Batur Ⱨakimlar 2
1 Pǝrwǝrdigarning Pǝrixtisi Gilgaldin Bokimƣa kelip: — Mǝn silǝrni Misirdin qiⱪirip, ata-bowiliringlarƣa ⱪǝsǝm ⱪilip bǝrgǝn zeminƣa elip kelip: «Mǝn silǝr bilǝn ⱪilƣan ǝⱨdǝmni ǝbǝdgiqǝ bikar ⱪilmaymǝn;
HERRENS Engel drog fra Gilgal op til Betel. Og han sagde: »Jeg førte eder op fra Ægypten og bragte eder ind i det Land, jeg tilsvor eders Fædre. Og jeg sagde: Jeg vil i Evighed ikke bryde min Pagt med eder!
2 Lekin silǝr bu zeminning hǝlⱪi bilǝn ⱨeqⱪandaⱪ ǝⱨdǝ baƣlimanglar, bǝlki ularning ⱪurbangaⱨlirini buzup taxlixinglar kerǝk» — degǝnidim; lekin silǝr Mening awazimƣa ⱪulaⱪ salmidinglar. Bu silǝrning nemǝ ⱪilƣininglar?!
Men I maa ikke slutte Pagt med dette Lands Indbyggere; deres Altre skal I bryde ned! Men I adlød ikke min Røst! Hvad har I dog gjort!
3 Xunga Mǝn [xu qaƣda] silǝrgǝ: «[Xundaⱪ ⱪilsanglar] ularni silǝrning aldinglardin ⱪoƣliwǝtmǝymǝn; ular biⱪininglarƣa yantaⱪ bolup sanjilidu, ularning ilaⱨliri silǝrgǝ tor-tuzaⱪ bolidu» — dǝp agaⱨlandurdum, — dedi.
Derfor siger jeg nu: Jeg vil ikke drive dem bort foran eder, men de skal blive Brodde i eders Sider, og deres Guder skal blive eder en Snare!«
4 Pǝrwǝrdigarning Pǝrixtisi barliⱪ Israillarƣa bularni degǝndǝ, ular ün selip yiƣlap ketixti.
Da HERRENS Engel talede disse Ord til alle Israeliterne, brast Folket i Graad.
5 Xuning bilǝn bu jayning nami «Bokim» dǝp ⱪoyuldi; ular xu yǝrdǝ Pǝrwǝrdigarƣa atap ⱪurbanliⱪlarni sundi.
Derfor kaldte man Stedet Bokim. Og de ofrede til HERREN der.
6 Yǝxua hǝlⱪni tarⱪitiwetiwidi, Israillar ⱨǝrⱪaysisi ɵzlirigǝ miras ⱪilinƣan zeminni igilǝx üqün ⱪaytip ketixti.
Da Josua havde ladet Folket fare, drog Israeliterne hver til sin Arvelod for at tage Landet i Besiddelse.
7 Yǝxuaning pütkül ⱨayat künliridǝ, xundaⱪla Yǝxuadin keyin ⱪalƣan, Pǝrwǝrdigarning Israil üqün ⱪilƣan ⱨǝmmǝ karamǝt ǝmǝllirini obdan bilgǝn aⱪsaⱪallarning pütkül ⱨayat künliridimu [Israil] hǝlⱪi Pǝrwǝrdigarning ibaditidǝ bolup turdi.
Og Folket dyrkede HERREN, saa længe Josua levede, og saa længe de Ældste var i Live, som overlevede Josua og havde set hele det Storværk, HERREN havde øvet for Israel.
8 Əmdi Nunning oƣli, Pǝrwǝrdigarning ⱪuli Yǝxua bir yüz on yexida wapat boldi.
