grund af Varmen og hængte sig fast ved hans Haand.
Pawlus bir baƣlam otun terip kelip otⱪa taxliwidi, issiⱪtin etilip qiⱪⱪan bir zǝⱨǝrlik yilan uning ⱪolini qixliginiqǝ qaplixiwaldi.
4 Da nu Barbarerne saa Dyret hænge ved hans Haand, sagde de til hverandre: „Sikkert er denne Mand en Morder, hvem Gengældelsen ikke har tilstedt at leve, skønt han er reddet fra Havet.‟
Xu yǝrliklǝr Pawlusning ⱪoliƣa yepixip turƣan yilanni kɵrüp, bir-birigǝ: — Bu adǝm qoⱪum bir ⱪatil ikǝn! Dengizdin ⱪutulup qiⱪⱪan bolsimu, «Adilliⱪ» uning tirik ⱪelixiƣa yol ⱪoymidi, — deyixti.
5 Men han rystede Dyret af i Ilden, og der skete ham intet ondt.
Lekin Pawlus yilanni otning iqigǝ silkip atti, ɵzi bolsa ⱨeqⱪandaⱪ zǝhim yemidi.
6 Men de ventede, at han skulde hovne op eller pludseligt falde død om. Men da de havde ventet længe og saa, at der ikke skete ham noget usædvanligt, kom de paa andre Tanker og sagde, at han var en Gud.
Hǝlⱪ uningƣa bǝdini ixxip ketidu yaki u tuyuⱪsiz yiⱪilip ɵlidu dǝp ⱪarap turatti. Lekin uzun waⱪit ⱪarap turup, uningda ⱨeqⱪandaⱪ binormal ⱨalǝtning bolmiƣanliⱪini kɵrüp, oyliƣinidin yenip: — Bu bir ilaⱨ bolsa kerǝk! — deyixti.
7 Men i Omegnen af dette Sted havde Øens fornemste Mand, ved Navn Publius, nogle Landejendomme. Han tog imod os og laante os venligt Herberge i tre Dage.
U yǝrning ǝtrapidiki yurtta, aral baxliⱪi (Publiyus dǝp atalƣan)ning birnǝqqǝ yǝr-etizliri bar idi. U bizni ɵyigǝ baxlap, üq kün ⱪizƣin meⱨman ⱪilip kütti.
8 Men det traf sig, at Publius's Fader laa syg af Feber og Blodgang. Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Hænderne paa ham og helbredte ham.
U qaƣda xundaⱪ boldiki, Publiyusning atisining ⱪizitmisi ɵrlǝp, tolƣaⱪ bolup yetip ⱪalƣanikǝn. Pawlus uning yeniƣa kirip, dua ⱪilip üstigǝ ⱪolini tǝgküzüp, uni saⱪaytip ⱪoydi.
9 Da dette var sket, kom ogsaa de andre paa Øen, som havde Sygdomme, til ham og bleve helbredede.
Xuningdin keyin araldiki ⱪalƣan kesǝllǝrning ⱨǝmmisi uning aldiƣa kelip, saⱪaytildi.
10 De viste os ogsaa megen Ære, og da vi sejlede bort, bragte de om Bord i Skibet, hvad vi trængte til.
Ular bizning ⱨɵrmitimizgǝ nurƣun sowƣatlarni beƣixliƣan bolup, ahirda bu yǝrdin yǝnǝ yolƣa qiⱪⱪan waⱪtimizda, bizni yolƣa lazimliⱪ nǝrsǝ-kerǝklǝr bilǝn tǝminlidi.
11 Men efter tre Maaneders Forløb sejlede vi da bort i et aleksandrinsk Skib, som havde haft Vinterleje ved Øen og førte Tvillingernes Mærke.
Malta arilida Iskǝndǝriyǝdin kǝlgǝn, bexiƣa «Samawiy Ⱪoxkezǝk» ilaⱨlirining nǝⱪixliri oyulƣan bir kemǝ ⱪixliƣanidi. Aralda üq ay turƣandin keyin, bu kemǝ bilǝn yolƣa qiⱪtuⱪ.
12 Og vi løb ind til Syrakus, hvor vi bleve tre Dage.
Sirakoza xǝⱨirigǝ kelip, u yǝrdǝ üq kün turduⱪ.
13 Derfra sejlede vi videre og kom til Regium, og efter en Dags Forløb fik vi Søndenvind og kom den næste Dag til Puteoli.
Andin aylinip mengip, [Italiyǝdiki] Regiyum xǝⱨirigǝ kǝlduⱪ. Ətisi xamal yɵnilixi ɵzgirip jǝnubtin qiⱪixi bilǝn, ikkinqi küni Puteoli xǝⱨirigǝ yetip kǝlduⱪ.
