Joba 36
1 Elihu loh koep a cong tih,
Og videre sagde Elihu:
2 “Kamah taengah bet m'bulbo uh lamtah nangmih te olthui khaw Pathen yueng la koep kan thui eh.
Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.
3 Ka poeknah he khohla lamloh kam phueih tih duengnah he kai aka saii ham ni ka khueh.
Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;
4 Ka olthui he a honghi pawt dongah nang taengkah lungming khaw a cuemthuek ham tueng pai.
thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.
5 Pathen tah khuet tih lungbuei thadueng a khuet te a sit moenih ne.
Se, Gud forkaster det stive Sind,
6 Halang te hlun pawt tih mangdaeng te tiktamnah la a paek.
den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han faa deres Ret,
7 A mik te hlangdueng taeng lamloh khap pawt tih manghai rhoek te ngolkhoel dongah a ngol sak. Te phoeiah amih a yoeyah la a thuung tih a sang sak.
fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger paa Tronen i Højhed.
8 Tedae hmaipom neh pin uh tih phacip phabaem rhuihet neh a tuuk uh atah,
Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Baand,
9 Amih kah bisai neh a boekoeknah dongah a len uh te khaw amih taengah a thui pah.
saa viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,
10 Thuituennah hamla amih hna te a vueh pah tih boethae lamloh mael hamla a thui pah.
aabner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.
11 A hnatun uh tih tho a thueng koinih a khohnin then neh thok tih a kum te a naepnoi la boeih.
Hvis de saa hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres Aar.
12 Tedae a hnatun uh pawt atah pumcumnah neh a paan uh vetih mingnah aka tal bangla pal uh ni.
Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Aanden i Uforstand.
13 Lungbuei lailak rhoek loh thintoek a khueh uh tih amih a khih vaengah pataeng bomnah bih pawh.
Men vanhellige Hjerter forbitres; naar han binder dem, raaber de ikke om Hjælp;
14 Amih hinglu te camoe la, a hingnah khaw hlanghalh lakli ah duek.
i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv faar Mandsskøgers Lod.
15 A phacip phabaem vaengah mangdaeng khaw a pumcum sak tih a hna te nennah neh a toeh.
Den elendige frelser han ved hans Elende og aabner hans Øre ved Trængsel.
16 Rhal ka lamloh hmuenka la nang m'poh. Te lam te mangdaeng mangtok om pawt tih na caboei dongkah mongnah maehhloi ngang.
Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.
17 Halang kah dumlai khaw na cung sak tih dumlai neh laitloeknah loh m'moep.
Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.
18 Kosi loh nang te boeinah neh m'vuet ve ne. Te dongah tlansum cungkuem loh nang m'phaelh boel.
Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!
19 Rhal khuiah pawt khaw, na bombihnah neh thadueng, thayung boeih loh m'khoembael aya?
Kan vel dit Skrig gøre Ende paa Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?
20 A hmuikah pilnam a khum sak ham khoyin khaw hloem aih boeh.
Ej maa du længes efter Natten, som opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;
21 Ngaithuen, boethae taengla mael boeh. Te te phacip phabaem lakah te na tuek coeng te.
va'r dig og vend dig ikke til Uret, saa du foretrækker ondt for at lide.
22 Pathen tah amah thadueng neh thaphoh uh coeng ke. Amah bangla unim aka saya?
Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?
23 Anih ham a longpuei te u long nim a tae pah tih u long nim, 'Dumlai na saii,’ a ti nah.
Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: »Du gjorde Uret!«
24 Amah kah bisai na rhoeng sak ham te poek. Te ni hlang rhoek loh a hlai uh.
Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!
25 Hlang boeih loh te te a hmuh uh tih hlanghing loh khohla lamkah a paelki.
Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.
26 Pathen tah a len dongah a kum tarhing te m'ming uh lek pawt tih khenah lek pawh.
Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal paa hans Aar kan ikke findes.
27 Tui dongkah aangpi a yoek tih khotlan te a tuihu lamloh a ciil.
Thi Draaber drager han ud af Havet, i hans Taage siver de ned som Regn,
28 Khomong khaw cip tih hlang soah muep pha.
og Skyerne lader den strømme og dryppe paa mange Folk.
29 Khomai maiyan neh a dungtlungim kah pang ol a yakming mai ngawn.
Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?
30 A vangnah loh a taengah a kah tih tuitunli yung duela a khuk.
Se, han breder sin Taage om sig og skjuler Havets Rødder;
31 Te nen te pilnam taengah lai a tloek tih a yet taengah caak a paek.
Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;
32 A kut dongkah vangnah loh a khuk tih phek a cuuk ham khaw te te a uen.
han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Maalet;
33 A khohum loh amah kawng te a doek tih boiva pataeng thintoek neh cet.
hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.