Og Josua, Nuns Søn, HERRENS Tjener, døde, 110 Aar gammel;
9 Ular uni elip berip, Əfraim taƣliⱪ rayonida, Gaax teƣining ximal tǝripidiki ɵz miras ülüxi bolƣan Timnat-Seraⱨ degǝn jayda dǝpnǝ ⱪildi.
og de jordede ham paa hans Arvelod i Timnat-Heres i Efraims Bjerge norden for Bjerget Ga'asj.
10 Bu dǝwrdikilǝrning ⱨǝmmisi [ɵlüp] ɵz ata-bowiliriƣa ⱪoxulup kǝtti; ulardin keyin Pǝrwǝrdigarnimu tonumaydiƣan, xundaⱪla uning Israil üqün ⱪilƣan ǝmǝllirini bilmigǝn bir dǝwr pǝyda boldi.
Men ogsaa hele hin Slægt samledes til sine Fædre, og efter dem kom en anden Slægt, som hverken kendte HERREN eller det Værk, han havde øvet for Israel.
11 Xuningdin tartip Israil Pǝrwǝrdigarning nǝziridǝ rǝzil bolƣanni ⱪilip Baal-butlarning ibaditigǝ kirixti.
Da gjorde Israeliterne, hvad der var ondt i HERRENS Øjne, og dyrkede Ba'alerne;
12 Ular ɵzlirini Misir zeminidin qiⱪirip elip kǝlgǝn ata-bowilirining Hudasi Pǝrwǝrdigarni taxlap, ǝtrapidiki taipilǝrning ilaⱨliridin bolƣan yat ilaⱨlarƣa ǝgixip, ularƣa bax urup, Pǝrwǝrdigarning ƣǝzipini ⱪozƣidi.
de forlod HERREN, deres Fædres Gud, som havde ført dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, de omboende Folks Guder, og tilbad dem og krænkede HERREN.
13 Ular Pǝrwǝrdigarni taxlap, Baal wǝ Axǝraⱨlarning ⱪulluⱪiƣa kirixti.
De forlod HERREN og dyrkede Ba'al og Astarte.
14 Buning bilǝn Pǝrwǝrdigarning ƣǝzipi Israilƣa tutixip, harab ⱪilinsun dǝp, u ularni talan-taraj ⱪilƣuqilarning ⱪoliƣa taxlap bǝrdi, yǝnǝ ǝtrapidiki düxmǝnlirining ⱪoliƣa tapxurup bǝrdi; xuning bilǝn ular düxmǝnlirining aldida bax kɵtürǝlmidi.
Da blussede HERRENS Vrede op imod Israel, og han gav dem i Røveres Haand, saa de udplyndrede dem. Han gav dem til Pris for de omboende Fjender, saa de ikke længer kunde holde Stand mod deres Fjender.
15 Ular ⱪǝyǝrgǝ barmisun, Pǝrwǝrdigarning ⱪoli ularni apǝt bilǝn urdi, huddi Pǝrwǝrdigarning deginidǝk, wǝ Pǝrwǝrdigarning ularƣa ⱪǝsǝm ⱪilƣinidǝk, ular tolimu azabliⱪ ⱨalǝtkǝ qüxüp ⱪaldi.
Hvor som helst de rykkede frem, var HERRENS Haand imod dem og voldte dem Ulykke, som HERREN havde sagt og tilsvoret dem. Saaledes bragte han dem i stor Vaande. Men naar de saa raabte til HERREN,
16 Andin Pǝrwǝrdigar [ularning arisidin] batur ⱨakimlarni turƣuzdi, ular [Israillarni] talan-taraj ⱪilƣuqilarning ⱪolidin ⱪutⱪuzup qiⱪti.
lod han Dommere fremstaa, og de frelste dem fra deres Haand, som udplyndrede dem.
17 Xundaⱪtimu, ular ɵz ⱨakimliriƣa ⱪulaⱪ salmidi; ǝksiqǝ ular yat ilaⱨlarƣa ǝgixip buzuⱪluⱪ ⱪilip, ularƣa bax urup qoⱪundi; ata-bowilirining mangƣan yolidin, yǝni Pǝrwǝrdigarning ǝmrlirigǝ itaǝt ⱪilix yolidin tezla qiⱪip kǝtti; ular ⱨeq itaǝt ⱪilmidi.