14 Der fandt vi Brødre og bleve opfordrede til at blive hos dem i syv Dage. Og saa droge vi til Rom.
U yǝrdǝ birnǝqqǝ ⱪerindaxlarni taptuⱪ, ularning ɵtünüxliri bilǝn biz ularda bir ⱨǝptǝ turduⱪ. Xundaⱪ ⱪilip biz Rim xǝⱨirigǝ yetip kǝlduⱪ.
15 Og Brødrene derfra, som havde hørt om os, kom os i Møde til Appius's Forum og Tres-Tabernæ. Og da Paulus saa dem, takkede han Gud og fattede Mod.
Keliwatⱪanliⱪimizdin hǝwǝr tapⱪan xu yǝrdiki ⱪerindaxlar bizni ⱪarxi elix üqün xǝⱨǝrdin qiⱪip ⱨǝtta «Apiyus baziri»ƣiqǝ, [bǝziliri] «Üq Saray»ƣiqǝ kǝlgǝnidi. Pawlus ularni kɵrgǝndǝ, Hudaƣa rǝⱨmǝt eytip, ƣǝyrǝtlǝndi.
16 Men da vi kom til Rom, [overgav Høvedsmanden Fangerne til Høvdingen for Livvagten. Dog] blev det tilstedt Paulus at bo for sig selv sammen med den Stridsmand, der bevogtede ham.
Rim xǝⱨirigǝ kirginimizdǝ, yüzbexi mǝⱨbuslarni orda ⱪarawul begigǝ tapxurdi; lekin Pawlusning birla kɵzǝtküqi lǝxkǝr bilǝn bir ɵydǝ ayrim turuxiƣa ruhsǝt ⱪilindi.
17 Men efter tre Dages Forløb skete det, at han sammenkaldte de fornemste iblandt Jøderne. Men da de vare forsamlede, sagde han til dem: „I Mænd, Brødre! uagtet jeg intet har gjort imod vort Folk eller de fædrene Skikke, er jeg fra Jerusalem overgiven som Fange i Romernes Hænder,
Üq kündin keyin, u u yǝrdiki Yǝⱨudiylarning kattiwaxlirini ɵzi bilǝn kɵrüxüxkǝ qaⱪirdi. Ular jǝm bolƣanda, u mundaⱪ dedi: — Ⱪerindaxlar! Mǝn hǝlⱪimizgǝ yaki ata-bowilirimizdin ⱪaldurulƣan ɵrp-adǝtlǝrgǝ ⱪarxi ⱨeqⱪandaⱪ ix ⱪilmiƣan bolsammu, Yerusalemda turƣinimda tutⱪun ⱪilinip rimliⱪlarning ⱪoliƣa tapxuruldum.
18 og disse vilde efter at have forhørt mig løslade mig, efterdi der ikke var nogen Dødsskyld hos mig.
Rimliⱪlar meni soraⱪⱪa tartip, mǝndǝ ɵlüm jazasiƣa mǝⱨkum ⱪilƣudǝk birǝr jinayǝt bolmiƣaqⱪa, meni ⱪoyuwǝtmǝkqi boldi.
19 Men da Jøderne gjorde Indsigelse, nødtes jeg til at skyde mig ind under Kejseren, dog ikke, som om jeg havde noget at anklage mit Folk for.
Lekin Yǝⱨudiylar buningƣa ⱪarxiliⱪ bildürgǝqkǝ, Ⱪǝysǝrgǝ murajiǝt ⱪilixⱪa mǝjbur boldum. Bularni deginim bilǝn, bu mening ɵz hǝlⱪim üstidin xikayitim bar degǝnlikim ǝmǝs.
20 Af denne Aarsag har jeg altsaa ladet eder kalde hid for at se og tale med eder; thi for Israels Haabs Skyld er jeg sluttet i denne Lænke.‟
Xu sǝwǝbtin mǝn silǝr bilǝn yüz kɵrüxüx wǝ bu ⱨǝⱪtǝ silǝrgǝ eytix üqün silǝrni bu yǝrgǝ qaⱪirdim. Qünki bu zǝnjir bilǝn baƣlinixning sǝwǝbi dǝl Israilning kütkǝn ümididur.
21 Men de sagde til ham: „Hverken have vi faaet Brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen og har meddelt eller sagt noget ondt om dig.
Ular Pawlusⱪa: — Biz bolsaⱪ Yǝⱨudiyǝdin sǝn toƣruluⱪ hǝt almiduⱪ, yaki u yǝrdin kǝlgǝn ⱪerindaxlarning ⱨeqⱪaysisimu sǝn toƣruluⱪ birǝr yaman hǝwǝr ǝkǝlmidi yaki yaman gepingni ⱪilmidi.
