Luⱪa 9
1 Əysa on ikkiylǝnni qaⱪirip, ularƣa barliⱪ jinlarni ⱨǝydiwetix wǝ kesǝllǝrni saⱪaytixⱪa ⱪudrǝt wǝ ⱨoⱪuⱪ bǝrdi.
Men han sammenkaldte de tolv og gav dem Magt og Myndighed over alle de onde Aander og til at helbrede Sygdomme.
2 Andin ularni Hudaning padixaⱨliⱪini jar ⱪilix wǝ kesǝllǝrni saⱪaytixⱪa ǝwǝtti.
Og han sendte dem ud for at prædike Guds Rige og helbrede de syge.
3 U ularƣa: — Silǝr sǝpǝr üqün ⱨeq nǝrsǝ almanglar, nǝ ⱨasa, nǝ hurjun, nǝ nan, nǝ pul eliwalmanglar; birǝr artuⱪ yǝktǝkmu eliwalmanglar.
Og han sagde til dem: „Tager intet med paa Vejen, hverken Stav eller Taske eller Brød eller Penge, ej heller skal nogen have to Kjortler.
4 Wǝ ⱪaysi ɵygǝ [ⱪobul ⱪilinip] kirsǝnglar, u yurttin kǝtküqǝ xu ɵydǝ turunglar.
Og hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive og derfra drage bort.
5 Əmdi ⱪaysi yǝrdiki kixilǝr silǝrni ⱪobul ⱪilmisa, u xǝⱨǝrdin qiⱪⱪininglarda ularƣa agaⱨ-guwaⱨ bolsun üqün ayiƣinglardiki topinimu ⱪeⱪiwetinglar! — dedi.
Og hvor som helst de ikke modtage eder, fra den By skulle I gaa ud og endog ryste Støvet af eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem.‟
6 Muhlislar yolƣa qiⱪip, yeza-ⱪixlaⱪlarni arilap hux hǝwǝrni elan ⱪilip, ⱨǝmmǝ yǝrdǝ kesǝllǝrni saⱪaytti.
Men de gik ud og droge fra Landsby til Landsby, idet de forkyndte Evangeliet og helbredte alle Vegne.
7 Əmdi Ⱨerod ⱨakim uning barliⱪ ⱪilƣanliridin hǝwǝr tepip, ⱪaymuⱪup ⱪaldi. Qünki bǝzilǝr: «Mana Yǝⱨya ɵlümdin tiriliptu!» desǝ,
Men Fjerdingsfyrsten Herodes hørte alt det, som skete; og han var tvivlraadig, fordi nogle sagde, at Johannes var oprejst fra de døde;
8 yǝnǝ bǝzilǝr: «Ilyas pǝyƣǝmbǝr [ⱪayta] pǝyda boldi» wǝ yǝnǝ baxⱪilar: «Ⱪǝdimki pǝyƣǝmbǝrlǝrdin biri ⱪaytidin tiriliptu!» dǝytti.
men nogle, at Elias havde vist sig; men andre, at en af de gamle Profeter var opstanden.
9 Ⱨerod: «Mǝn Yǝⱨyaning kallisini aldurƣanidim, ǝmdi mǝn muxu gepini anglawatⱪan zat zadi kimdu?» — dedi. Xuning bilǝn u uni kɵrüx pursitini izdidi.
Men Herodes sagde: „Johannes har jeg ladet halshugge; men hvem er denne, om hvem jeg hører saadanne Ting?‟ Og han søgte at faa ham at se.
10 Rosullar bolsa ⱪaytip kelip, ɵzlirining ⱪilƣan ixlirining ⱨǝmmisini Əysaƣa mǝlum ⱪildi. U ularni elip, hupiyanǝ ⱨalda Bǝyt-Saida degǝn xǝⱨǝrdiki hilwǝt bir yǝrgǝ kǝldi.
Og Apostlene kom tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de havde gjort. Og han tog dem med sig og drog bort afsides til en By, som kaldes Bethsajda.
