Yǝxua 14

1 Israillarning Ⱪanaan zeminidin alƣan mirasliri tɵwǝndikidǝk; Əliazar kaⱨin bilǝn Nunning oƣli Yǝxua wǝ Israil ⱪǝbililiridiki jǝmǝt-ailǝ baxliⱪliri muxu miraslarni ularƣa bɵlüp bǝrgǝn.

Og dette er det, som Israels Børn arvede i Kanaans Land, som Eleasar, Præsten, og Josva, Nuns Søn, og Øversterne for Fædrenehusene iblandt Israels Børns Stammer, uddelte dem til Arv,

2 Pǝrwǝrdigar Musaning wasitisi bilǝn toⱪⱪuz yerim ⱪǝbilǝ toƣrisida buyruƣinidǝk, ularning ⱨǝrbirining ülüxi qǝk taxlax bilǝn bɵlüp berildi.

ved Lodkastning om deres Arv, som Herren havde befalet ved Mose, at give de ni Stammer og den halve Stamme.

3 Qünki ⱪalƣan ikki ⱪǝbilǝ bilǝn Manassǝⱨning yerim ⱪǝbilisining mirasini bolsa Musa Iordan dǝryasining u tǝripidǝ ularƣa tǝⱪsim ⱪilƣanidi; lekin u Lawiylarƣa ularning arisida ⱨeq miras bǝrmigǝnidi

Thi Mose havde givet de to Stammer og den halve Stamme Arv paa hin Side Jordanen; men han gav ikke Leviterne Arv midt iblandt dem.

4 (Yüsüpning ǝwladliri Manassǝⱨ wǝ Əfraim degǝn ikki ⱪǝbiligǝ bɵlüngǝnidi. Lawiylarƣa bolsa, turuxⱪa bolidiƣan xǝⱨǝrlǝr bekitilip, xundaⱪla xu xǝⱨǝrlǝrgǝ tǝwǝ yaylaⱪlardin qarpaylirini baⱪidiƣan wǝ mal-mülüklirini orunlaxturidiƣan yǝrlǝrdin baxⱪa ularƣa ⱨeq ülüxlǝrni bǝrmigǝnidi).

Thi Josefs Børn vare to Stammer, Manasse og Efraim; men de gave ikke Leviterne nogen Del i Landet, uden Stæder at bo udi og Markerne deromkring for deres Kvæg og for deres Gods.

5 Pǝrwǝrdigar Musaƣa ⱪandaⱪ buyruƣan bolsa, Israillar xundaⱪ ⱪilip zeminni bɵlüxüwaldi.

Som Herren bød Mose, saa gjorde Israels Børn, og de delte Landet.

6 Yǝⱨudalar Gilgalƣa, Yǝxuaning ⱪexiƣa kǝldi, Kǝnizziy Yǝfunnǝⱨning oƣli Kalǝb Yǝxuaƣa mundaⱪ dedi: — «Pǝrwǝrdigar Ɵz adimi bolƣan Musaƣa mǝn bilǝn sening toƣrangda Ⱪadǝx-Barneada nemǝ degǝnlikini bilisǝnƣu;

Og Judas Børn gik frem til Josva i Gilgal, og Kaleb, Jefunne den Kenisiters Søn, sagde til ham: Du ved det Ord, som Herren talede til Mose, den Guds Mand, angaaende mig og dig i Kades-Barnea.

7 Pǝrwǝrdigarning adimi Musa meni Ⱪadǝx-Barneadin zeminni qarlap kelixkǝ ǝwǝtkǝndǝ, mǝn ⱪiriⱪ yaxta idim; qin [etiⱪadliⱪ] kɵnglüm bilǝn uningƣa hǝwǝr yǝtküzgǝnidim.

Jeg var fyrretyve Aar gammel, der Mose, Herrens Tjener, sendte mig fra Kades-Barnea til at spejde Landet; og jeg bragte ham Svar igen, ligesom jeg mente.

8 Əmma mǝn bilǝn qiⱪⱪan ⱪerindaxlirim hǝlⱪning kɵnglini su ⱪiliwǝtkǝnidi. Lekin mǝn bolsam pütün ⱪǝlbim bilǝn Pǝrwǝrdigar Hudayimƣa ǝgǝxtim.

