Zǝbur 140
1 Nǝƣmiqilǝrning bexiƣa tapxurulup oⱪulsun dǝp, Dawut yazƣan küy: — Rǝzil adǝmdin, i Pǝrwǝrdigar, meni azad ⱪilƣaysǝn; Zorawan kixidin meni saⱪliƣaysǝn.
Til Sangmesteren; en Psalme, af David.
2 Ular kɵnglidǝ yamanliⱪlarni oylimaⱪta; Ular ⱨǝr küni jǝm boluxup urux qiⱪarmaⱪqi.
Herre! udfri mig fra onde Mennesker, bevar mig fra Voldsmænd!
3 Tilini yilanningkidǝk ittik ⱪilidu; Kobra yilanning zǝⱨiri lǝwliri astida turidu; (Selaⱨ)
de, som have optænkt ondt i Hjertet, hver Dag holde sig sammen til Krig.
4 Rǝzil adǝmning ⱪolliridin meni aman ⱪiliƣaysǝn, i Pǝrwǝrdigar; Putlirimni putlaxni ⱪǝstlǝydiƣan zorawan kixidin saⱪliƣaysǝn.
De have skærpet deres Tunge som en Slange, der er Øglegift under deres Læber. (Sela)
5 Tǝkǝbburlar mǝn üqün ⱪiltaⱪ, tanilarni yoxurup tǝyyarlidi; Yol boyida tor yaydi, Mǝn üqün tuzaⱪlarni saldi; (Selaⱨ)
Beskærm mig, Herre! imod den ugudeliges Hænder, bevar mig fra Voldsmænd, som tænke at lægge Stød for mine Trin.
6 Mǝn Pǝrwǝrdigarƣa: «Sǝn mening Tǝngrimdursǝn» — dedim; Yelinixlirim sadasiƣa ⱪulaⱪ salƣaysǝn, i Pǝrwǝrdigar;
De hovmodige have skjult en Snare for mig og Reb, de have udspændt et Garn ved Siden af Vejen, de have lagt Fælder for mig. (Sela)
7 Pǝrwǝrdigar Rǝb nijatliⱪimning küqidur; Sǝn jǝng künidǝ beximni yepip ⱪoƣdiƣansǝn.
Jeg har sagt til Herren: Du er min Gud; Herre! vend dine Øren til mine ydmyge Begæringers Røst.
8 Rǝzil adǝmning ümidini ijabǝt ⱪilmiƣaysǝn, i Pǝrwǝrdigar; Ularning ⱨiylilirini aⱪⱪuzmiƣaysǝn; Bolmisa ɵzlirini qong tutuwalidu. (Selaⱨ)
Den Herre, Herre er min Frelses Styrke; du har dækket mit Hoved paa Rustningens Dag.
9 Meni ⱪorxiwalƣanlarning bolsa, Lǝwliridin qiⱪⱪan xumluⱪ ularning ɵz bexiƣa qüxsun;
Tilsted ikke, Herre! den ugudelige hans Begæringer, lad ikke hans onde Anslag faa Fremgang; de maatte ophøje sig deraf. (Sela)
10 Üstigǝ qoƣlar yaƣdurulsun; Ular otⱪa, Ⱪaytidin qiⱪalmiƣudǝk ⱨanglarƣa taxliwetilsun;
Paa deres Hoved, som omringe mig, skal den Fortræd, deres Læber voldte, komme til at hvile.
11 Tili qeⱪimqi adǝmning yǝr yüzidǝ orni bolmisun; Balayi’apǝt zorawanlarni tügǝxküqǝ owlaydu;
Der skal rystes Gløder over dem, han skal lade dem falde i Ilden, i dybe Grave, at de ikke skulle staa op igen.
12 Mǝn bilimǝnki, Pǝrwǝrdigar ezilgǝnlǝrning dǝwasini soraydu, Yoⱪsulning ⱨǝⱪⱪini elip beridu;
En mundkaad Mand skal ikke bestaa paa Jorden; en Voldsmand skal Ulykken jage, indtil han er ganske fordreven.
13 Bǝrⱨǝⱪ, ⱨǝⱪⱪaniylar namingƣa tǝxǝkkür eytidu; Kɵngli duruslar ⱨuzurungda yaxaydu.
Jeg ved, at Herren skal udføre den elendiges Sag, de fattiges Ret. Ja, de retfærdige skulle prise dit Navn; de oprigtige skulle blive for dit Ansigt.
