Rimliⱪlarƣa 9
1 Mǝn Mǝsiⱨtǝ ⱨǝⱪiⱪǝtni sɵzlǝymǝn, yalƣan gǝp eytmaymǝn, wijdanim Muⱪǝddǝs Roⱨning ilkidǝ bolup ɵzǝmgǝ guwaⱨliⱪ ⱪilmaⱪta —
Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Helligaand,
2 Ⱪǝlbimdǝ zor dǝrd-ǝlǝm wǝ tügimǝs azab bar.
at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte.
3 Qünki mening buradǝrlirim, yǝni jismaniy jǝⱨǝttiki ⱪerindaxlirim bolƣan Israillarni [nijat tapⱪuzalisam] [Hudaning] lǝnitigǝ ⱪelip Mǝsiⱨtin mǝⱨrum ⱪiliniximni tilǝxkǝ razi idim; ular Israillar! — ularƣa oƣulluⱪ ⱨoⱪuⱪi, [Hudaning] xan-xǝripining ayan ⱪilinixi, ǝⱨdiliri, Tǝwrat ⱪanunining amanǝt boluxi, ibadǝt hizmǝtliri wǝ [Tǝwrat] wǝdiliri nesiwǝ ⱪilindi.
Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet,
de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkaarelsen og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre,
5 Uluƣ [ibraniy] ata-bowiliri ularningkidur; jismaniy jǝⱨǝttǝ Mǝsiⱨ ularning ǝjdadidur. U barliⱪ mǝwjudat üstidin ⱨɵküm sürgüqi, mǝnggü mubarǝk Hudadur. Amin! (aiōn g165)
hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han, som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen. (aiōn g165)
6 — Biraⱪ Hudaning [Israilƣa bolƣan] sɵzi bikar boldi, demǝymǝn; qünki Israildin bolƣanlarning ⱨǝmmisila ⱨǝⱪiⱪiy Israil ⱨesablanmaydu;
Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme fra Israel, ere Israel;
7 xuningdǝk, Ibraⱨimning ǝwladliri bolsimu, ⱨǝmmisila uning pǝrzǝntliri ⱨesablanmaydu. Qünki [muⱪǝddǝs yazmilarda Ibraⱨimƣa]: «Isⱨaⱪtin tɵrǝlgǝnlǝrla sening nǝsling ⱨesablinidu» — deyilgǝn.
ej heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: „I Isak skal en Sæd faa Navn efter dig.”
8 Demǝk, jismaniy jǝⱨǝttin [Ibraⱨimdin] tɵrǝlgǝn pǝrzǝntlǝr Hudaning pǝrzǝntliri boliwǝrmǝydu, bǝlki [Hudaning] wǝdisi arⱪiliⱪ tɵrǝlgǝnlǝr [Ibraⱨimning] ⱨǝⱪiⱪiy nǝsli ⱨesablinidu.
Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens Børn regnes for Sæd.
9 Qünki Hudaning bǝrgǝn wǝdisi mundaⱪ idi: «[Kelǝr yili] muxu qaƣda ⱪaytip kelimǝn, Saraⱨ bir oƣulƣa ana bolidu».
Thi et Forjættelsesord er dette: „Ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.”
10 Uning üstigǝ, Riwkaⱨ bir ǝrdin, yǝni ǝjdadimiz Isⱨaⱪtin [ⱪoxkezǝkgǝ] ⱨamilidar bolƣanda,
Men saaledes skete det ikke alene dengang, men ogsaa med Rebekka, da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader.
11 Pǝrzǝntliri tehi tuƣulmiƣanda, ⱨeqⱪandaⱪ yahxi yaki yaman ixnimu ⱪilmasta, Huda Ɵzining adǝmlǝrni tallaxtiki muddiasining ularning ⱪilƣan ix-ǝmǝllirigǝ ǝmǝs, pǝⱪǝt Qaⱪirƣuqi bolƣanning iradisigǝ asaslanƣanliⱪini kɵrsitix üqün, Riwkaⱨƣa: «Qongi kiqikining hizmitini ⱪilidu» — deyilgǝnidi.
Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde staa fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der kalder,
sagt til hende: „Den ældste skal tjene den yngste,”
13 Huddi yǝnǝ muⱪǝddǝs yazmilarda eytilƣinidǝk: «Yaⱪupni sɵydüm, Əsawdin nǝprǝtlǝndim».
som der er skrevet: „Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.”
14 Undaⱪta, bularƣa nemǝ dǝyli? Hudada adalǝtsizlik barmu? Ⱨǝrgiz yoⱪ!
Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!
15 Qünki Huda Musaƣa mundaⱪ degǝn: — «Kimgǝ rǝⱨim ⱪilƣum kǝlsǝ, xuningƣa rǝⱨim ⱪilimǝn, Kimgǝ iq aƣritⱪum kǝlsǝ, xuningƣa iq aƣritimǝn».
Thi han siger til Moses: „Jeg vil være barmhjertig imod den, hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over.”
16 Demǝk, bu ix insanning iradisigǝ yaki ularning tirixqanliⱪiƣa ǝmǝs, bǝlki rǝⱨimdilliⱪ kɵrsǝtküqi Hudaƣa baƣliⱪtur.
Altsaa staar det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig.
17 Qünki Huda muⱪǝddǝs yazmilarda Pirǝwngǝ mundaⱪ degǝn: — «Mening seni tikliximdiki mǝⱪsǝt dǝl xuki, ⱪudritimni üstüngdǝ kɵrsitix ⱨǝmdǝ namimning pütkül jaⱨanƣa jakarlinixi».
Thi Skriften siger til Farao: „Netop derfor lod jeg dig fremstaa, for at jeg kunde vise min Magt paa dig, og for at mit Navn skulde forkyndes paa hele Jorden.”
18 Demǝk, Huda haliƣiniƣa rǝⱨim ⱪilidu, haliƣinini tax yürǝk ⱪilidu.
Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.
19 Əmdi bǝlkim sǝn manga: «Hudaning iradisigǝ ⱨeqkim ⱪarxi qiⱪalmaydiƣan tursa, undaⱪta Huda nemǝ üqün insanni ǝyiblǝydu?» — deyixing mumkin.
Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem staar hans Villie imod?
20 Biraⱪ, ǝy insan, Huda bilǝn takallaxⱪudǝk kimsǝn? Ⱪelipta xǝkillǝndürüliwatⱪan nǝrsǝ ɵzini xǝkillǝndürgüqigǝ: — «Meni nemǝ üqün bundaⱪ yasiding?» — deyǝlǝmdu?
Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som gaar i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig saaledes?
21 Humdanqining ohxax bir kallǝk laydin esil orunƣa ixlitidiƣan ⱪaqimu, xundaⱪla adǝttiki orunƣa ixlitidiƣan ⱪaqimu yasax ⱨoⱪuⱪi yoⱪmu?
Eller har Pottemageren ikke Raadighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære?
22 Huda Ɵz ƣǝzipini kɵrsitixni wǝ küq-ⱪudritini tonutuxni niyǝt ⱪilƣan bolsa, ƣǝzipigǝ layiⱪ bolƣan, ⱨalakǝtkǝ tǝyyarlanƣan «ⱪaqilar»ƣa adǝttin taxⱪiri sǝwrqanliⱪ bilǝn kɵksi-ⱪarnini kǝng ⱪilip kǝlgǝn bolsa, uningƣa nemǝ boptu?
Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed taalte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse,
23 Wǝ xuning bilǝn Ɵzining rǝⱨim-xǝpⱪitining nixani ⱪilƣan wǝ xan-xǝrǝpkǝ muyǝssǝr boluxⱪa aldin’ala tǝyyarliƣan «ⱪaqilar»da, yǝni Ɵzi Yǝⱨudiylar arisidinla ǝmǝs, bǝlki ǝllǝr arisidinmu qaⱪirƣan bizlǝrdǝ xan-xǝripining qǝksizlikini namayan ⱪilix üqün xundaⱪ ⱪilixni haliƣan bolsa, buningƣa nemǝ boptu?
ogsaa for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed?