11 Biraⱪ halayiⱪ buningdin hǝwǝr tepip uningƣa ǝgixip kǝldi. U ularni ⱪarxi elip, ularƣa Hudaning padixaⱨliⱪi toƣrisida sɵzlidi wǝ xipaƣa moⱨtajlarni saⱪaytti.
Men da Skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog imod dem og talte til dem om Guds Rige og helbredte dem, som trængte til Lægedom.
12 Kün olturay degǝndǝ, on ikkiylǝn uning aldiƣa kelip uningƣa: — Halayiⱪni yolƣa salsang, ular ǝtraptiki yeza-ⱪixlaⱪlarƣa wǝ etizlarƣa berip ⱪonƣudǝk jaylar wǝ ozuⱪ-tülük tapsun; qünki muxu yǝr qɵllük ikǝn, — dedi.
Men Dagen begyndte at hælde. Og de tolv kom hen og sagde til ham: „Lad Skaren gaa bort, for at de kunne gaa herfra til de omliggende Landsbyer og Gaarde og faa Herberge og finde Føde; thi her ere vi paa et øde Sted.‟
13 Lekin u ularƣa: — Ularƣa ɵzünglar ozuⱪ beringlar, — dedi. — Bizdǝ pǝⱪǝt bǝx nan bilǝn ikki beliⱪtin baxⱪa nǝrsǝ yoⱪ. Bu barliⱪ hǝlⱪkǝ ozuⱪ-tülük setiwelip kelǝmduⱪ?! — deyixti ular.
Men han sagde til dem: „Giver I dem at spise!‟ Men de sagde: „Vi have ikke mere end fem Brød og to Fisk, med mindre vi skulle gaa bort og købe Mad til hele denne Mængde.‟
14 Qünki xu yǝrdǝ yiƣilƣan ǝrlǝrningla sani bǝx mingqǝ idi. U muhlislarƣa: — Halayiⱪni ǝlliktin-ǝlliktin bɵlüp olturƣuzunglar, — dedi.
De vare nemlig omtrent fem Tusinde Mænd. Men han sagde til sine Disciple: „Lader dem sætte sig ned i Hobe, halvtredsindstyve i hver.‟
15 Ular uning deginiqǝ ⱪilip ⱨǝmmǝylǝnni olturƣuzdi.
Og de gjorde saa og lode dem alle sætte sig ned.
16 Əysa bǝx nan bilǝn ikki beliⱪni ⱪoliƣa elip, asmanƣa ⱪarap [Hudaƣa] tǝxǝkkür eytip bularni bǝrikǝtlidi. Andin ularni oxtup, halayiⱪⱪa sunup berix üqün muhlisliriƣa bǝrdi.
Men han tog de fem Brød og de to Fisk, saa op til Himmelen og velsignede dem, og han brød dem og gav sine Disciple dem at lægge dem for Skaren.
17 Ⱨǝmmǝylǝn yǝp toyundi. Andin xulardin exip ⱪalƣan parqilirini on ikki sewǝtkǝ yiƣip ⱪaqilidi.
Og de spiste og bleve alle mætte; og det, som de fik tilovers af Stykker, blev opsamlet, tolv Kurve.
18 Wǝ xundaⱪ boldiki, u ɵzi yalƣuz dua ⱪiliwatⱪanda, muhlisliri yenida turatti. U ulardin: — Halayiⱪ meni kim dǝydu? — dǝp soridi.
Og det skete, medens han bad, vare hans Disciple alene hos ham; og han spurgte dem og sagde: „Hvem sige Skarerne, at jeg er?‟
19 Ular jawabǝn: — Bǝzilǝr seni Qɵmüldürgüqi Yǝⱨya, bǝzilǝr Ilyas [pǝyƣǝmbǝr], wǝ yǝnǝ bǝzilǝr ⱪǝdimki pǝyƣǝmbǝrlǝrdin biri tiriliptu dǝydu, — dedi.
