Joba 37
1 He dongah ka lungbuei lakueng tih a hmuen lamloh cungpet.
Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!
2 A ol dongkah khoponah te hnatun hnatun. A ka lamloh caitawknah thoeng.
Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der gaar fra hans Mund!
3 Vaan boeih hmuiah a hlah tih a vangnah loh diklai hmoi duela pawk.
Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;
4 A hnukkah a kawk ol khaw a hoemdamnah ol neh hum tih a ol a yaak vaengah rhaek uelh sak boeh.
efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke paa Lyn, imedens hans Stemme høres.
5 Pathen loh a ol neh khobaerhambae a saii khungdaeng tih hum dae m'ming uh moenih.
Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.
6 Vuelsong neh khotlan khonal te, 'Diklai ah om saeh,’ a ti vaengah khotlan khonal khaw a sarhi tak.
Thi han siger til Sneen: »Fald ned paa Jorden!« til Byger og Regnskyl: »Bliv stærke!«
7 Amah kutngo hlang boeih ming sak ham hlang boeih kah kut te rhodaek a soei pah.
For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle maa kende hans Gerning.
8 Te vaengah mulhing khaw a khui la kun tih a khuisaek ah kho a sak.
De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:
9 Cangpalam te imkhui lamloh, khosik te tlangpuei lamloh ha thoeng.
Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.
10 Pathen kah hiil lamloh rhaelnu khaw a khueh tih tui daang mangdaeng mangtok la om.
Ved Guds Aande bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.
11 Khomai te cingtui loh a rhih sak tih cingmai loh amah kah vangnah te a taekyak.
Saa fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;
12 Te khaw diklai kah lunglai hman ah a uen boeih te saii hamla a niing, a niing dongah kuluk la a hil.
det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, paa hele den vide Jord,
13 Te te caitueng lam khaw, a khohmuen ham khaw, sitlohnah ham khaw a thoeng sak.
hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.
14 Job, he he hnakaeng lah. Pai lamtah Pathen kah khobaerhambae he yakming lah.
Job du maa lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!
15 Te rhoek soah Pathen loh a khueh tih a cingmai kah vangnah a sae te na ming a?
Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys straale frem fra sin Sky?
16 Poeknah rhuemtuet, mangvawt khomai a haainah te na ming a?
Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?
17 Tuithim loh khohmuen a mong sak vaengah na himbai te aka bae sak,
Du, hvis Klæder ophedes, naar Jorden døser ved Søndenvind?
18 Hmaidan a hlawn bangla khomong a thah la amah taengah na nulh thai aya?
Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?
19 Amah taengah metla n'thui ham khaw kaimih tueng lah. Hmaisuep hmai ah n'tawn uh thai pawt oe.
Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi faa frem for Mørke.
20 Hlang loh a dolh hamla thui cakhaw ka thui bangla amah taengah a tae pa aya?
Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?
21 Tahae ah khaw vangnah a hmuh uh moenih. A aa te khohli loh a yawn tih a caihcil hnukkah khomong dongah tueng.
Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,
22 Tlangpuei lamkah sui te mueithennah rhih om Pathen taengla pawk.
fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,
23 Tlungthang te thadueng a len dongah a tiktamnah m'hmuh lek moenih. Duengnah khaw a cungkuem dongah hlang a phaep moenih.
og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig paa Retfærd bøjer han ikke Retten;
24 Hlang rhoek loh amah te a rhih uh tangloeng dongah lungbuei aka cueih rhoek takuem khaw a sawt moenih,” a ti.
derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.
