Zǝbur 138

1 Dawut yazƣan küy: — Pütün ⱪǝlbim bilǝn Sanga tǝxǝkkür eytimǝn; Barliⱪ ilaⱨlar aldida Seni küylǝymǝn.

Jeg vil prise dig af mit ganske Hjerte; over for Guderne vil jeg lovsynge dig.

2 Pak-muⱪǝddǝslikingning ibadǝthanisiƣa ⱪarap bax urimǝn, Ɵzgǝrmǝs muⱨǝbbiting ⱨǝm ⱨǝⱪiⱪǝt-sadaⱪiting üqün namingni tǝbriklǝymǝn; Qünki Sǝn pütün nam-xɵⱨritingdinmu bǝkrǝk, wǝdǝngdǝ turidiƣiningni uluƣ ⱪilƣansǝn.

Jeg vil kaste mig ned for dit hellige Tempel og prise dit Navn for din Miskundhed og for din Sandhed; thi du har gjort dit Ord herligt over al dit Navns Herlighed.

3 Sanga nida ⱪilƣan künidǝ, manga jawab bǝrgǝnsǝn; Jenimƣa küq kirgüzüp, meni riƣbǝtlǝndürgǝnsǝn.

Den Dag, jeg kaldte, da bønhørte du mig; du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke.

4 Aƣzingdiki sɵzlǝrni angliƣanda, i Pǝrwǝrdigar, Jaⱨandiki barliⱪ xaⱨlar Seni mǝdⱨiyilǝydu;

Herre! alle Konger paa Jorden skulle prise dig; thi de have hørt din Munds Ord.

5 Ular Pǝrwǝrdigarning yollirida yürüp nahxa eytidu, Qünki uluƣdur Pǝrwǝrdigarning xan-xǝripi.

Og de skulle synge om Herrens Veje; thi stor er Herrens Ære.

6 Qünki Pǝrwǝrdigar aliydur; Biraⱪ U ⱨali boxlarƣa nǝzǝr salidu; Tǝkǝbbularni bolsa U yiraⱪtin tonup yetidu.

Thi Herren er høj og ser til den ringe, og den stolte kender han i det fjerne.

7 Zulmǝt-muxǝⱪⱪǝtlǝr arisida mangƣan bolsammu, Sǝn meni janlandurisǝn; Düxmǝnlirimning ƣǝzipini tosuxⱪa ⱪolungni uzartisǝn, Ong ⱪolung meni ⱪutⱪuzidu.

Naar jeg vandrer midt i Angest, vil du holde mig i Live; du vil udrække din Haand imod mine Fjenders Vrede, og din højre Haand vil frelse mig.

8 Pǝrwǝrdigar manga tǝwǝ ixlarni pütküzidu; Meⱨir-muⱨǝbbiting, i Pǝrwǝrdigar, mǝnggülüktur; Ɵz ⱪolliring yasiƣanni taxlap kǝtmigǝysǝn!

Herren skal fuldføre det for mig; Herre! din Miskundhed varer evindelig, opgiv ikke dine Hænders Gerninger.