Men de svarede og sagde: „Johannes Døberen; men andre: Elias; men andre: En af de gamle Profeter er opstanden.‟
20 U ulardin: — Silǝrqu? Silǝr meni kim dǝp bilisilǝr? — dǝp soridi. Petrus jawab berip: — Sǝn Hudaning Mǝsiⱨidursǝn, — dedi.
Og han sagde til dem: „Men I, hvem sige I, at jeg er?‟ Og Peter svarede og sagde: „Guds Kristus.‟
21 U ularƣa ⱪattiⱪ jekilǝp, bu ixni ⱨeqkimgǝ tinmanglar, dǝp tapilidi.
Men han bød dem strengt ikke at sige dette til nogen,
22 — Qünki Insan’oƣlining nurƣun azab-oⱪubǝt tartixi, aⱪsaⱪallar, bax kaⱨinlar wǝ Tǝwrat ustazliri tǝripidin qǝtkǝ ⱪeⱪilixi, ɵltürülüxi wǝ üq kündin keyin tirildürülüxi muⱪǝrrǝr, — dedi.
idet han sagde: „Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslaas og oprejses paa den tredje Dag.‟
23 Andin u ularning ⱨǝmmisigǝ mundaⱪ dedi: — Kimdǝkim manga ǝgixixni niyǝt ⱪilsa, ɵzidin keqip, ⱨǝr küni ɵzining krestini kɵtürüp manga ǝgǝxsun!
Men han sagde til alle: „Vil nogen komme efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig;
24 Qünki kimdǝkim ɵz ⱨayatini ⱪutⱪuzimǝn dǝydikǝn, qoⱪum uningdin mǝⱨrum bolidu, lekin mǝn üqün ɵz ⱨayatidin mǝⱨrum bolƣan kixi ⱨayatini ⱪutⱪuzidu.
thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det.
25 Qünki bir adǝm pütün dunyaƣa igǝ bolup, ɵzini ⱨalak ⱪilsa yaki ɵzidin mǝⱨrum ⱪalsa, buning nemǝ paydisi bolsun?!
Thi hvad gavner det et Menneske, om han har vundet den hele Verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv?
26 Qünki kimdǝkim mǝndin wǝ mening sɵzlirimdin nomus ⱪilsa, Insan’oƣli ɵzining xan-xǝripi iqidǝ, uning Atisining wǝ muⱪǝddǝs pǝrixtilǝrning xan-xǝripi iqidǝ ⱪaytip kǝlginidǝ uningdinmu nomus ⱪilidu.
Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal Menneskesønnen skamme sig, naar han kommer i sin og Faderens og de hellige Engles Herlighed.
27 Lekin mǝn dǝrⱨǝⱪiⱪǝt silǝrgǝ xuni eytip ⱪoyayki, bu yǝrdǝ turƣanlarning arisidin ɵlümning tǝmini tetixtin burun jǝzmǝn Hudaning padixaⱨliⱪini kɵridiƣanlar bardur.
Men sandelig, siger jeg eder: Der er nogle af dem, som staa her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Guds Rige.‟
28 Bu sɵzlǝrdin tǝhminǝn sǝkkiz kün keyin xundaⱪ boldiki, u Petrus, Yuⱨanna wǝ Yaⱪupni elip, dua ⱪilix üqün bir taƣⱪa qiⱪti.
Men det skete omtrent otte Dage efter denne Tale, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op paa Bjerget for at bede.
29 U dua ⱪiliwatⱪinida, uning yüzining ⱪiyapiti ɵzgǝrdi wǝ kiyimliri ap’aⱪ bolup qaⱪmaⱪtǝk qaⱪnidi.
Og det skete, medens han bad, da blev hans Ansigts Udseende anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og straalende.
30 Wǝ mana, ikki adǝm pǝyda bolup uning bilǝn sɵzlixixiwatⱪanidi; ular Musa wǝ Ilyas [pǝyƣǝmbǝrlǝr] idi.
Og se, to Mænd talte med ham, og det var Moses og Elias,
31 Ular parlaⱪ jula iqidǝ ayan bolup, uning bilǝn Yerusalemda ada ⱪilidiƣan «dunyadin ɵtüp ketix»i toƣrisida sɵⱨbǝtlǝxti.
som bleve sete i Herlighed og talte om hans Udgang, som han skulde fuldbyrde i Jerusalem.
