Zǝbur 64
1 Nǝƣmiqilǝrning bexiƣa tapxurulup oⱪulsun dǝp, Dawut yazƣan küy: — I Huda, aⱨlirimni kɵtürgǝndǝ, meni angliƣaysǝn! Ⱨayatimni düxmǝnning wǝⱨxilikidin ⱪuƣdiƣaysǝn!
Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Ⱪara niyǝtlǝrning yoxurun suyiⱪǝstliridin, Yamanliⱪ ǝyligüqi ⱪaƣa-ⱪuzƣunlardin aman ⱪilƣaysǝn.
Hør, o Gud, min Røst, naar jeg klager, skærm mit Liv mod den rædsomme Fjende;
3 Ular tillirini ⱪiliqtǝk ɵtkür bilidi; Mukǝmmǝl adǝmni yoxurun jaydin etix üqün, Ular oⱪini bǝtligǝndǝk zǝⱨǝrlik sɵzini tǝyyarlidi. Ular ⱪilqǝ ǝymǝnmǝy tuyuⱪsiz oⱪ qiⱪiridu.
skjul mig for Ugerningsmændenes Raad, for Udaadsmændenes travle Hob,
der hvæsser Tungen som Sværd, lægger giftige Ord paa Buen
5 Ular bǝtniyǝttǝ bir-birini riƣbǝtlǝndürüp, Yoxurun tuzaⱪ ⱪuruxni mǝsliⱨǝtlixip, «Bizni kim kɵrǝlǝytti?» — deyixmǝktǝ.
for i Løn at ramme den skyldfri, ramme ham brat og uset.
6 Ular ⱪǝbiⱨlikkǝ intilip: — «Biz izdinip, ǝtrapliⱪ bir tǝdbir tepip qiⱪtuⱪ!» — dǝydu; Insanning iq-baƣri wǝ ⱪǝlbi dǝrwǝⱪǝ qongⱪur wǝ [bilip bolmas] bir nǝrsidur!
Ihærdigt lægger de onde Raad, skryder af, at de lægger Snarer, siger: »Hvem skulde se os?«
7 Lekin Huda ularƣa oⱪ atidu; Ular tuyuⱪsiz zǝhimlinidu.
De udtænker onde Gerninger, fuldfører en gennemtænkt Tanke — og Menneskets Indre og Hjerte er dybt.
8 Ular ɵz tili bilǝn putlixidu; Ularni kɵrgǝnlǝrning ⱨǝmmisi ɵzini neri tartidu.
Da rammer Gud dem med en Pil, af Slaget rammes de brat;
9 Ⱨǝmmǝ adǝmni ⱪorⱪunq basidu; Ular Hudaning ixlirini bayan ⱪilidu, Bǝrⱨǝⱪ, ular uning ⱪilƣanlirini oylinip sawaⱪ alidu.
han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver, som ser dem, ryster paa Hovedet;
10 Ⱨǝⱪⱪaniylar Pǝrwǝrdigarda huxal bolup, Uningƣa tayinidu; Kɵngli durus adǝmlǝr roⱨlinip xadlinidu.
alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har gjort, og fatter hans Hænders Gerning; de retfærdige glædes i HERREN og lider paa ham, de oprigtige af Hjertet jubler til Hobe!