Og hertil kaldte han ogsaa os, ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger,
25 Bu huddi Hudaning Ⱨoxiya pǝyƣǝmbǝr arⱪiliⱪ eytⱪinidǝk: — «Əsli hǝlⱪim ⱨesablanmiƣan hǝlⱪni hǝlⱪim, Əsli sɵymigǝnlǝrni sɵygǝnlirim dǝymǝn»;
som han ogsaa siger hos Hoseas: „Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede, den elskede;
26 wǝ yǝnǝ: — «Burun ularƣa: «Silǝr Mening hǝlⱪim ǝmǝssilǝr» deyilgǝn jayda, Kǝlgüsidǝ dǝl xu jayda ularƣa «Tirik Hudaning oƣulliri!» degǝn nam berilidu».
og det skal ske, at paa det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn.”
27 Yǝxaya pǝyƣǝmbǝrmu Israil toƣruluⱪ mundaⱪ jakarliƣanidi: — «Israillarning sani dengiz saⱨilidiki ⱪumdǝk kɵp bolsimu, lekin pǝⱪǝt birla «ⱪaldi» ⱪutⱪuzulidu;
Men Esajas udraaber over Israel: „Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, saa skal kun Levningen frelses.
28 qünki, Pǝrwǝrdigar Ɵz ixini tügitiwetip, ⱨǝⱪⱪaniyliⱪ bilǝn tezdin uni ijra ⱪilidu; qünki U yǝr yüzidǝ ⱨɵkümini tǝltɵküs wǝ tez ijra ⱪilidu».
Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det paa Jorden.”
29 Yǝxaya pǝyƣǝmbǝr yǝnǝ aldin eytⱪinidǝk: — «Əgǝr samawi ⱪoxunlarning Sǝrdari bolƣan Pǝrwǝrdigar bizgǝ bir nǝsil ⱪaldurmiƣan bolsa, Sodom xǝⱨiridǝk, Gomorra xǝⱨiridǝk [yoⱪalƣan] bolattuⱪ».
Og som Esajas forud har sagt: „Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra.”
30 Undaⱪta, bularƣa nemǝ deyiximiz kerǝk? Ⱨǝⱪⱪaniyliⱪⱪa intilmigǝn ǝlliklǝr ⱨǝⱪⱪaniyliⱪⱪa, yǝni etiⱪadⱪa asaslanƣan birhil ⱨǝⱪⱪaniyliⱪⱪa erixti.
Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig Retfærdigheden af Tro;
31 Lekin Israil ⱨǝⱪⱪaniyliⱪni kɵrsǝtkǝn Tǝwrat ⱪanuniƣa intilgini bilǝn ⱪanunning tǝlipigǝ yetǝlmidi.
men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, naaede ikke til en saadan Lov.
32 Nemǝ üqün? Qünki ularning [ⱨǝⱪⱪaniyliⱪⱪa] intilixi etiⱪad bilǝn ǝmǝs, bǝlki «sawabliⱪ ixlar» bilǝn idi. Ular «putlikaxang tax»ⱪa putlixip yiⱪilip qüxti;
Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Gerninger. De stødte an paa Anstødsstenen,
33 huddi [muⱪǝddǝs yazmilarda] yezilƣinidǝk: «Hǝlⱪni putlixidiƣan putlikaxang taxni, Adǝmni yiⱪitidiƣan ⱪoram taxni Zionƣa ⱪoydum, Uningƣa etiⱪad ⱪilƣuqi ⱨǝrgiz yǝrgǝ ⱪaritilip ⱪalmas».
som der er skrevet: „Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og den, som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme.”