32 Əmdi Petrus wǝ uning ⱨǝmraⱨlirini heli ügidǝk basⱪanidi; lekin ularning uyⱪusi toluⱪ eqilƣanda ular uning xan-xǝripini wǝ uning bilǝn billǝ turƣan ikki adǝmzatni kɵrdi.
Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede af Søvn; men da de vaagnede op, saa de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham.
33 Wǝ xundaⱪ boldiki, bu ikkisi Əysadin ayriliwatⱪanda, Petrus ɵzining nemini dǝwatⱪanliⱪini bilmigǝn ⱨalda Əysaƣa: — Ustaz, bu yǝrdǝ bolƣinimiz intayin yahxi boldi! Birini sanga, birini Musaƣa, yǝnǝ birini Ilyasⱪa atap bu yǝrgǝ üq kǝpǝ yasayli, — dedi.
Og det skete, da disse skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus: „Mester! det er godt, at vi ere her; og lader os gøre tre Hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias; ‟ men han vidste ikke, hvad han sagde.
34 Lekin u bu gǝplǝrni ⱪiliwatⱪanda, bir parqǝ bulut pǝyda bolup ularni ⱪapliwaldi; ular bulut iqigǝ kirip ⱪalƣinida ⱪorⱪuxup kǝtti.
Men idet han sagde dette, kom en Sky og overskyggede dem; men de frygtede, da de kom ind i Skyen.
35 Buluttin tuyuⱪsiz bir awaz anglinip: — Bu Mening sɵyümlük Oƣlumdur. Uningƣa ⱪulaⱪ selinglar! — dedi.
Og der kom fra Skyen en Røst, som sagde: „Denne er min Søn, den udvalgte, hører ham!‟
36 Awaz anglanƣandin keyin, ⱪarisa, Əysa ɵzi yalƣuz ⱪalƣanidi. Ular süküt ⱪilip ⱪelixti wǝ xu künlǝrdǝ ɵzliri kɵrgǝn ixlardin ⱨeqⱪaysisini ⱨeqkimgǝ eytmidi.
Og da Røsten kom, blev Jesus funden alene. Og de tav og forkyndte i de Dage ingen noget af det, de havde set.
37 Ətisi, ular taƣdin qüxkǝn waⱪtida, zor bir top kixilǝr uni ⱪarxi aldi.
Men det skete Dagen derefter, da de kom ned fra Bjerget, at der mødte ham en stor Skare.
38 Mana, topning arisidin birǝylǝn warⱪirap: — Ustaz, ɵtünüp ⱪalay, oƣlumƣa iqingni aƣritip ⱪarap ⱪoyƣaysǝn! Qünki u mening birla balam idi.
Og se, en Mand af Skaren raabte og sagde: „Mester! jeg beder dig, se til min Søn; thi han er min enbaarne.
39 Mana, uni daim bir roⱨ tutuwelip, u ɵziqila warⱪirap-jarⱪirap ketidiƣan bolup ⱪaldi; u uning bǝdinini tartixturup, aƣzidin aⱪ kɵpük kǝltürüwetidu. [Jin] uni daim degüdǝk ⱪiynap, uningƣa ⱨeq aram bǝrmǝydu.
Og se, en Aand griber ham, og pludseligt skriger han, og den slider i ham, saa at han fraader, og med Nød viger den fra ham, idet den mishandler ham;
40 Mǝn muhlisliringizdin roⱨni ⱨǝydiwetixni ɵtünüwidim, biraⱪ ular undaⱪ ⱪilalmidi, — dedi.
og jeg bad dine Disciple om at uddrive den; og de kunde ikke.‟
41 Əysa jawabǝn: — Əy etiⱪadsiz wǝ tǝtür dǝwr, silǝr bilǝn ⱪaqanƣiqǝ turup, silǝrgǝ sǝwr ⱪilay? — Oƣlungni aldimƣa elip kǝlgin — dedi.
