詩篇 142

1 我高聲向上主呼求， 我高聲向天主求助。

En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

2 我向他傾吐我的愁苦，我向他陳訴我的憂慮。

Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

3 當我精神愁苦的時候，惟有您知悉我的路途。在我行走的道路途中；他們給我設下陷阱。

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

4 我向右觀察細看，沒有一個熟悉我的人！沒有一人我可投奔，沒有一人為我操心。

Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

5 上主，我今呼號說：你是我的避難所，在這活人的地方，你就是我的福爵。

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

6 求您傾聽我的哀號，因我十分可憐無靠，求您救我脫離迫害我的人，因他們是比我強悍的人。

HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

7 求您引領我出離監牢，好讓我讚美您的名號。義人前呼後擁歡迎我，因為您大量恩待了我。

Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.