Patukkung 3
1 Hmuen boih hanah atue to oh, van tlim ah sak atimhaih hmuennawk nuiah khaeh ih atue to oh boih:
Alt har sin Stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid:
2 tapenhaih atue oh, duekhaih atue oh; patithaih atue oh, patit ih akung aphonghaih atue doeh oh,
Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde,
3 humhaih atue oh, ngantuihaih atue oh; phraekhaih atue oh, sakhaih atue oh.
Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid til at opbygge,
4 Qahhaih atue oh, pahnuihaih atue oh; palungsethaih atue oh, hnawhaih atue oh,
Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til at danse,
5 thlungnawk vah phaenghaih atue oh, nawnto pakhueng lethaih atue oh; takoihaih atue oh, takoih han ayae ih atue oh,
Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til at favne og Tid til ikke at favne,
6 hakhaih atue oh, sunghaih atue oh; pakuemhaih atue oh moe, vahhaih atue oh,
Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til at bortkaste,
7 abuuhaih atue oh, huihhaih atue oh; anghngai duemhaih atue oh, lok apaehhaih atue oh,
Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til at tale,
8 amlunghaih atue oh, hnukmahaih atue oh; misatukhaih atue oh, angdaehhaih atue oh.
Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til Fred.
9 Toksah kami mah tha pathok moe, toksakhaih atho timaw oh?
Hvad Løn for sin Flid har da den, der arbejder?
10 Kaminawk mah sak hanah, Sithaw mah paek ih hmuenzit to ka hnuk boeh.
Jeg saa det Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.
11 Hmuen boih hae Angmah ni angmah ih atue thuem ah khet kamcuk ah sak; Sithaw mah sak ih tok amtonghaih hoi boeng khoek to mi mah doeh hnuk thai han ai ah, nihcae palungthin thungah boeng thai ai panoek koehhaih to a suek pae.
Alt har han skabt smukt til rette Tid; ogsaa Evigheden har han lagt i deres Hjerte, dog saaledes at Menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.
12 Hing thung kami loe anghoe moe, kahoih hmuen sak pongah kahoih kue hmuen tidoeh om ai boeh, tiah ka panoek.
Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet Gode for dem end at glæde sig og have det godt, saa længe de lever.
13 Sithaw mah paek ih tangqum ah oh pongah ni, kami boih mah caak o thaih, naek o thaih moe, a toksakhaih atho to kanawm ah patoh o thaih.
Dog ogsaa det at spise og drikke og nyde det gode under al sin Flid er for hvert Menneske en Guds Gave.
14 Sithaw mah sak ih hmuen boih, dungzan khoek to om tih, tiah ka panoek; maeto doeh patomh thai mak ai, maeto doeh azuk ving thai mak ai; kami mah anih to khingza thai hanah, Sithaw mah to tiah sak.
Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at noget kan føjes til eller tages fra; og saaledes har Gud gjort det, for at man skal frygte for hans Aasyn.
15 Vaihi ih kaom hmuen loe kaom tangcae hmuen hoiah anghmong; kaom han koi hmuen doeh kaom tangcae hmuen baktiah ni oh; kalaem tangcae hmuennawk to Sithaw mah omsak let tih.
Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede været; Gud leder det svundne op.
16 Ni tlim ah kaom lokcaekhaih ahmuen ah kasae sakhaih oh; toenghaih ahmuen ah sakpazaehaih to oh.
Fremdeles saa jeg under Solen, at Gudløshed var paa Rettens Sted og Gudløshed paa Retfærds Sted.
17 Sithaw mah katoeng kami hoi kasae kami to lokcaek hmaek tih, tiah ka panoek; to pongah tok amsakhaih atue oh moe, toksakhaih atue doeh oh.
Jeg sagde ved mig selv: »Den retfærdige og den gudløse dømmer Gud; thi for hver en Ting og hver en Idræt har han fastsat en Tid.«
18 Kami capanawk khosakhaih kawng pongah hae tiah ka poek; kaminawk mah angmacae hoi angmacae to kasan moinawk baktiah ni ka oh o, tiah panoek o thai hanah, Sithaw mah nihcae khaeah amtuengsak tih.
Jeg sagde ved mig selv: »Det er for Menneskenes Skyld, for at Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er Dyr.«
19 Kaminawk ih taham loe moinawk ih taham hoiah anghmong; to tiah kanghmong taham to ni nihnik mah zing hoi hmaek; maeto duek baktiah, kalah maeto doeh duek toeng; ue, nihnik loe anghahhaih takhi maeto ni tawnh hoi; kami loe moi pongah amek kuehaih om ai; hmuen boih loe azom pui ni.
Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme Aand har de alle; Mennesket har intet forud for Dyrene, thi alt er Tomhed.
20 Hmuen boih ahmuen maeto ah ni caeh o; hmuen boih maiphu hoiah tacawt o baktih toengah, maiphu ah amlaem o boih let.
Alle gaar sammesteds hen, alle blev til af Muld, og alle vender tilbage til Mulden.
21 Toe kami ih pakhra loe ranui bangah caeh tahang moe, moi ih pakhra loe long ah caeh tathuk, tiah mi mah maw panoek?
Hvo ved, om Menneskenes Aand stiger opad, og om Dyrenes Aand farer nedad til Jorden?
22 To pongah kami loe angmah ih taham ah kaom, a sak ih tok nuiah anghoe pongah kahoih kue, tidoeh om ai boeh, tiah ka panoek; anih pacoengah timaw om vop tih, tiah panoek thai hanah, mi mah maw anih to patuek tih?
Saaledes indsaa jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham saa vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død?