Men Jesus svarede og sagde: „O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder og taale eder? Bring din Søn hid!‟
42 Bala tehi yolda keliwatⱪanda, jin uni yiⱪitip, pütün bǝdinini tartixturdi. Əysa napak roⱨⱪa tǝnbiⱨ berip, balini saⱪaytti wǝ uni atisiƣa ⱪayturup bǝrdi.
Men endnu medens han gik derhen, rev og sled den onde Aand i ham. Men Jesus truede den urene Aand og helbredte Drengen og gav hans Fader ham tilbage.
43 Ⱨǝmmǝylǝn Hudaning xǝrǝplik küq-ⱪudritigǝ ⱪin-ⱪiniƣa patmay tǝǝjjüplǝndi. Ⱨǝmmisi Əysaning ⱪilƣanliriƣa ⱨǝyran ⱪelixip turƣanda, u muhlisliriƣa mundaⱪ eytti:
Men de bleve alle slagne af Forundring over Guds Majestæt. Men da alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine Disciple:
44 — Bu sɵzlǝrni ⱪulaⱪliringlarƣa obdan singdürüp ⱪoyunglar. Qünki Insan’oƣli pat arida [satⱪunluⱪtin] insanlarning ⱪoliƣa tapxurup berilidu, — dedi.
„Gemmer i eders Øren disse Ord: Menneskesønnen skal overgives i Menneskers Hænder.‟
45 Biraⱪ ular bu sɵzni qüxinǝlmidi. Buning mǝnisi ular qüxinip yǝtmisun üqün ulardin yoxurulƣanidi. Ular uningdin bu sɵz toƣruluⱪ soraxⱪimu petinalmidi.
Men de forstode ikke dette Ord, og det var skjult for dem, saa de ikke begrebe det, og de frygtede for at spørge ham om dette Ord.
46 Əmdi muhlislar arisida ulardin kimning ǝng uluƣ bolidiƣanliⱪi toƣruluⱪ talax-tartix pǝyda boldi.
Men der opstod den Tanke hos dem, hvem der vel var den største af dem.
47 Əmma Əysa ularning kɵnglidiki oylarni kɵrüp yetip, kiqik bir balini elip yenida turƣuzup,
Men da Jesus saa deres Hjertes Tanke, tog han et Barn og stillede det hos sig.
48 ularƣa: — Kim mening namimda bu kiqik balini ⱪobul ⱪilsa, meni ⱪobul ⱪilƣan bolidu wǝ kim meni ⱪobul ⱪilsa, meni ǝwǝtküqini ⱪobul ⱪilƣan bolidu. Aranglarda ɵzini ǝng tɵwǝn tutⱪini bolsa uluƣ bolidu, — dedi.
Og han sagde til dem: „Den, som modtager dette Barn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager den, som udsendte mig; thi den, som er den mindste iblandt eder alle, han er stor.‟
49 Yuⱨanna jawabǝn uningƣa: — Ustaz, sening naming bilǝn jinlarni ⱨǝydǝwatⱪan birsini kɵrduⱪ. Lekin u biz bilǝn birgǝ sanga ǝgǝxmigǝnliki tüpǝylidin, uni tostuⱪ, — dedi.
Men Johannes tog til Orde og sagde: „Mester! vi saa en uddrive onde Aander i dit Navn; og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger med os.‟
50 Lekin Əysa uningƣa: — Uni tosmanglar. Qünki kim silǝrgǝ ⱪarxi turmisa silǝrni ⱪolliƣanlardindur, — dedi.
Men Jesus sagde til ham: „Forbyder ham det ikke; thi den, som ikke er imod eder, er for eder.‟
51 Wǝ xundaⱪ boldiki, uning asmanƣa elip ketilidiƣan künlirining toxuxiƣa az ⱪalƣanda, u ⱪǝt’iylik bilǝn yüzini Yerusalemƣa berixⱪa ⱪaratti.
