Pǝnd-nǝsiⱨǝtlǝr 7
1 I oƣlum, sɵzlirimgǝ ǝmǝl ⱪil, Tapxuruⱪlirimni yürikingdǝ saⱪla.
Min Søn, vogt dig mine Ord, mine bud må du gemme hos dig;
2 Tapxuruⱪlirimƣa ǝmǝl ⱪilsang, yaxnaysǝn; Tǝlimlirimni kɵz ⱪariquⱪungni asriƣandǝk asra.
vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;
3 Ularni barmaⱪliringƣa tengip ⱪoy, Ⱪǝlb tahtangƣa yeziwal.
bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle,
4 Danaliⱪni, sǝn ⱨǝdǝ-singlim, degin, Pǝm-parasǝtni «tuƣⱪinim» dǝp qaⱪir.
sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde,
5 Xundaⱪ ⱪilsang, ular seni yat hotundin yiraⱪlaxturidu, Aƣzidin siliⱪ sɵz qiⱪidiƣan yoqun ayaldin neri ⱪilidu.
at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.
6 [Bir ⱪetim] ɵyning derizǝ kɵznǝkliridin taxⱪiriƣa ⱪariƣinimda,
Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;
7 Birnǝqqǝ yax, sadda yigitlǝrni kɵrdüm, Ularning iqidin bir ǝⱪilsizni kɵrüp ⱪaldim,
og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;
8 U koqa boylap buzuⱪ [hotun turuxluⱪ] doⱪmuxtin ɵtüp, Andin uning ɵyi tǝrǝpkǝ ⱪarap mangdi.
han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus
9 Kǝqⱪurun ⱪarangƣu qüxkǝndǝ, Zulmǝt keqǝ, ay ⱪarangƣusida [ixiki aldidin ɵtti].
i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.
10 Mana, ɵydin bir hotun qiⱪip uni kütüwaldi; Kiyimi paⱨixǝ ayallarningkidǝk bolup, Niyiti ⱨiylǝ-mikir idi.
Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;
11 Aƣzi bixǝm-ⱨayasiz, naⱨayiti jaⱨil bir hotun, U ɵyidǝ turmaydu,
løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;
12 Birdǝ mǝⱨǝllidǝ, birdǝ mǝydanlarda, U koqilardiki ⱨǝr doⱪmuxta paylap yüridu.
snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; -
13 Ⱨeliⱪi yax yigitni tartip, uni sɵyüp, Nomussizlarqǝ uningƣa: —
hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;
14 «Ɵyümdǝ «inaⱪliⱪ ⱪurbanliⱪi» gɵxi bar, Mǝn bügün Hudaƣa ⱪǝsǝm ⱪilƣan ⱪurbanliⱪni ⱪildim,
"Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,
15 Xunga mǝn sizni qaⱪirƣili qiⱪtim, Didaringizƣa tǝlpünüp izdidim. Əmdi sizni tepiwaldim!
gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!
16 Karwitimƣa Misirning kǝxtilik, yolluⱪ libas yapⱪuqlirini yaptim.
Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred
17 Orun-kɵrpilirimgǝ hux puraⱪ murmǝkki, muǝttǝr wǝ ⱪowzaⱪ darqinlarni qaqtim.
jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;
18 Keling, tang atⱪuqǝ muⱨǝbbǝtlixǝyli, oynap ⱨuzurlinayli, Kɵnglimiz ⱪanƣuqǝ ɵzara ǝyx-ixrǝt ⱪilayli,
kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!
19 Erim ɵydǝ yoⱪ, yiraⱪ sǝpǝrgǝ qiⱪip kǝtti.
Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget;
20 U bir ⱨǝmyan pul elip kǝtti, Ay tolƣuqǝ u ɵygǝ kǝlmǝydu» — dedi.
Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!"
21 Ayal kɵp xerin sɵzliri bilǝn rasa ⱪiziⱪturdi, Qirayliⱪ gǝpliri bilǝn uni ǝsir ⱪiliwaldi.
Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;
22 Soyuxⱪa elip mangƣan ɵküzdǝk, Ⱨamaⱪǝt kixi kixǝn bilǝn jazaƣa mangƣandǝk, Ⱪiltaⱪⱪa qüxkǝn ⱪuxtǝk, Yigit uning kǝynidin mangdi. Jigirini oⱪ texip ɵtmiguqǝ, U bu ixning ⱨayatiƣa zamin bolidiƣanliⱪini ⱨeq bilmǝydu.
tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,
til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.
24 I oƣullirim, sɵzlirimni kɵngül ⱪoyup anglanglar, Degǝnlirimgǝ ⱪulaⱪ selinglar,
Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!
25 Ⱪǝlbinglarni bundaⱪ hotunning yoliƣa kǝtküzmǝnglar, Uning aldam haltisiƣa qüxüp kǝtmǝnglar.
Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier;
26 Bundaⱪ ayal nurƣun kixilǝrni yiⱪitip yarilandurƣan, Uning boƣuzliƣan adǝmliri tolimu kɵptur,
thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.