Men mine Brødre, som gik op med mig, mistrøstede Folkets Hjerte; men jeg efterfulgte Herren min Gud fuldkommeligen.

9 U küni Musa ⱪǝsǝm ⱪilip: — «Sǝn pütün ⱪǝlbing bilǝn Pǝrwǝrdigar Hudayingƣa ǝgǝxkining üqün, sening putung dǝssigǝn zemin jǝzmǝn ǝbǝdgiqǝ sening bilǝn nǝslingning mirasi bolidu» — degǝnidi.

Da svor Mose paa den samme Dag og sagde: Det Land, som din Fod traadte paa, skal blive dig og dine Børn til Arv evindeligen, fordi du fuldkommeligen efterfulgte Herren min Gud.

10 — Mana Israil qɵldǝ sǝrgǝrdan bolup yürgǝndǝ, Pǝrwǝrdigar Musaƣa xu sɵzlǝrni degǝn künidin keyinki ⱪiriⱪ bǝx yil iqidǝ Ɵzi eytⱪinidǝk meni tirik saⱪlidi. Mana mǝn bügün sǝksǝn bǝx yaxⱪa kirdim.

Og nu, se, Herren har ladet mig leve, som han sagde, disse fyrretyve og fem Aar, fra den Tid, da Herren talede dette Ord til Mose, den Gang Israel vandrede i Ørken; og nu, se, jeg er i Dag fem og firsindstyve Aar gammel.

11 Mǝn muxu kündimu Musa meni qarlaxⱪa ǝwǝtkǝn kündikidǝk küqlükmǝn, mǝyli jǝng ⱪilix bolsun yaki bir yǝrgǝ berip-kelix bolsun, mening yǝnila baldurⱪidǝk küq-dǝrmanim bardur.

Jeg er endnu i Dag saa stærk, som paa den Dag, der Mose sendte mig: Som min Kraft var da, saa er og min Kraft nu til Krigen og til at gaa ud og til at gaa ind.

12 Əmdi Pǝrwǝrdigar xu künidǝ wǝdǝ ⱪilƣan bu taƣliⱪ yurtni manga miras ⱪilip bǝrgin; qünki u küni sǝnmu u yǝrdǝ Anakiylar turidiƣanliⱪini, xundaⱪla qong ⱨǝm mustǝⱨkǝm xǝⱨǝrlǝr barliⱪini anglidingƣu. Lekin Pǝrwǝrdigar mǝn bilǝn billǝ bolsila, Pǝrwǝrdigar eytⱪinidǝk mǝn ularni ⱪoƣliwetimǝn».

Saa giv mig nu dette Bjerg, som Herren talede om paa den samme Dag; thi du hørte paa den samme Dag, at Anakiterne ere der, og store og faste Stæder; maaske Herren vil være med mig, at jeg kan fordrive dem, ligesom Herren har sagt.

13 Buni anglap Yǝxua Yǝfunnǝⱨning oƣli Kalǝbkǝ bǝht-bǝrikǝt tilǝp, Ⱨebronni uningƣa miras ⱪilip bǝrdi.

Saa velsignede Josva ham, og han gav Kaleb, Jefunne Søn, Hebron til Arv.

14 Xunga Ⱨebron taki bügüngiqǝ Kǝnizziy Yǝfunnǝⱨning oƣli Kalǝbning mirasi bolup turmaⱪta; qünki u pütün ⱪǝlbi bilǝn Israilning Hudasi Pǝrwǝrdigarƣa ǝgǝxkǝn

Derfor blev Hebron Kaleb, Jefunne den Kenisiters Søn, til Arv indtil denne Dag, fordi han fuldkommeligen efterfulgte Herren Israels Gud.

15 (ilgiri Ⱨebron bolsa Kiriat-Arba dǝp atilatti. Arba degǝn adǝm Anakiylar arisida ǝng dangⱪi qiⱪⱪan adǝm idi). Xundaⱪ ⱪilip zemin jǝngdin aram tapti.

Men Hebron kaldtes tilforn Arbas Stad, han var det største Menneske iblandt Anakiterne; og Landet hvilede fra Krig.