22 Men vi ønske at høre af dig, hvad du tænker; thi om dette Parti er det os bekendt, at det alle Vegne finder Modsigelse.‟
Lekin sening pikirliringni angliƣumiz bar. Qünki ⱨǝmmǝ yǝrdǝ kixilǝrning [sǝn tǝwǝ bolƣan] bu mǝzⱨǝpkǝ ⱪarxi sɵzlǝwatⱪanliⱪidin hǝwirimiz bar! — deyixti.
23 Efter saa at have aftalt en Dag med ham, kom de til ham i Herberget i større Tal, og for dem forklarede han og vidnede om Guds Rige og søgte at overbevise dem om Jesus, baade ud af Mose Lov og af Profeterne, fra aarle om Morgenen indtil Aften.
Xuning bilǝn ular Pawlus bilǝn kɵrüxüxkǝ bir künni bekitti. U küni nurƣun kixilǝr uning turalƣusiƣa kǝlgǝnidi; u tang atⱪandin kǝqkiqǝ ularƣa [sɵz-kalamni] xǝrⱨlǝp, Hudaning padixaⱨliⱪi ⱨǝⱪⱪidǝ toluⱪ guwaⱨliⱪ berip, Tǝwrat ⱨǝm pǝyƣǝmbǝrlǝrning yazmiliridin nǝⱪil kǝltürüp, ularni Əysa toƣruluⱪ ⱪayil ⱪilixⱪa küqidi.
24 Og nogle lode sig overbevise af det, som blev sagt, men andre troede ikke.
Uning sɵzlirigǝ bǝzilǝr ixǝndürüldi, bǝzilǝr ixinixni rǝt ⱪildi.
25 Og under indbyrdes Uenighed gik de bort, da Paulus havde sagt dette ene Ord: „Rettelig har den Helligaand talt ved Profeten Esajas til eders Fædre og sagt:
Ular Pawlusning mundaⱪ bir sɵzni ⱪilixi bilǝn ɵzara kelixǝlmǝy ⱪaytip kǝtti. U mundaⱪ dedi: — Muⱪǝddǝs Roⱨ Yǝxaya pǝyƣǝmbǝr arⱪiliⱪ ata-bowilirimizƣa munu sɵzni dǝl jayida eytⱪan:
26 „Gaa hen til dette Folk og sig: I skulle høre med eders Øren og ikke forstaa og se med eders Øjne og ikke se;
— «Barƣin; muxu hǝlⱪⱪǝ mundaⱪ dǝp eytⱪin: — «Silǝr anglaxni anglaysilǝr, biraⱪ qüxǝnmǝysilǝr; Kɵrüxni kɵrüsilǝr, biraⱪ bilip yǝtmǝysilǝr.
27 thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se med Øjnene og høre med Ørene og forstaa med Hjertet og omvende sig, saa jeg kunde helbrede dem.‟
Qünki muxu hǝlⱪning yürikini may ⱪaplap kǝtkǝn, Ular angliƣanda ⱪulaⱪlirini eƣir ⱪiliwalƣan, Ular kɵzlirini yumuwalƣan; Undaⱪ bolmisidi, ular kɵzliri bilǝn kɵrüp, Ⱪuliⱪi bilǝn anglap, Kɵngli bilǝn qüxinip, Ɵz yolidin yanduruluxi bilǝn, Mǝn ularni saⱪaytⱪan bolattim»».
28 Derfor være det eder vitterligt, at denne Guds Frelse er sendt til Hedningerne; de skulle ogsaa høre.‟
Xunga bilixinglar kerǝkki, Hudaning bu nijatliⱪi yat ǝlliklǝrgǝ ǝwǝtiliwatidu. Ular bolsa uningƣa ⱪulaⱪ salmay ⱪalmaydu! — dedi. U bu sɵzlǝrni eytⱪanda Yǝⱨudiylar ɵz-ara ⱪattiⱪ talax-tartix ⱪilixip kǝtti.
29 [Og da han havde sagt dette, gik Jøderne bort, og der var stor Trætte imellem dem indbyrdes.]
30 Men han blev hele to Aar i sit lejede Herberge og modtog alle, som kom til ham,
[Pawlus] ɵzi ijarigǝ alƣan ɵydǝ toluⱪ ikki yil turdi wǝ bu yǝrdǝ uning bilǝn kɵrüxüxkǝ kǝlgǝn ⱨǝmmǝ kixilǝrni ⱪobul ⱪilip,
31 idet han prædikede Guds Rige og lærte om den Herre Jesus med al Frimodighed, uhindret.
tolimu yürǝklik bilǝn ⱨǝm ⱨeq tosalƣuƣa uqrimay, Hudaning padixaⱨliⱪini jar ⱪilip, Rǝb Əysa Mǝsiⱨkǝ dair ⱨǝⱪiⱪǝtlǝrni yǝtküzüp tǝlim bǝrdi.
