Proverbs 7
1 Ọmọ mi, pa ọ̀rọ̀ mi mọ́, sì fi àwọn òfin mi pamọ́ sínú ọkàn rẹ.
Min sønn, bevar mine ord og gjem mine bud hos dig!
2 Pa òfin mi mọ́, ìwọ yóò sì yè tọ́jú ẹ̀kọ́ mi bí ẹyinlójú rẹ.
Bevar mine bud, så skal du leve, bevar min lære som din øiesten!
3 Kọ wọ́n sí ọwọ́ òsì rẹ, má ṣe fi jẹun kọ wọ́n sí inú wàláà àyà rẹ.
Bind dem på dine fingrer, skriv dem på ditt hjertes tavle!
4 Wí fún ọgbọ́n pé, “Ìwọ ni arábìnrin mi,” sì pe òye ní ìbátan rẹ.
Si til visdommen: Du er min søster, og kall forstanden din kjenning,
5 Wọn yóò pa ó mọ́ kúrò lọ́wọ́ obìnrin alágbèrè, kúrò lọ́wọ́ àjèjì obìnrin àti ọ̀rọ̀ ìtànjẹ rẹ̀.
forat den må bevare dig fra annen manns hustru, fra fremmede kvinner, som taler glatte ord.
6 Ní ojú fèrèsé ilé è mi mo wo ìta láti ojú fèrèsé.
For jeg så engang ut av vinduet på mitt hus, gjennem mitt gitter,
7 Mo rí i láàrín àwọn aláìmọ̀kan mo sì kíyèsi láàrín àwọn ọ̀dọ́kùnrin, ọ̀dọ́ kan tí ó ṣe aláìgbọ́n.
og da så jeg blandt de uerfarne, jeg blev var blandt de unge en uforstandig gutt,
8 Ó ń lọ ní pópónà ní tòsí i ilé alágbèrè obìnrin náà, ó ń rìn lọ sí ọ̀nà ilé e rẹ̀.
som gikk forbi på gaten ved hennes hjørne og gikk frem på veien til hennes hus,
9 Ní ìrọ̀lẹ́ bí oòrùn ṣe ń wọ̀, bí òkùnkùn ṣe ń bo ni lára.
i skumringen, da dagen var til ende, i dyp natt og mørke.
10 Bẹ́ẹ̀ ni obìnrin kan jáde wá láti pàdé rẹ̀, ó múra bí panṣágà pẹ̀lú ètè búburú.
Da kom en kvinne ham i møte i en skjøges klær og med svikefullt hjerte.
11 (Ó jẹ́ aláriwo àti alágídí, ìdí rẹ̀ kì í jókòó nílé;
Vill er hun og kåt; hennes føtter er ikke i ro i hennes hus.
12 bí ó ti ń já níhìn-ín ní ó ń já lọ́hùn ún gbogbo orígun ni ó ti ń ba ní ibùba.)
Snart er hun på gater, snart på torver, og ved hvert hjørne lurer hun.
13 Ó dìímú, ó sì fẹnukò ó ní ẹnu pẹ̀lú ojú díndín ó wí pé,
Og hun tok fatt på ham og kysset ham, og med frekt åsyn sa hun til ham:
14 “Mo ní ọrẹ àlàáfíà ní ilé; lónìí ni mo san ẹ̀jẹ́ mi.
Takkoffer skulde jeg bære frem, og idag har jeg innfridd mine løfter;
15 Nítorí náà ni n o ṣe jáde wá pàdé è rẹ; mo wá ọ káàkiri mo sì ti rí ọ!
derfor gikk jeg ut for å møte dig, for å søke dig op, og jeg fant dig.
16 Mo ti tẹ́ ibùsùn mi pẹ̀lú aṣọ aláràbarà láti ilẹ̀ Ejibiti.
Jeg har bredt tepper over min seng, brokete tepper av egyptisk garn.
17 Mo ti fi nǹkan olóòórùn dídùn sí ibùsùn mi bí i òjìá, aloe àti kinamoni.
Jeg har strødd mitt leie med myrra, aloë og kanel.
18 Wá, jẹ́ kí a lo ìfẹ́ papọ̀ ní kíkún títí di àárọ̀; jẹ́ kí a gbádùn ara wa pẹ̀lú ìfẹ́!
Kom, la oss beruse oss i kjærlighet inntil morgenen, fryde oss i elskov!
19 Ọkọ ọ̀ mi ò sí nílé; ó ti lọ sí ìrìnàjò jíjìn.
For min mann er ikke hjemme, han er reist langt bort;
20 Ó mú owó púpọ̀ lọ́wọ́ kò sì ní darí dé kí ó tó di ọ̀sán.”
pengepungen tok han med sig, først ved fullmåne kommer han hjem.
21 Pẹ̀lú ọ̀rọ̀ dídùn ó sì í lọ́nà; ó tàn án jẹ pẹ̀lú ẹnu dídùn.
Hun fikk lokket ham ved sin sterke overtalelse, ved sine glatte leber forførte hun ham.
22 Òun sì tọ̀ ọ́ lọ lẹsẹ̀ kan náà, bí i màlúù tí ń lọ sí ibi pípa, tàbí bí àgbọ̀nrín tí ń lọ sí ibi okùn ìso.
Han følger henne straks, lik en okse som går til slakterbenken, som i fotjern, hvormed dåren tuktes,
23 Títí tí ọ̀kọ̀ fi gún un ní ẹ̀dọ̀, bí ẹyẹ ṣe ń fẹ́ wọ inú okùn, láìmọ̀ pé yóò gba ẹ̀mí òun.
inntil pilen kløver hans lever - likesom fuglen haster til snaren og ikke vet at det gjelder dens liv.
24 Nítorí náà báyìí ẹ̀yin ọmọ mi, tẹ́tí sí mi fọkàn sí nǹkan tí mo sọ.
Så hør nu på mig, barn, og akt på min munns ord!
25 Má ṣe jẹ́ kí ọkàn rẹ kí ó yà sí ọ̀nà rẹ̀, tàbí kí ó rìn lọ sí ipa ọ̀nà rẹ̀.
La ikke ditt hjerte vende sig til hennes veier, forvill dig ikke inn på hennes stier!
26 Ọ̀pọ̀lọpọ̀ ni àwọn tí ó ti fà lulẹ̀. Ogunlọ́gọ̀ àwọn alágbára ni ó ti pa.
For mange som har fått ulivssår, har hun fellet, og mangfoldige er de hun har slått ihjel;
