Zǝbur 39
1 Nǝƣmiqilǝrning bexi Yǝdutunƣa tapxurulƣan, Dawut yazƣan küy: — «Tilim gunaⱨ ⱪilmisun dǝp, Yollirimƣa diⱪⱪǝt ⱪilimǝn; Rǝzillǝr kɵz aldimda bolsa, mǝn aƣzimƣa bir kɵxǝk salimǝn» — degǝnidim.
Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.
2 Mǝn süküt ⱪilip, zuwan sürmidim, Ⱨǝtta yahxiliⱪ toƣrisidiki sɵzlǝrnimu aƣzimdin qiⱪarmidim; Biraⱪ dil azabim tehimu ⱪozƣaldi.
Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.
3 Kɵnglümdǝ zǝrdǝm ⱪaynidi, Oylanƣanseri ot bolup yandi; Andin tilim ihtiyarsiz sɵzlǝp kǝtti.
Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.
4 I Pǝrwǝrdigar, ɵz ǝjilimni, Künlirimning ⱪanqilik ikǝnlikini manga ayan ⱪilƣin; Ajiz insan balisi ikǝnlikimni manga bildürgin.
Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.
5 Mana, Sǝn künlirimni pǝⱪǝt nǝqqǝ ƣeriqla ⱪilding, Sening aldingda ɵmrüm yoⱪ ⱨesabididur. Bǝrⱨǝⱪ, barliⱪ insanlar tik tursimu, pǝⱪǝt bir tiniⱪla, halas. (Selaⱨ)
Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.
6 Bǝrⱨǝⱪ, ⱨǝrbir insanning ⱨayati huddi bir kɵlǝnggidur, Ularning aldirap-saldiraxliri biⱨudǝ awariqiliktur; Ular bayliⱪlarni toplaydu, lekin keyin bu bayliⱪlarni kimning ⱪoliƣa juƣlinidiƣanliⱪini bilmǝydu.
Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. (Sela)
7 I Rǝb, ǝmdi mǝn nemini kütimǝn? Mening ümidim sangila baƣliⱪtur.
Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.
8 Meni barliⱪ asiyliⱪlirimdin ⱪutⱪuzƣaysǝn, Meni ⱨamaⱪǝtlǝrning mǝshirisigǝ ⱪaldurmiƣaysǝn.
Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.
9 Süküt ⱪilip zuwan sürmidim; Qünki mana, muxu [jazani] Ɵzüng yürgüzgǝnsǝn.
Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!
10 Meni salƣan wabayingni mǝndin neri ⱪilƣaysǝn; Qünki ⱪolungning zǝrbisi bilǝn tügixǝy dǝp ⱪaldim.
Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.
11 Sǝn tǝnbiⱨliring bilǝn kixini ɵz yamanliⱪi üqün tǝrbiyiliginingdǝ, Sǝn huddi nǝrsilǝrgǝ küyǝ ⱪurti qüxkǝndǝk, uning izzǝt-ƣururini yoⱪ ⱪiliwetisǝn; Bǝrⱨǝⱪ, ⱨǝrbir adǝm bir tiniⱪla, halas. (Selaⱨ)
Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.
12 I Pǝrwǝrdigar, duayimni angliƣaysǝn, Pǝryadimƣa ⱪulaⱪ salƣaysǝn! Kɵz yaxlirimƣa süküt ⱪilmiƣaysǝn! Qünki mǝn pütkül ata-bowilirimdǝk, Sening aldingda yaⱪa yurtluⱪ, musapirmǝn, halas!
Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. (Sela)
13 Manga tikkǝn kɵzüngni mǝndin neri ⱪilƣaysǝnki, Mǝn barsa kǝlmǝs jayƣa kǝtküqǝ, Meni bir’az bolsimu raⱨǝttin bǝⱨrimǝn ⱪilƣaysǝn.
Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.