Dog heller ikke deres Dommere adlød de, men bolede med andre Guder og tilbad dem. Hurtig veg de bort fra den Vej, deres Fædre havde vandret paa i Lydighed mod HERRENS Bud; de slægtede dem ikke paa.
18 Pǝrwǝrdigar ⱪaqaniki ular üqün batur ⱨakimlarni turƣuzsa, Pǝrwǝrdigar ⱨaman xu batur ⱨakim bilǝn billǝ bolatti, batur ⱨakimning ⱨayat künliridǝ ularni düxmǝnlirining ⱪolidin ⱪutⱪuzup qiⱪatti; qünki ularni harlap ǝzgǝnlǝr tüpǝylidin kɵtürülgǝn aⱨ-zarlarni angliƣan Pǝrwǝrdigar ularƣa iqini aƣritatti.
Men hver Gang HERREN lod Dommere fremstaa iblandt dem, var HERREN med Dommeren og frelste dem fra deres Fjenders Haand, saa længe Dommeren levede; thi HERREN ynkedes, naar de jamrede sig over dem, som trængte og undertrykte dem.
19 Lekin batur ⱨakim ɵlüp ketixi bilǝnla, ular arⱪisiƣa yenip, yat ilaⱨlarƣa ǝgixip, ularning ⱪulluⱪiƣa kirip, ularƣa bax uruxup, ɵzlirini ata-bowiliridinmu ziyadǝ bulƣaytti; ular nǝ xu ⱪilmixliridin tohtimaytti, nǝ ɵz jaⱨil yolidin ⱨeq yanmaytti.
Men saa snart Dommeren var død, handlede de atter ilde, ja endnu værre end deres Fædre, idet de holdt sig til andre Guder og dyrkede og tilbad dem. De holdt ikke op med deres onde Gerninger og genstridige Færd.
20 Xuning bilǝn Pǝrwǝrdigarning ƣǝzipi Israilƣa ⱪattiⱪ tutaxti, U: — «Bu hǝlⱪ Mǝn ularning ata-bowiliriƣa tapiliƣan ǝⱨdǝmni buzup, awazimƣa ⱪulaⱪ salmiƣini üqün,
Da blussede HERRENS Vrede op mod Israel, og han sagde: »Efterdi dette Folk har overtraadt min Pagt, som jeg paalagde deres Fædre, og ikke adlydt min Røst,
21 buningdin keyin Mǝn Yǝxua ɵlgǝndǝ bu yurtta ⱪaldurƣan taipilǝrdin ⱨeqbirini ularning aldidin ⱪoƣliwǝtmǝymǝn;
vil jeg heller ikke mere bortdrive foran dem et eneste af de Folk, som Josua lod tilbage ved sin Død,
22 buningdiki mǝⱪsǝt, Mǝn xular arⱪiliⱪ Israilning ularning ata-bowiliri tutⱪandǝk, Mǝn Pǝrwǝrdigarning yolini tutup mangidiƣan-mangmaydiƣanliⱪini sinaymǝn» — dedi.
for at jeg ved dem kan sætte Israel paa Prøve, om de omhyggeligt vil følge HERRENS Veje, som deres Fædre gjorde, eller ej.«
23 Xuning bilǝn Pǝrwǝrdigar xu taipilǝrni ⱪaldurup, ularni nǝ dǝrⱨalla zeminidin mǝⱨrum ⱪilip ⱪoƣliwǝtmidi nǝ Yǝxuaning ⱪoliƣimu tapxurup bǝrmigǝnidi.
HERREN lod da disse Folkeslag blive og hastede ikke med at drive dem bort; han gav dem ikke i Josuas Haand.
