Yǝrǝmiyaning yiƣa-zarliri 3
1 (Alǝf) Mǝn uning ƣǝzǝp tayiⱪini yǝp jǝbir-zulum kɵrgǝn adǝmdurmǝn.
Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
2 Meni U ⱨǝydiwǝtti, Nurƣa ǝmǝs, bǝlki ⱪarangƣuluⱪⱪa mangdurdi;
Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
3 Bǝrⱨǝⱪ, U kün boyi ⱪolini manga ⱪayta-ⱪayta ⱨujum ⱪildurdi;
Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
4 (Bǝt) Ətlirimni wǝ terilirimni ⱪaⱪxal ⱪiliwǝtti, Sɵngǝklirimni sunduruwǝtti.
Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
5 U manga muⱨasirǝ ⱪurdi, Ɵt süyi wǝ japa bilǝn meni ⱪapsiwaldi.
Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
6 U meni ɵlgili uzun bolƣanlardǝk ⱪapⱪarangƣu jaylarda turuxⱪa mǝjbur ⱪildi.
Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
7 (Gimǝl) U meni qiⱪalmaydiƣan ⱪilip qitlap ⱪorxiwaldi; Zǝnjirimni eƣir ⱪildi.
Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
8 Mǝn warⱪirap nida ⱪilsammu, U duayimni ⱨeq ixtimidi.
Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
9 U yollirimni jipsilaxⱪan tax tam bilǝn tosuwaldi, Qiƣir yollirimni ǝgri-toⱪay ⱪiliwǝtti.
Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
10 (Dalǝt) U manga paylap yatⱪan eyiⱪtǝk, Pistirmida yatⱪan xirdǝktur.
Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
11 Meni yollirimdin burap tetma-titma ⱪildi; Meni tügǝxtürdi.
Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
12 U oⱪyasini kerip, Meni oⱪining ⱪarisi ⱪildi.
Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
13 (He) Oⱪdenidiki oⱪlarni bɵrǝklirimgǝ sanjitⱪuzdi.
Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
14 Mǝn ɵz hǝlⱪimgǝ rǝswa obyekti, Kün boyi ularning mǝshirǝ nahxisining nixani boldum.
Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
15 U manga zǝrdabni toyƣuqǝ yutⱪuzup, Kǝkrǝ süyini toyƣuqǝ iqküzdi.
Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke
16 (Waw) U qixlirimni xeƣil taxlar bilǝn qeⱪiwǝtti, Meni küllǝrdǝ tügüldürdi;
og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
17 Jenim tinq-hatirjǝmliktin yiraⱪlaxturuldi; Arambǝhxning nemǝ ikǝnlikini untup kǝttim.
Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
18 Mǝn: «Dǝrmanim ⱪalmidi, Pǝrwǝrdigardin ümidim ⱪalmidi» — dedim.
Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
19 (Zain) Mening har ⱪilinƣanlirimni, sǝrgǝdan bolƣanlirimni, Əmǝn wǝ ɵt süyini [yǝp-iqkinimni] esinggǝ kǝltürgǝysǝn!
Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
20 Jenim bularni ⱨǝrdaim ǝslǝwatidu, Yǝrgǝ kirip kǝtküdǝk bolmaⱪta.
Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
21 Lekin xuni kɵnglümgǝ kǝltürüp ǝslǝymǝnki, Xuning bilǝn ümid ⱪaytidin yanidu, —
Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
22 (Hǝt) Mana, Pǝrwǝrdigarning ɵzgǝrmǝs meⱨribanliⱪliri! Xunga biz tügǝxmiduⱪ; Qünki Uning rǝⱨimdilliⱪlirining ayiƣi yoⱪtur;
Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
23 Ular ⱨǝr sǝⱨǝrdǝ yengilinidu; Sening ⱨǝⱪiⱪǝt-sadiⱪliⱪing tolimu moldur!
Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
24 Ɵz-ɵzümgǝ: «Pǝrwǝrdigar mening nesiwǝmdur; Xunga mǝn Uningƣa ümid baƣlaymǝn» — dǝymǝn.
Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
25 (Tǝt) Pǝrwǝrdigar Ɵzini kütkǝnlǝrgǝ, Ɵzini izdigǝn jan igisigǝ meⱨribandur;
Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
26 Pǝrwǝrdigarning nijatini kütüx, Uni süküt iqidǝ kütüx yahxidur.
Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
27 Adǝmning yax waⱪtida boyunturuⱪni kɵtürüxi yahxidur.
Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
28 (Yod) U yeganǝ bolup süküt ⱪilip oltursun; Qünki Rǝb buni uningƣa yüklidi.
Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
29 Yüzini topa-tupraⱪⱪa tǝgküzsun, — Eⱨtimal, ümid bolup ⱪalar?
Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
30 Mǝngzini urƣuqiƣa tutup bǝrsun; Til-aⱨanǝtlǝrni toyƣuqǝ ixitsun!
Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
31 (Kaf) Qünki Rǝb ǝbǝdil-ǝbǝd insandin waz kǝqmǝydu;
Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
32 Azar bǝrgǝn bolsimu, Ɵzgǝrmǝs meⱨribanliⱪlirining molluⱪi bilǝn iqini aƣritidu;
Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
33 Qünki U insan balilirini har ⱪilixni yaki azablaxni haliƣan ǝmǝstur.
Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
34 (Lamǝd) Yǝr yüzidiki barliⱪ ǝsirlǝrni ayaƣ astida yanjixⱪa,
For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
35 Ⱨǝmmidin Aliy Bolƣuqining aldida adǝmni ɵz ⱨǝⱪⱪidin mǝⱨrum ⱪilixⱪa,
for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
36 Insanƣa ɵz dǝwasida uwal ⱪilixⱪa, — Rǝb bularning ⱨǝmmisigǝ guwaⱨqi ǝmǝsmu?
for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
37 (Mǝm) Rǝb uni buyrumiƣan bolsa, Kim deginini ǝmǝlgǝ axuralisun?
Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
38 Külpǝtlǝr bolsun, bǝht-saadǝt bolsun, ⱨǝmmisi Ⱨǝmmidin Aliy Bolƣuqining aƣzidin kǝlgǝn ǝmǝsmu?
Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
39 Əmdi tirik bir insan nemǝ dǝp aƣrinidu, Adǝm balisi gunaⱨlirining jazasidin nemǝ dǝp waysaydu?
Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
40 (Nun) Yollirimizni tǝkxürüp sinap bilǝyli, Pǝrwǝrdigarning yeniƣa yǝnǝ ⱪaytayli;
Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
41 Ⱪollirimizni kɵnglimiz bilǝn billǝ ǝrxtiki Tǝngrigǝ kɵtürǝyli!
Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
42 Biz itaǝtsizlik ⱪilip sǝndin yüz ɵriduⱪ; Sǝn kǝqürüm ⱪilmiding.
Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
43 (Samǝⱪ) Sǝn ɵzüngni ƣǝzǝp bilǝn ⱪaplap, bizni ⱪoƣliding; Sǝn ɵltürdüng, ⱨeq rǝⱨim ⱪilmiding.
Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
44 Sǝn Ɵzüngni bulut bilǝn ⱪapliƣansǝnki, Dua-tilawǝt uningdin ⱨeq ɵtǝlmǝs.
Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
45 Sǝn bizni hǝlⱪlǝr arisida daxⱪal wǝ nijasǝt ⱪilding.
Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
46 (Pe) Barliⱪ düxmǝnlirimiz bizgǝ ⱪarap aƣzini yoƣan eqip [mazaⱪ ⱪildi];
Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
47 Üstimizgǝ qüxti alaⱪzadilik wǝ ora-tuzaⱪ, Wǝyranqiliⱪ ⱨǝm ⱨalakǝt.
Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
48 Hǝlⱪimning ⱪizi nabut bolƣini üqün, Kɵzümdin yaxlar ɵstǝng bolup aⱪmaⱪta.
Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
49 (Ayin) Kɵzüm yaxlarni üzülmǝy tɵküwatidu, Ular ⱨeq tohtiyalmaydu,
Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
50 Taki Pǝrwǝrdigar asmanlardin tɵwǝngǝ nǝzǝr selip [ⱨalimizƣa] ⱪariƣuqǝ.
indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
51 Mening kɵzüm Roⱨimƣa azab yǝtküzmǝktǝ, Xǝⱨirimning barliⱪ ⱪizlirining Ⱨali tüpǝylidin.
Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
52 (Tsadǝ) Manga sǝwǝbsiz düxmǝn bolƣanlar, Meni ⱪuxtǝk ⱨǝdǝp owlap kǝldi.
Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
53 Ular orida jenimni üzmǝkqi bolup, Üstümgǝ taxni qɵridi.
De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
54 Sular beximdin texip aⱪti; Mǝn: «Üzüp taxlandim!» — dedim.
Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
55 (Kof) Ⱨangning tüwliridin namingni qaⱪirip nida ⱪildim, i Pǝrwǝrdigar;
Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
56 Sǝn awazimni angliding; Ⱪutulduruxⱪa nidayimƣa ⱪuliⱪingni yupuruwalmiƣin!
Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
57 Sanga nida ⱪilƣan künidǝ manga yeⱪin kǝlding, «Ⱪorⱪma» — deding.
Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
58 (Rǝx) I rǝb, jenimning dǝwasini ɵzüng soriding; Sǝn manga ⱨǝmjǝmǝt bolup ⱨayatimni ⱪutⱪuzdung.
Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
59 I Pǝrwǝrdigar, manga bolƣan uwalliⱪni kɵrdüngsǝn; Mǝn üqün ⱨɵküm qiⱪarƣaysǝn;
Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
60 Sǝn ularning manga ⱪilƣan barliⱪ ɵqmǝnliklirini, Barliⱪ ⱪǝstlirini kɵrdungsǝn.
Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
61 (Xiyn) I Pǝrwǝrdigar, ularning aⱨanǝtlirini, Meni barliⱪ ⱪǝstligǝnlirini anglidingsǝn,
Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
62 Manga ⱪarxi turƣanlarning xiwirlaxlirini, Ularning kün boyi kǝynimdin kusur-kusur ⱪilixⱪanlirini anglidingsǝn.
mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
63 Olturƣanlirida, turƣanlirida ularƣa ⱪariƣaysǝn! Mǝn ularning [mǝshirǝ] nahxisi boldum.
Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
64 (Taw) Ularning ⱪolliri ⱪilƣanliri boyiqǝ, i Pǝrwǝrdigar, bexiƣa jaza yandurƣaysǝn;
Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
65 Ularning kɵngüllirini kaj ⱪilƣaysǝn! Bu sening ularƣa qüxidiƣan lǝniting bolidu!
Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
66 Ƣǝzǝp bilǝn ularni ⱪoƣliƣaysǝn, Ularni Pǝrwǝrdigarning asmanliri astidin yoⱪatⱪaysǝn!
Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
