< Zǝbur 147 >

1 Ⱨǝmdusana! Yaⱨni mǝdⱨiyilǝnglar! Bǝrⱨǝⱪ, bundaⱪ ⱪilix xerindur; Hudayimizni küylǝnglar! Mǝdⱨiyǝ oⱪux insanƣa yarixidu.
Halleluja! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud, ja, det er lifligt, lovsang sømmer sig.
2 Pǝrwǝrdigar Yerusalemni bina ⱪilmaⱪta; Israilning sürgün ⱪilinƣanlirini U yiƣip kelidu;
Herren bygger Jerusalem, han samler de spredte af Israel,
3 U kɵngli sunuⱪlarni dawalaydu; Ularning yarilirini tangidu.
han læger dem, hvis Hjerte er sønderknust, og forbinder deres Sår;
4 U yultuzlarning sanini sanaydu; Ularning ⱨǝmmisigǝ bir-birlǝp isim ⱪoyidu.
han fastsætter Stjemernes Tal og giver dem alle Navn.
5 Uluƣdur Rǝbbimiz, zor ⱪudrǝtliktur; Uning qüxinixi qǝksizdur.
Vor Herre er stor og vældig, hans Indsigt er uden Mål;
6 Pǝrwǝrdigar yawax mɵminlǝrni yɵlǝp kɵtüridu; Rǝzillǝrni yǝrgiqǝ tɵwǝn ⱪilidu.
HERREN holder de ydmyge oppe, til Jorden bøjer han gudløse.
7 Pǝrwǝrdigarƣa tǝxǝkkürlǝr bilǝn nahxa eytinglar; Küylǝrni qiltarƣa tǝngxǝp eytinglar!
Syng for HERREN med Tak, leg for vor Gud på Citer!
8 U asmanni bulutlar bilǝn ⱪaplitidu, Zeminƣa yamƣurni bekitidu, Taƣlarda ot-qɵplǝrni ɵstüridu;
Han dækker Himlen med Skyer, sørger for Regn til Jorden, lader Græs spire frem på Bjergene og Urter til Menneskers Brug;
9 Mallarƣa ozuⱪ, Taƣ ⱪaƣisining qüjiliri zarliƣanda, ularƣa ozuⱪ beridu;
Føde giver han Kvæget og Ravneunger, som skriger;
10 At küqidin U zoⱪ almaydu; Adǝmning qǝbdǝs putlirini hursǝnlik dǝp bilmǝydu;
hans Hu står ikke til stærke Heste, han har ikke Behag i rapfodet Mand;
11 Pǝrwǝrdigar bǝlki Ɵzidin ǝyminidiƣanlarni, Ɵzining ɵzgǝrmǝs muⱨǝbbitigǝ ümid baƣliƣanlarni hursǝnlik dǝp bilidu.
HERREN har Behag i dem, der frygter ham, dem, der bier på hans Miskundhed.
12 Pǝrwǝrdigarni mahtanglar, i Yerusalem; Hudayingni mǝdⱨiyilǝ, i Zion.
Lovpris HERREN, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud!
13 Qünki U dǝrwaziliringning taⱪaⱪlirini mǝⱨkǝm ⱪilidu; Seningdǝ turuwatⱪan pǝrzǝntliringgǝ bǝht-bǝrikǝt bǝrdi.
Thi han gør dine Portstænger stærke, velsigner dine Børn i din Midte;
14 U qǝt-qegraliringda aram-tinqliⱪ yürgüzidu, Seni buƣdayning esili bilǝn ⱪanaǝtlǝndüridu.
dine Landemærker giver han Fred, mætter dig med Hvedens Fedme;
15 U Ɵz ǝmr-bexarǝtlirini yǝr yüzigǝ ǝwǝtidu; Uning sɵz-kalami intayin tez yügüridu.
han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord,
16 U aⱪ ⱪarni yungdǝk beridu, Ⱪirawni küllǝrdǝk tarⱪitidu.
han lader Sne falde ned som Uld, som Aske spreder han Rim,
17 Uning muzini nan uwaⱪliridǝk ⱪilip parqiliwetidu; Uning soƣuⱪi aldida kim turalisun?
som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene stivner af Kulde fra ham;
18 U sɵzini ǝwǝtip, ularni eritidu; Uning xamilini qiⱪirip, sularni aⱪⱪuzidu.
han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer, når han rejser sit Vejr.
19 U Ɵz sɵz-kalamini Yaⱪupⱪa, Bǝlgilimilirini ⱨǝm ⱨɵkümlirini Israilƣa ayan ⱪilidu;
Han kundgør sit Ord for Jakob, sine Vedtægter og Lovbud for Israel.
20 U baxⱪa ⱨeqbir ǝlgǝ mundaⱪ muamilǝ ⱪilmiƣandur; Uning ⱨɵkümlirini bolsa, ular bilip baⱪⱪan ǝmǝs. Ⱨǝmdusana!
Så gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør han ingen Lovbud. Halleluja!

< Zǝbur 147 >