Men det skete, da hans Optagelses Dage vare ved at fuldkommes, da fæstede han sit Ansigt paa at drage til Jerusalem.
52 [Xuning üqün] u aldin ǝlqilǝrni ǝwǝtti. Ular yolƣa qiⱪip, uning kelixigǝ tǝyyarliⱪ ⱪilix üqün Samariyǝ ɵlkisidiki bir yeziƣa kirdi.
Og han sendte Sendebud forud for sig; og de gik og kom ind i en Samaritanerlandsby for at berede ham Herberge.
53 Biraⱪ u yüzini Yerusalemƣa ⱪaratⱪanliⱪi tüpǝylidin yezidikilǝr Əysani ⱪobul ⱪilmidi.
Og de modtoge ham ikke, fordi han var paa Vejen til Jerusalem.
54 Uning muhlisliridin Yaⱪup bilǝn Yuⱨanna bu ixni kɵrüp: — I Rǝb, ularni kɵydürüp yoⱪitix üqün Iliyas pǝyƣǝmbǝrdǝk asmandin ot yeƣixini qiⱪiriximizni halamsǝn? — dedi.
Men da hans Disciple, Jakob og Johannes, saa det, sagde de: „Herre! vil du, at vi skulle byde Ild fare ned fra Himmelen og fortære dem, ligesom ogsaa Elias gjorde?‟
55 Lekin u burulup ularni ǝyiblǝp: «Silǝr ⱪandaⱪ roⱨtin bolƣanliⱪinglarni bilmǝydikǝnsilǝr» — dedi.
Men han vendte sig og irettesatte dem.
56 Andin ular baxⱪa bir yeziƣa ɵtüp kǝtti.
Og de gik til en anden Landsby.
57 Wǝ xundaⱪ boldiki, ular yolda ketiwatⱪanda, birsi uningƣa: — I Rǝb, sǝn ⱪǝyǝrgǝ barma, mǝn sanga ǝgixip mangimǝn, — dedi.
Og medens de vandrede paa Vejen, sagde en til ham: „Jeg vil følge dig, hvor du end gaar hen.‟
58 Əysa uningƣa: — Tülkilǝrning ɵngkürliri, asmandiki ⱪuxlarning uwiliri bar. Biraⱪ Insan’oƣlining bexini ⱪoyƣudǝk yerimu yoⱪ, — dedi.
Og Jesus sagde til ham: „Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved.‟
59 U yǝnǝ baxⱪa birsigǝ: — Manga ǝgǝxkin! — dedi. Lekin u: — Rǝb, awwal berip atamni yǝrlikkǝ ⱪoyƣili ijazǝt bǝrgǝysǝn, — dedi.
Men han sagde til en anden: „Følg mig!‟ Men denne sagde: „Herre! tilsted mig først at gaa hen at begrave min Fader.‟
60 Lekin Əysa uningƣa — Ɵlüklǝr ɵz ɵlüklirini kɵmsun! Biraⱪ sǝn bolsang, berip Hudaning padixaⱨliⱪini jakarliƣin, — dedi.
Men han sagde til ham: „Lad de døde begrave deres døde; men gaa du hen og forkynd Guds Rige!‟
61 Yǝnǝ birsi: — Əy Rǝb, mǝn sanga ǝgiximǝn, lekin awwal ɵyümgǝ berip, ɵydikilirim bilǝn hoxlixiximƣa ijazǝt bǝrgǝysǝn, — dedi.
Men ogsaa en anden sagde: „Herre! jeg vil følge dig; men tilsted mig først at tage Afsked med dem, som ere i mit Hus.‟
62 — Kim ⱪolida ⱪoxning tutⱪuqini tutup turup kǝynigǝ ⱪarisa, u Hudaning padixaⱨliⱪiƣa layiⱪ ǝmǝstur, — dedi.
Men Jesus sagde til ham: „Ingen, som lægger sin Haand paa Ploven og ser tilbage, er vel skikket for Guds Rige.‟
